Ansigtsforbrydelse

Jeg sad og læste "Nittenfirefirs", da jeg stødte på et helt fantastisk ord, 'ansigtsforbrydelse'.

I hvert fald var det strafbort at vise et upassende ansigtsudtryk, [...]. Der var oven i købet et ord for det på nysprog. Det kaldtes ansigtsforbrydelse

Selvom det er et meget holdningsbetonet ord, er det et ord, som jeg godt kunne mangle i det danske sprog.

Som Asperger er det tit meget svært at lægge ansigtet i de rigtige folder. Efter mange års studier og intense øvelser, har jeg lært mig selv hvordan jeg skal reagere på en hel række at scenarier, når veninder har kærestesorger, når man har en venskabelig diskussion, når man ønsker tillykke og mange mange flere. Det er svært at vise de rigtige følelser i sådanne situationer, især når man i bund og grund er ligeglad, men i vores samfund er det meget vigtigt at vise en grimasse der kan passe.

Man kan måske fristes til at tænke, at så vigtigt er det heller ikke, men når man som jeg har en neurologisk defekt der gør, at jeg gang på gang træder ved siden af, så lærer man, at folk faktisk kan blive virkelig vrede på en.

Som barn gav det sig udtryk i drillerier, men de voksnes reaktion er næsten mere ubehagelig. De trækker sig tilbage og virker skræmte, nogle bliver vrede, mens andre prøver at benægte hvad de lige har set. Som barn led jeg meget under det, især overfor lærerne, men med alderen blev jeg bedre og bedre til at spille skuespil i en virkelig verden, der ikke er bygget til folk som mig.

Nu om dage er det sjældent, at jeg reagere forkort, og nu ikke noget sludder med, at der ikke er noget rigtigt og forkert, for det er der. Der er flere forskellige grader af rigtigt, men der er sandelig også forkert.

Nu om dage, er mine forkerte reaktioner mest når jeg ikke reagere.

Jeg har en fast kontaktpædagog der er meget dygtig og som virkelig gerne vil hjælpe mig, men hun ved ikke hvordan, for hun kan ikke aflæse mig fordi jeg reagere på dårlige følelser ved slet ikke at reagere. Hun kan ikke se om jeg er ked af det, vred, angst eller bare træt. Mit ansigt er en blank overflade blottet for følelser.

Jeg ville gerne hjælpe hende, jeg ville gerne vise mine følelser, men jeg ved ikke hvordan, jeg ved ikke hvordan de ser ud, jeg kan ikke mærke forskel på den ene og den anden, jeg kender ikke sprogets nuancer, jeg kender ikke og har ikke energi til det skuespil det kræver at vise følelser når man har Aspergers.

Nogen tror, at folk som jeg slet ikke har følelser, men det har vi, men mere om det en anden gang.

Big Brother er dobbeltplusgod (in case he is watching)

Kvinde er kvinde værst

Ifølge diverse medier er kvindesagen et sprængfarligt emne for tiden. Kvinder kaster deres lynende øjne på den mindste bemærkning omkring Kvindesagen der ikke behager dem og bruger internettets anonymitet til at svine hinanden til.

Kvinder elsker at svine hinanden til, det er der ikke noget nyt i. Intet er mere modbydeligt en en 12-årig finke der kaster sin vrede på en medsøster, egentlig utroligt, at der ikke er flere teenagepiger der begår selvmord.

Den stride 12-årige findes inde i brystet på enhver kvinde, og nettet er det perfekte sted at slippe hende løs. Jeg prøver ikke at være hellig, jeg gør det selv i smug med sms til mine næreste veninder. Min søde facade krakelerer og jeg bliver en furie med håret i en sky om mit hovede og med blottede tænder (var fristet til at sige bryster, men det er det for koldt til).

Men hvad er denne eller disse kvindesager? Jeg har aldrig helt forstået det. Er det ligestilling? Og i så fald, hvorledes adskiller det sig så fra ligestilling mellem race, religion og alder? Hører børn stadig i det 21 århundrede under kvindesager? Er ligeløn ikke ligeledes mandens sag? Jeg er vokset op med at min mors og fars løn begge blev brugt til familiens opretholdelse. Er det så ikke ligeledes mandens og børnenes sag, at hans kone får den løn hun her gjort sig fortjent til? Kvinders hjerter skal i fokus, men på den anden side er der langt større fokus på brystkræft end på prostatakræft. TV3 afholder ikke et årligt klunkegalla, Pandora støtter ikke kronjuvelerne. Unge piger får tilbudt HPV vaccine, det gør drengene ikke selvom de kan være en smittekilde.

Jeg brokker mig over, at der ikke er ligestilling inden for mit handicap. Mange piger bliver aldrig diagnosticerede fordi de lider i stilhed. Jeg brokker mig til alle der står stille længe nok til at lytte, men jeg er godt klar over, at det ikke er jordens største kvindesag.

Jeg ved ikke om der er nogen der bliver pisset af, af dette indlæg, mest sandsynligt er det, at der slet ikke er nok læsere til at der er nogen der gider, og det skal jeg være taknemmelig for. Jeg tror ikke at jeg ville klare det særlig godt at blive lagt for had.

om at lyve og flygte fra sig selv

Jeg lyver for mig selv og for folk omkring mig. Jeg siger at alt går godt, at jeg har det fint, at jeg jo er begyndt at være social og klare flere ting selv, men inde bag brystbenet sidder der en knugende fornemmelse af, at det ikke er sandt.

Min psykolog siger, at jeg skal mærke efter hvad jeg føler og skrive det ned, i stedet for at proppe mig med mad for blot at kaste det op igen. Jeg prøver, men jeg tør ikke.

Jeg flygter, flygter fra mig selv, pakker mine mest nødvendige egendele, og tager hjem til min far.

Da jeg siger det til min far, ser han undrende på mig og siger, at jeg jo stadig er her, og spørger uroligt, om jeg ikke godt er klar over det.

Jeg er ikke blevet psykotisk. Jeg ved godt, at jeg ikke reelt kan flygte fra mig selv. Men i de psykiatriske miljøer er der kommet en tavs forståelse af, at "at flygte fra sig selv" betyder at fjerne sig selv fra en situation eller miljø man har siddet i længe, og som er skadeligt for en, for at prøve at finde tilbage til den person man nu en gang var for længe siden, eller måske finde noget nyt.

Hippie generationen tog til Indien, ryger sig skæve og dyrkede yoga for at finde sig selv, min generation rejser væk, drikker sig fulde og dyrker yoga for at flygte fra sig selv. Vi vil i grunden det samme.

Jeg ville ønske at jeg ikke forstod. Jeg ville ønske at der ikke var nogen grund til at forstå. Men jeg står midt i det, så når tingene brænder på, pakker jeg mine ting, sætter mig ind i toget, og efterlader mig selv på perronen.

Om at stoppe sine strømper

Jeg er ikke en stor modstander af køb og smid væk kulturen. Jeg ved at jeg burde være, men det er jeg ikke. Jeg finder det faktisk ganske praktisk, og i mange tilfælde kan det slet ikke betale sig at reparere.

Når mine flittigt brugte grøntsagsknive bliver alt for sløve, bliver de altså bare smidt ud, for jeg har aldrig lært at slibe en kniv, og for at være ærlig, så gider jeg ikke.

Men jeg har et par uldne sokker der er helt uerstattelige, bade hvad angår materiale og mønster. De er efterhånden blevet ret slidt, så jeg prøver desperat at redde dem.

Jeg har ikke gode erfaringer med at reparere tøj. I gymnasiet prøvede jeg at lappe et par jeans, men det endte med at jeg bare ødelagde dem endnu mere.

Dog har jeg besluttet at prøve at stoppe mine dejlige uldne sokker.

Jeg ved ikke en gang hvordan man stopper strømper, jeg har end ikke et stoppe æg, men jeg tog et æble og noget broderigarn, og så prøvede jeg at bruge min logiske sans til at regne ud, hvad jeg skulle gøre.

Jeg tror ikke, at jeg er helt gal på den, men jeg har nok heller ikke ramt plet, kønt er det i hvert fald ikke, men jeg var slet ikke forberedt på hvor lang tid sådan noget tager. Jeg brugte adskillelige timer på det i går, men jeg blev dårligt nok færdig med den første strømpe.

Moralen i dette er nok, at jeg slet ikke er den lille husmoder jeg ønsker at være.

2 måneder tilbage

Denne blog startede ud med en udfordring til mig selv, men den har i ikke hørt meget til. Det skyldes nok, at det ikke går særlig godt, og jeg er flov over at indrømme det.

I nat var der så 2 måneder til den midnatsmesse jeg så gerne vil til, men der er så lang vej igen, at jeg er bange for ikke at nå det. Hvem skulle have troet at det var så svært at gå i kirke.

I begyndelsen af måneden havde jeg en oplevelse, jeg på det tidspunkt var for flov til at dele med jer.

Jeg skulle ud og handle mens jeg var hos min far. På vejen kom jeg forbi Sct Albani Kirke og valgte at stikke hovedet indenfor. Jeg var flov over mig selv. Selvom danskerne ikke går så meget op i påklædningen, så var jeg pinefuldt bevidst om, hvor korte mine shorts var (på trods af at kalenderen sagde oktober) og at mit hovede var bart (det lyder lidt specielt, men jeg lover at der en dag vil komme et indlæg om det).

Sct Albani er i min bog en af de smukkeste katolske kirker i landet, men jeg var alt for bevidst om min egen kejtethed til at nyde det. Da jeg knælede, var jeg ved at vælte, alle tre gange, og jeg larmede lige lovligt meget da jeg skulle ind og ud fra bænken. Der var kun tre meget gamle vietnamesere i kirken, og de var så langt væk, at jeg umuligt kunne have forstyrret dem, men jeg var alligevel flov.

Da jeg sad der og knælede foran alteret og så på den korsfæstede Jesus, var jeg helt tom. Ikke bare tom for ord, men også tom for følelser. det var en pine at sidde der. Jeg sad og knugede min rosenkrans, men ikke en gang et lille fader vor kun jeg lire af mig, så jeg gik igen, med kolde ben, men varme øre.

På de to dage, hvor jeg var på ungdomslejr, fik jeg da nogle enkelte åndelige oplevelser. Blandt andet var jeg med til at bede rosenkrans før morgenmad, arrangeret af nogle teenagere (det syntes jeg var lidt sejt, at de gjorde det). På andendagen kunne jeg ikke være med, for angsten plagede mig og tvang mig til at vandre hvileløst rundt.

Jeg ved ikke jeg både kan elske Kirken så højt, og så samtidig frygte at gå ind i en kirke.

Som syg er jeg fuldt ud berettiget til ikke at udføre min kirkepligt, men en lille stemme siger at jeg jo bare skal tage mig sammen (og for 117 gang, nej, jeg hører ikke stemmer, jeg taler bare med mig selv).

Om at frygte en depression

Sidste år i november december havde jeg de ca lige så anstændigt, næsten godt, som nu, men omkring juletid fik jeg det pludselig skidt. Okay, helt pludseligt var det måske ikke, men jeg havde valgt at ignorere alle de tegn der var, jeg var bare glad for, at få en lille forsmag på hvordan det er at leve og ikke bare overleve.

Jeg fik det så skidt at jeg måtte indlægges på psykiatrisk. Jeg blev indlagt på den lukkede afdeling, men det skyldtes mere min Aspergers og mit behov for et eneværelse end alvorligheden af mit mentale helbred.

Min psykiater mente, at det var en bivirkning af min medicin, Ritalin, og det lød da meget plausibelt, solvom det var en yderst sjælden bivirkning.

Jeg kom af Ritalin og startede op på Strattera og endnu mere antidepressivt. Som månederne gik, gik det også efterhånden bedre, men jeg blev aldrig tilfreds med Strattera. Så til sidst skrev jeg et ynkeligt brev til min psykiater og tryglede ham som en anden stofmisbruger til at give mig Ritalin igen, dog i en mindre dosis. Frygten for depressionen var mindre end længslen efter at kunne fungere nogenlunde normalt i min hverdag.

Jeg fik min Ritalin, dog under navnet Concerta.

Ritalin/concerta vender mit liv på hovedet. Pludselig kan jeg overskue helt almindelige opgaver såsom tøjvask, indkøb og tog og bus, min lydfølsomhed er mindsket, så jeg kan holde ud at være sammen med flere mennesker, og jeg er blevet et mere tålmodigt menneske, men bedst af alt, så er mine tanker mindre rodede. Før var min hjerne fuld af brudstykker af tanker, og jeg måtte bruge uendeligt mange kræfter på at finde en fornuftig sammenhæng, men nu er mine tanker klarere, så jeg blandt andet er i stand til at formulere dem forståeligt til andre.

