Så er det i dag, den store dag hvor jeg begynder på universitetet, hvor hele mit liv og alle mine små vaner bliver revet op med rode og rystet godt og grundigt. Jeg ved ikke helt om jeg synes det er sjovt, om jeg tror at jeg kan klare det, men nu er det begyndt, og selvom jeg i teorien har mulighed for at stoppe det, så ville det være et nederlag af dimensioner, og jeg er ikke glad for nederlag (hvem er det). Alligevel går jeg nærmest ud fra, at jeg ikke kan klare det, jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at klare det. Tænk på hvor mange afsnit af CSI jeg går glip af. Det lyder som en dårlig joke, men det er ramme alvor. Det med at sidde og se CSI i løbet af eftermiddagen er blevet en stor og værdsat del af mit liv, og er den måde hvorpå jeg gearer ned fra mit hektiske formiddagsprogram til mit zombi eftermiddagsprogram. End ikke den inddeling af dagene vil jeg have tilbage, for jeg nå først hjem til aftensmad nogle af dagene, takket være den lange transporttid.
Jeg forbereder mig på, at jeg vil blive enormt træt her de første uger, eller jeg prøver at forestille mig det, men jeg har en enormt dårlig forestillingsevne, så det bliver bare nogle usammenhængende brudstykker af en tanke, og det virker enormt skræmmende. Jeg prøver at forestille mig hvordan det må være at blive nødt til at fjerne nogle af alle mine vante beskæftigelser, men jeg kan ikke uden at det også kommer til at gå ud over alle de andre, og så ender mine tanker i ét stort kaos.
Men jeg må se det i øjnene, det er nok ikke kun CSI mine studier kommer til at gå ud over, især her i den første tid, blandt andet kommer det måske til at gå ud over denne blog, det er ikke sikkert, at jeg magter at skrive et indlæg hver dag. Jeg vil gerne, men det er ikke sikkert, at jeg kan, så bær over med mig. Jeg kan også risikere at det går ud over min træning, og det skræmmer mig, for det vil føles som en fiasko, og jeg mente jo helt fra starten, at det klarede jeg aldrig, at det er en anden lidt vigtigere (?) aktivitet der er skyld i det, spiller ingen rolle i denne sammenhæng. Intet er sket endnu, men jeg føler mig allerede som en taber.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar