Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg fik idéen, jeg var på vej hjem fra træning, da jeg ikke engang for første gang læste det store skilt der var blevet hængt op over indgangen til sports hallen, 'Husflids messe'. Jeg lagde mærke til skiltet, så selvfølgelig skulle jeg med, for det ville være en fantastisk mulighed for at samle visitkort til min veninde, og en mulighed for at iagttage mennesker med ironisk distance, for for at være helt ærlig, så kunne jeg ikke tage det helt seriøst.
Det var ikke håndarbejdet jeg ikke kunne tage seriøst, for det var i mange tilfælde virkelig godt lavet (i nogle tilfælde var det knap så godt, og jeg krummede tæer og syntes at det var enormt piiinligt. Det var ikke de små boder jeg ikke kunne tage seriøst, for for dem der bor ude i de små landsbyer, kan det være svært at komme til en butik der sælger de rette materialer, og når man er over 75, så er internethandel måske ikke en mulighed. Det jeg til gengæld ikke forstod var, hvor alvorligt alle mennesker virkede til at tage det.
Folk stod i lange køer foran indgangen, ranke i ryggen og med blikket stift rettet mod ryggen foran. Mange var i deres stiveste puds, eventuelt kombineret med en grim hjemmestrikket vest for ligesom at vise, at man er down with the crew. Dørene blev åbnet, og folk væltede ind og betalte gladelig 80 kr i entre. Folk stimlede sammen om de små boder, og fordybede sig i samtale om håndarbejdets kvalitet og udførsel. Der var ingen der råbte eller lo højt, og det burde være skønt, at lydniveauet var relativt lavt, men det var på sin vis også lidt uhyggeligt og gav det hele en lidt trygget stemning.
Måske er det fordi jeg er fra en helt anden generation end den typiske messe deltager. Jer er fra en generation, hvor håndarbejde er en fritidsinteresse for de få, men lige nøjagtigt noget man gør i sin fritid. Vi er ikke hjemmegående husmødre, det er ikke vores professionelle stolthed der står på spil. Men måske er det også fordi jeg er fra en mindre alvorlig tid, hvor der ikke i samme grad er plads til fordybelse, en generation der lider af ADHD og ikke kan sætte sig ned med et håndarbejde uden straks igen at fare op og gå i gang med noget nyt.
Tingene var da for det meste ganske fine, men de lignede også hinanden, så det lykkedes mig endda at fare vild. Jeg kunne ikke længere finde ud af hvilke gange jeg havde været nede af, og i hvilken retning udgangen lå, og det fik mit ironiske humør til at bevæge sig over i sydende sarkasme. Hvad ville alle de mennesker her, for der var virkelig mange? Vidste de ikke, at håndarbejde ikke længere, hvis nogensinde, er omgivet med respekt? Ved i ikke, at i er en uddøende race? Hvem interessere sig i dag for små kniplede underlagsservietter til nipsgenstande? Ja, de er fine, men hvem vil bruge dem?
Jeg blev vred og trist af at gå rundt derinde, og til sidst måtte jeg bare ud derfra. Da jeg kom hjem derfra havde jeg slet ikke lyst til at tale med pædagogerne om det, jeg blev nærmest vred, når de spurgte ind til det. Min vrede var over mig selv og min generation, at jeg gerne vil holde af alle disse ting, men at jeg, når det kommer til stykket, ikke rigtigt gider, for det er så meget lettere bare at købe noget fabrikslavet.
Turens højdepunkt var dog de malede porcelænsnisser, der var så modbydeligt grimme, at jeg fik tårer i øjnene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar