Hvorfor ser du ikke en psykiater? Det spørgsmål stillede min læge mig i går, da jeg egentlig kom for at få undersøgt min løbeskade. Hen kunne ikke hjælpe mig med skaden, den må jeg bare lige så stille træne op, men han blev virkelig harm, da han fandt ud af, at psykiatrien har syltet min sag i otte måneder (jeg kom til at sige ni til ham, og nu har jeg en lille smule ondt i maven fordi jeg løj). Jeg kunne ikke rigtigt fortælle ham noget om det, ud over, at min tidligere psykiater sendte en henvisning da jeg flyttede, men at jeg ikke havde hørt noget. Han blev forvirret, for han kunne da se, at jeg havde nogle papirer fra psyk siden da, men jeg måtte fortælle, at det var fra da jeg for et par måneder siden måtte tilbringe en nat på den psykiatriske modtagelse. Havde jeg da ikke hørt fra psykiatrien siden? Havde jeg virkelig ikke hørt noget? Nej, ikke et ord.
Lige da jeg flyttede ind var jeg utålmodig efter at høre fra dem, ikke fordi jeg dengang havde noget særligt jeg ville snakke med dem om, men bare fordi. Pædagogerne sagde dog, at det kunne godt tage sin tid, og så har jeg faktisk ikke tænkt synderligt meget over det siden. Jeg har dog nogle ting jeg gerne ville snakke med dem om nu. For det første har jeg nogle symptomer der muligvis er bivirkninger, muligvis noget andet, men mest af alt er jeg ikke dikker på min dosis af Concerta (for min ADD). Concerta er ikke på samme måde som Ritalin noget der kun virker lige nu og her, men nu da jeg går på universitetet flere eftermiddage om ugen, og skal læse lektier bagefter, så ville det være en fordel ikke at have en koncentrationsevne som en guldfisk.
Den type medicin kan min læge ikke hjælpe mig med. Der er faktisk mange af mine problematikker han ikke kan hjælpe mig med. Det er ikke fordi han ikke er dygtig til sit arbejde, det er mere det, at de falder ind under et andet kompetenceområde. Min læge er en flink midaldrende mand, måske en lille smule forvirret og vi snakker tit forbi hinanden (jeg er til lagen mere end gennemsnittet), men han ønsker virkelig, at jeg får hjælp, så han blev temmelig vred, da han fandt ud af, at jeg ikke får det. Ældre læger slår tit lidt hårdere i tasterne når de skriver journal end deres yngre kolleger, men i går fik tasterne en ordentlig omgang, så vred var han. Jeg blev lidt smigret over, at han blev så vred på mine vegne.
Vi fik næsten ikke snakket om den skade jeg kom med, for den fandt han ikke særlig alvorlig (tror jeg nok), eller også blev han bare distraheret af alt det andet, hvem ved. Han siger, at jeg bare kan begynde at løbe igen, men jeg tror nu nok lige at jeg venter og ser, hvad min løbetræner/pædagog siger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar