Ikke nogen god ven af solen

Dagens overskrift har ikke noget at gøre med at jeg nemt bliver solskoldet, for det gør jeg ikke, faktisk får jeg hurtigt en flot brun kulør. Dagens overskrift har at gøre med, at jeg ikke er den store fan af at sidde i en stol og lade mig bage igennem, for jeg bryder mig ikke om at have det for varmt faktisk frygter jeg en lille smule at svede.

Når jeg træner om morgenen er det helt fint at sveden hagler af mig, selvom det tog mig lidt tid at lære, for i folkeskolen var det altid usejt at svede, selv til idræt, så pigerne gjorde hvad de kunne for ikke at lave noget, og så er idræt jo bare ikke sjovt. Da jeg her sidste år lærte at svede, så blev det pludselig sjovt at dyrke sport, men til gengæld ved jeg jo så også ganske udmærket hvor klamt sportstøj lugter, så når jeg har været i bad, så er det bare på med en masse deodorant og så er sved bare et absolut no go.

Det har måske noget at gøre med, at jeg i begyndelsen af puberteten ikke var så hurtig til at lære det med personlig hygiejne, og jeg havde nogle år hvor jeg nok lugtede lidt rigeligt meget. Det var sådan, at min klasselærer i sjette klasse tog en snak med mig om, at det måske ville være godt at købe en deodorant. Det var enormt pinligt, men jeg var ham egentlig taknemmelig, for han satte ord på noget jeg ikke selv kunne.

Jeg frygter altså at svede, og det er ikke godt hvis man skal ud i solen. Det betyder at jeg holder mig meget inde hele sommeren. Jeg har derfor tilbragt lidt for mange dage med at sidde i min stol foran fjernsynet, så jeg trængte til at komme lidt UD, så da min lillesøster gav sig til at vaske havemøblerne af, så hjalp jeg hende og så satte vi os ud. Sammenlagt blev det til mange timer, og der blev svedt meget, og det var hyggeligt, for jeg har ikke ret tit mulighed for at være sammen med min søster.

Jeg havde desværre glemt min bog hjemme ved mig selv, så jeg sad og skrev breve, men jeg måtte hele tiden skifte kuglepen fordi de ikke virkede, så brevet ligner a pro pos folkeskolen en kladde i dansk stil.

Om et overfyldt tog

I går tog jeg hjem til min far for at slippe væk fra kedsomheden, hen til en anden sofa end min egen, til en ny siddestilling, så jeg kan slide mine balder på en ny måde, men først skulle jeg sidde i et MEGET overfyldt tog. Jeg var for sent ude til at kunne få plads i en stillekupe, hvilket var overmåde irriterende, for jeg gider ikke høre på andre menneskers telefonsamtaler eller deres kommen hinanden ved. Der er mange almindelige mennesker i en larmekupé men der er sandelig også mange mennesker der ikke er.

Jeg fik på et tidspunk øjenkontakt med en dame der sad og pillede næse, hvilket ikke generede hende hun gravede bare videre. Man kan selvfølgelig også pille næse i en stillekupé, det er jo ikke noget der larmer, alligevel er det ikke noget man ser i samme grad. Nogle gange spekulerer jeg på hvorfor, det er jo ikke fordi det koster ekstra at sidde i stillekupé.

Der var ekstra mange mennesker med toget for der var Robbie Williams koncert i parken og det er ferie og det er sommer og stor rejsedag. Der var en punker, der nok ikke var på vej til koncert, i hvert fald ikke den koncert, men han var en gentleman og lod damerne sidde og hjalp folk med at få cykler ud af toget. Det kom ikke bag på mig, for en kort overgang hang jeg ud med 'den slags' alternative, og selvom der var mange umodne teenagere iblandt, så var der også mange virkelig flinke folk. Jeg var aldrig en del af indercirklen, jeg var faktisk lidt af en wannabe (goth), men jeg kan alligevel godt savne miljøet en gang imellem. Det mørke har altid fascineret mig, og de mørke typer tog imod mig på et tidspunkt af mit liv hvor ingen andre gjorde. Min mor snakker om en fase i mit liv, og det var det også, men selvom andre mennesker måske synes at det var en mærkelig fase, så var det en meget vigtig tid i mit liv. Det er slut nu, men jeg kan alligevel godt blive sentimental når jeg møder en flink punker i et overfyldt tog, hvis han lige havde været 10-15 år ældre...

Jeg blev nysgerrig da den omtalte punker åbnede sin taske, der var lukket med store hægelåse, for hvad kunne være så meget værd, og jeg fik dagens optur, da han hev en lunken harboe cola op, der var vist også en ipad og andre ting, men det er ikke nær så sjovt.

På nogle punkter er jeg et meget overfladisk menneske, og et af mine kriterier for succes er at kunne komme graciøst ind og ud af et dsb tog med bagage. Det er noget jeg har øvet mig på i mange år, og i går lykkedes det mig næsten. Jeg var enormt overskudsagtig indtil vi nærmede os Odense og jeg skulle ud fra min plads. Toget laver et ryk og jeg ryger med hovedet først ind i en pige der stod i mellemgange. Før i tiden ville jeg være bukket under af skam, men jeg er nået langt, og selvom det da var lidt pinligt, så rettede jeg ryggen og lod som om det ikke gjorde mig det fjerneste.

Jeg har engang skrevet en novelle om hvor forfærdeligt det er at rejse med tog når man har det skidt. Jeg sad ved siden af en pige der tydeligvis havde det skidt, for hun sad det meste af turen og vred sine hænder. Jeg vidste fra når jeg skulle forbi hende for at komme på toilettet, at hun var meget følsom overfor berøring og nervøs for andre menesker, så jeg gjorde ikke noget, men jeg havde lidt lyst til at give hende et kram og sige at det hele nok skulle gå.

Nøgne damer

Folk har nogle gange fundet min blog ved at søge på pornografiske emner, og det skal de da være velkomne til, selvom jeg ikke helt forstår det.

"Moster niece sex"
"Kvinde river tøjet af uskyldig pige porn"

Og jeg forstår hverken at folk gider at søge på disse ting, eller at min blog ifølge google kan associeres med disse emner, men det er vel sådan verden ser ud i dag.

Jeg går ikke ind for en i stegende grad pornoficeret verden, men nu vil jeg så alligevel selv bidrage til den, for jeg keder mig voldsomt og er træt af at se fjernsyn hele tiden, så der bliver tegnet nøgne damer, og det er ikke fordi jeg er lesbisk eller liderlig, men tøj er bare så pokkers svært at tegne, og det er vanskeligt når de eneste blade jeg lige har liggende er modeblade, og jeg tror at hvis man bruger google og søger 'nøgne damer' så er motiverne nok nogle lidt andre end hvad jeg har lyst til at tegne.

Men i hvert fald fik jeg formiddagen til at gå, men så heller ikke mere, og så kunne jeg rigtigt gå i gang med at kede mig, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind. "Det er sundt at kede sig" sagde min mor altid, men andre siger "at kloge mennesker aldrig keder sig", og måske er jeg lidt dum, jeg er i hver fald hver dag en lille smule dummere end jeg var dagen før. Jeg elsker mine TV-serier, men jeg har aldrig ønsket at de skulle blive grundindholdet i min tilværelse.

Så nu tager jeg hjem til min far i en lille uges tid, så jeg i hvert fald kan kede mig i nye omgivelser

Om at blive 'forfulgt'

I går morges havde jeg været nede og handle, og da jeg kom til min egen gade var der en ung fyr på scooter der kørte op på siden af mig og ville have mig med op og køre. Han havde hjelm på, så jeg kunne ikke se hans ansigt, men det at han kørte på scooter, fortalte mig, at han nok i hvert fald var ti år for ung til mig. Om han så havde været ti år for gammel, så havde jeg stadig ikke været meget for at komme med op og køre, for sådan en maskine ser ikke særlig sikker ud, og jeg kendte jo slet ikke køreren, desuden er det slet ikke lovligt.

Den unge fyr var på ingen måde truende, men han var meget insisterende, og det var jo lidt smigrende for en gammel kone som mig. Da jeg kom til min bygning gik jeg ind på pædagogernes kontor for at se hvad han fandt på. Han stillede sin scooter, tog hjelmen af og gik ind i vores mellemgang, med både pædagogen og jeg stod og stirrede på ham, så han vendte om og stak af.

Så er der egentlig ikke mere til den historie, men det er sommerferie og mit liv er helt forfærdelig kedeligt, og jeg har ondt i røven af at sidde for meget foran fjernsynet, så når der endelig sker et eller andet, så bliver jeg nærmest lettet. desuden har jeg altid været frk usynlig, så selvom jeg ikke ligefrem går og ønsker at blive bemærket, så kan det godt være helt hyggeligt med lidt opmærksomhed, hvilket jeg dog kun siger fordi han virkede helt harmløs, ellers havde jeg nok været den første til at beklage mig.

Om min manglende løbeevne

For snart et år siden, gik jeg hen og fik en løbeskade. Det var egentlig ikke noget alvorligt, den var bare meget lang tid om at hele, men siden da har jeg stort set ikke løbet. Hvorfor? Fordi jeg fik bildt mig selv ind, at jeg slet ikke kan løbe pga min spasticitet. Det er noget sludder, at jeg ikke skulle kunne det, for hele måden jeg fandt ud af at jeg er (svagt) spastisk var ved, at jeg så de spastiske LØBERE ved handicap OL.

Jeg har godt været klar over, at jeg ikke har løbet og holdt min kondition ved lige, og så alligevel ikke, for jeg har haft så travlt med andre træningsformer som cykle, svømme eller cross trainer, men selvom det da er fint nok, så er det bare ikke helt det samme, for løb bliver udråbt som noget mere ædelt og 'rigtigt' end andre former for sport, og det er det nok også, for det må vel fra gammel gammel tid ligge i os, trangen til at løbe for flugt, mad og sjov.

Det er ikke min mening at lyde negativ omkring løb, og når jeg alligevel gør, så er det fordi jeg er sur på mig selv over at jeg ikke kan, for det kan da bare ikke være rigtigt, men jo, det kan det. Konditionen har jeg egentlig sådan nogenlunde, musklerne kan jeg træne op, men mentalt er jeg slet ikke forberedt. Ikke alene har jeg bildt mig selv ind, at jeg ikke kan, jeg har også glemt hvordan man slapper af i løbet.

En stor del af løb er ikke benene der bevæger sig, men hjernen der slapper af og går i en form for trance. Man snakker tit om runners high, når man når dertil hvor man slapper helt af. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan tillade mig selv at komme dertil, for min spasticitet gør at min ene ankel er temmelig svag, men der er også grader før runners high, og det er på tide, at jeg begynder at træne det igen, så jeg igen kan holde af at løbe.

om ADHD

HER er en artikel om Emil fra Lønneberg der i dag ville have modtaget diagnosen ADHD og være erklæret adværdsvanskelig. Diagnostikeren er dog ikke psykiater men læge i blodsygdomme. Jeg har dog engang hørt en psykiater fortælle i et tv-indslag, at Emil IKKE kan have ADHD, for når han bliver lukket inde i skuret, så kan han godt sidde stille i lang tid og koncentrere sig om at snitte træfigurer, det ville en rigtig ADHDer ikke kunne, spørgsmålet er så om alle der modtager diagnosen der reelt har den.

Jeg har engang set en vittighedstegning med en ADHDer der prøver at sove.

"et får, to får, gris, hest, giraf, Jens Hansen havde en bondegård, ehh margarina".

 Jeg skrev for nyligt et indlæg om at passe ind, men en nat med søvnløshed fik mig til at slette det, ikke fordi jeg fortryder hvad jeg sagde, kun måden jeg sagde det på. Jeg er fortaler for, at man så vidt muligt (med tryk herpå) prøver at passe ind, ikke for at gøre sig selv mindre, men for at gøre samfundet større. Artiklen for mig dog til at tænke på, om jeg mon tager fejl, for måske kan det være let for mig at sige.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv synes, at jeg har haft det forfærdelig hårdt her i livet, og mange af de ting har haft at gøre med ikke at passe ind. Der er forskellige måder hvorpå jeg ikke har passet ind, men med stort set samme resultat.
- Jeg har et handicap der på mange måder gør, at jeg bare ikke passer ind sammen med såkaldt normale mennesker.
- Der var mange punkter hvor jeg indadtil virkelig prøvede på at passe ind, men udadtil lod det sig ikke vise.
- Der var punkter hvor jeg udadtil prøvede at passe ind, men indeni skumlede jeg og blev småbitter.
- Og så var der alle de gange, hvor jeg gjorde en dyd ud af ikke engang at prøve.
Ingen af delene gjorde mig lykkelig. Jeg ved ikke om jeg blev lykkeligere af at tilpasse mig, eller om jeg kunne tilpasse mig fordi jeg blev lykkeligere, men jeg har fået det bedre.

Men jeg startede med at tale om ADHD, og det er nok en af de grupper der har sværest ved at passe ind, og det kan jeg ikke bebrejde dem. Jeg har selv ADD, men selvom det er irriterende, så er det så meget nemmere, for i det mindste kan jeg sidde sådan nogenlunde stille, så selvom mine lærere ikke var synderligt glade for mig, så råbte de i det mindste ikke af mig og skældte mig ud (de overså mig i stedet).

Der bliver snakket så meget om medicinering og den feminiserede skole der ikke kan rumme dem, men hvem snakker om hvordan børnene egentlig har det. For mig var ADD en stor belastning i og med, at det formørkede mine tanker indtil jeg begyndte på ritalin, men det er også en stor gave for mig, for det får aspergerpigen til at komme ud af sine hule og prøve nye, sjove og impulsive ting. Nogle af de største og bedste beslutninger i mit liv er taget på intet grundlag uden de store overvejelser. Hvad med at vi ser børnene med ADHD (og de voksne for den sags skyld) som individer og sige hvad kan de gøre for samfundet i stedet for hvad kan samfundet gøre for dem, for jeg er sikker på at de har masser af spændende ting at byde ind med. I stedet for at sygeliggøre dem, så lad dem tilpasse sig samfundet på den måde som de kan, og på den måde gøre samfundet større og bedre

Om en erkendelse

Da jeg var på sommeruniversitet var jeg op og af sted hver dag fra 6.30-15.00, hvilket ikke lyder så slemt igen, men jeg har bare et handicap der gør, at jeg ikke kan klare det samme som andre mennesker. Før vi startede, havde jeg mange tanker om, om jeg kunne klare det, men man kan hvad man skal, og jeg tænkte, at måske kan jeg mere end jeg tror. Måske har jeg bare vænnet mig så meget til, at jeg ikke kan, at jeg slet ikke prøver om jeg måske i virkeligheden godt kan, men jeg prøvede, og jeg kunne ikke, i hvert fald ikke mere end 1½ uge. Det føltes som et stort slag, men det er nu engang sådan i livet, at alt ikke kan være en succes, men det forhindre mig ikke i i momentalt sortsyn at føle mig som en doven fiasko.

Nu ved jeg altså, at jeg ikke kan klare fem dage om ugen, problemet er bare, at jeg har fået skemaet for næste semester, og det er lige netop hvad jeg skal have. Jeg fik lidt et chok da jeg så skemaet, for selvom jeg kendte timetallet, så så det pludselig meget overvældende ud. Ikke bare skulle jeg af sted mange gange om ugen, jeg skulle også have nogle meget lange dage, og jeg ved med mig selv at det kan jeg bare ikke klare.

Jeg har gået og grublet over det med skemaet i noget tid nu, og jeg er kommet frem til en nogenlunde tilfredsstillende løsning. Jeg tager som planlagt latin, men kommer kun tre dage om ugen (så må jeg bare arbejde desto hårdere) og så må jeg droppe Gammel Testamente II. GT er ellers det fag jeg helst ville have, men det er et lidt lille fag, så jeg ville ende med at kede mig gudsjammerligt, hvis jeg nøjedes med det. Desuden, hvis jeg tager alle de sjove fag nu, så bliver jeg aldrig færdig, for så sidder jeg med alle de kedelige fag til sidst.

Men jeg tror nu nok at jeg kommer til at more mig med latin. Først var jeg irriteret over at måtte tage det fordi jeg ikke kunne få det jeg egentlig gerne ville have, men nu har jeg vænnet mig mere til tanken og begynder at finde den behagelig, men et fag er sjældent bare sjovt i sig selv, jeg må selv gøre fodarbejdet og lave mine lektier, for de fleste ting er først for alvor sjove, når man bliver god til dem

Faldt selv i søvn

Efter sommeruniversitet har jeg haft nogle dage, hvor jeg simpelthen ikke kunne falde i søvn om aftenen. Fra omkring kl 15 var jeg så træt, at jeg slet ikke hang sammen, men når jeg så langt om længe kunne tillade mig at gå i seng, så var jeg lysvågen og lå og vendte og drejede mig. Når jeg så ikke kunne sove, gik jeg fuldkommen i panik, og så kunne jeg endnu mindre sove, og så måtte jeg gå ned til pædagogerne og få noget beroligende. Jeg kunne gå ned fire gange, så havde jeg nået maksimum dosis og kunne endelig falde til ro.

Når jeg så vågnede om morgenen kl 7 (3 timer senere end jeg var vant til) jeg jeg helt færdig, fysisk såvel som mentalt, så jeg begyndte først sådan nogenlunde at fungere efter frokost. Desuden var jeg gnaven efter at være vågnet 'for sent' i forhold til hvad jeg plejer, og så kan jeg ikke finde ud af hvad jeg skal stille op med mig selv

I går havde jeg besluttet mig for, ikke flere piller, for det er i virkeligheden noget skrækkeligt stads, som man kan blive forfærdeligt afhængig af. Jeg forberedte mig godt på en lang og søvnløs nat, lagde en bog og noget musik frem og lagde mig til rette, men det blev slet ikke nødvendigt. Jeg faldt godt nok ikke i søvn i flere timer, men jeg lå og delvist slumrede fredeligt som et lille barn, dvs lettere savlende og med tøjet i uorden.

Jeg vågnede kl 5 og i godt humør og har endda været henne og træne for første gang i denne måned, ikke noget under, at jeg er blevet lidt bred om bagen.

Gået kold

Hvis man er deprimeret over billeder af sig selv og tænker ' klamme gås', så skal man bare sætte en film på med en gudeskøn skuespillerinde, og så skal man bare trykke pause vilkårlige steder, så får man det meget bedre.

Jeg var ikke inde på universitetet i går, for jeg er kommet til det punkt, hvor jeg simpelthen ikke orker mere. Det var en skam, at jeg ikke fik sagt ordentlig farvel til folk, men det er en af tingene jeg har måttet undvære socialt og har gjort, at det ikke har været en 100% succes.

Først gik det mig meget på, for jeg vil jo gerne klare mig godt i alt hvad jeg gør, men så erkendte jeg efterhånden at fiaskoer også er en del af livet. Ikke at det var en 100% fiasko, jeg kunne bare ikke klare så meget som jeg havde håbet.

Forberedt på lediggang

Jeg har en meget fin gammel sofa, som man sidder udmærket i, men ikke mere end udmærket,  for når jeg har nogle af mine lange kedelige dage, så får jeg noget så forfærdeligt ondt i numsen.

Her i går tog jeg forskud på min ferie som starter tirsdag. Da det efter adskillige timer begyndte at gøre ondt, tænkte jeg, at der måtte findes en løsning, for ellers bliver det nogle lange slidsomme måneder. Jeg gik derfor ind på mit soveværelse og hentede den ikke særligt kønne lænestol jeg har stående derinde og stillede den i min stue foran fjernsynet. Der står den nu og ser grim ud, så nu er jeg helt forberedt til 1½ måned 'på langs'.

En af pædagogerne siger, at det ikke kan stå helt galt til med min træthed, når jeg er i stand til at tænke kreativt, men da jeg havde hentet stolen, faldt jeg helt omtåget om i den og var ude af stand til at samle kræfter til at lave noget fornuftigt.

Jeg har været glad for mit vikingekursus, men det tager hårdt på mig fysisk og mentalt at være af sted fem dage om ugen, Det er første gang siden 2006 at jeg som sådan skal noget hver dag, og det er overvældende, men det er godt at jeg prøver det, for det er øjensynligt sådan at næste semester med latin kommer til at se ud.