Om at løbe som en spadser

Da jeg startede med at løbe, sagde jeg, at jeg løb som en spadser, ment på den måde, at jeg var dårlig til det. Så i går da jeg havde været aktiv hele formiddagen, trængte jeg til at flade ud foran fjernsynet, bare ligge og lave absolut ingenting. Jeg tændte for paraolympisk (handicap) atletik, fordi jeg for det første elsker atletik, og for det andet skal man jo være politisk korrekt, så når man dækker det almindelige OL, bør man også dække det paraolympiske. Jeg ved ikke helt hvad jeg forventede. Jeg tror hverken at jeg forventede noget super godt, eller noget virkelig skidt, noget god underholdning, eller det modsatte, jeg forventede bare en lang lørdag eftermiddag på sofaen. Når jeg ikke rigtigt forventede noget, ved jeg ikke om man kan sige, at jeg blev positivt overrasket, men lad os bare bruge det udtryk alligevel.

Det første jeg så var lige nettop løb for spastikere (100 m). Løbet var ikke lige så tæt og ikke lige så spændende som ved det almindelige OL, i hvert fald ikke når det galt hvem vinderen var, men hvad seriøsitet og glæde angik, så lå de helt i top, og det var enormt hyggeligt at følge med i. Kommentatorerne var helt oppe og køre, Det var bare nogle indledende heats, men man skulle næsten tro, at det var kampen om guldet det galt. Det var fedt at høre på, og de var gode til at fortælle om hvad forskellige lande for eksempel gør for handicap idræt, om de forskellige handicaps og om (handicap) atletik i al almindelighed.

Jeg så også andre discipliner, 100 m for kørestolsbrugere (det mest spændende, og mest respekterede), kuglestød for kørestolsbrugere og blinde, og 1500 m for arm amputerede. I sidst nævnte var der en løber fra Djibouti der gjorde det i en fænomenalt dårlig tid, men han gjorde det, han gennemførte og publikum var og køre, han fik stående bifald gennem flere omgange. Min første tanke var at det var sørgeligt, for jeg troede ikke at han kunne gennemføre, men han gjorde det, han gennemførte, og det var magisk.

Jeg har ikke altid helt vidst hvad jeg skal synes om handicap OL. Var det ikke lidt at udstille folk? En slags moderne freak show? Så blev jeg selv diagnostiseret med et handicap, ikke et fysisk handikap, men et psykisk. De første år efter min diagnose var jeg vred, og jeg hadede folk der kunne være stolte af noget der for mig var så rædselsfuldt. Jeg har efterhånden vænnet mig til mit handicap, men når folk direkte står frem og siger, at de er STOLTE at deres handicap, så står jeg af. Mit handicap er en del af hvem jeg er på godt og ondt, det er hverken noget jeg er stolt af eller det modsatte. Der er ting jeg er god til, nogle ting er jeg god til TRODS mit handicap, nogle ting er jeg god til PÅ GRUND AF mit handicap og nogle ting er jeg god til UAFHÆNGIGT AF mit handicap, jeg er ikke engang helt sikker på hvad der falder under hvilken kategori. Jeg begynder dog at kunne se fidusen i de paraolympske leje. Folk med handikaps skal også anerkendes for deres evner, og også handikappede har brug for rollemodeller til at udvikle sig.

Jeg forstår dog ikke helt hvorfor der skal være et olympiske leje og et paraolympisk leje, hvorfor er de handicappede sportsfolk ikke en af 'den olympiske gruppe'. Jeg mener ikke, at blinde fodboldspillere skal konkurrere mod seende, men ryst dog posen med hvornår de forskellige kampe er.