Men hvad nytter det, hvis det hele ramler og jeg begraver mig i depressionens trygge mørke?

Tegnene er begyndt. Der er det fysiske ubehag, som en influenza der bare aldrig kommer helt i gang, men som heller ikke vil give slip. Det faktum, at jeg ikke kan komme ud at gå tur, at jeg står og ser på mine sko og ikke kan tage dem på, fordi angsten fylder for meget. Og i går havde jeg besluttet mig for, at i dag skulle jeg i kirke, men modet svigtede mig, og jeg 'glemte' at se på tiden, og pludselig var det for sent.

Jeg kender depressionen bedre end de fleste, så jeg frygter den ikke, men jeg frygter, at Concerta bliver taget fra mig.

Så en dag da jeg sad og skimmede en avis, slog tanken mig; hvad er mest sandsynligt, at jeg er 1:1,000,000 der ikke kan tåle Ritalin/Concerta, eller om jeg er 1:8 (hovedsageligt kvinder) der lider af vinterdepressioner?

Hele mit liv har jeg lidt af depressioner af svingende grader gennem hele året, så måske har jeg først nu fået det så generelt godt, at jeg kan mærke, at der er forskel på sommer og vinter.

Tanken om en vinterdepression er meget lettere at leve med. Min psykolog og jeg gør hvad vi kan for at tage det i opløbet, men skulle det gå galt, så vil jeg tage det med oprejst pande, for depressioner er ikke farlige, bare ubehagelige.

Elastikker

Jeg er kommet i kontakt med nogle enkelte piger, for hvem elastikker faktisk har hjulpet lidt, men jeg synes stadig, at det er et fjollet og nedværdigende råd, fordi det i en slående grad simplificerer hvad selvskade handler om.

De satans elastikker

I går da jeg sad i venteværelset hos min psykolog, sad jeg som sædvanligt og bladrede i nogle gamle numre af Autismebladet. Jeg faldt over en artikel om autisme og selvskade, hvilket var virkelig interessant, for jeg kunne i langt højere grad forholde mig til det der stod der, end til hvad jeg tidligere har læst om selvskade.

Jeg havde lige besluttet mig for at spørge, om jeg kunne låne bladet med hjem, så jeg kunne filosofere lidt mere over problematikken, men så læste jeg noget der gjorde mig så sur, at jeg opgav det hele og bare smed bladet tilbage i kurven.

Der er meget få ting der kan gøre mig virkelig rasende, og endnu færre, hvor følelsen sidder der endnu dagen derpå, men dette var en af dem.

Hvem er den idiot der fandt på, at den obligatoriske kur mod selvskade er en elastik om håndledet man kan gå og snappe med? Findes der et eneste eksempel fra verdenshistorien, hvor det faktisk har hjulpet på noget som helst? Er der ingen der har standset op og tænkt over hvor nedværdigende det kan være, at folk tror, at 'kuren' kan være så simpel?

Jeg kan godt lide at snappe med en elastik. Det er beroligende, fordriver tiden og kan endda til tider virke behageligt, men det kan på ingen måde erstatte det som et barberblad kan give.

Jeg synes ikke at det er fedt at selvskade, når jeg så alligevel gør det, er det fordi jeg er oppe mod ting der er så voldsomme, at jeg ikke rigtig har andre alternativer. At tro at en elastik kan erstatte selvskade er som at bevæbne soldaterne med fluesmækkere når de står overfor Godzilla.

Igennem det seneste halve år har min selvskade været på et for mig historisk minimum, men det skyldes ikke noget så latterligt som elastikker. Det skyldes simpelthen ro, helt almindeligt gammeldags fred og ro, ingen kommunedame der ånder mig i nakken for at komme ud på arbejdsmarkedet, ingen problemer med at få betalt mine regninger, ingen familiekriser, ingen katastrofer, ingen store problemer, bare fred og ro.

Så kære behandlere, pårørende og andre mennesker der kommer i kontakt med selvskade, lad være med at foreslå en elastik, det eneste det gør er at vise jeres manglende forsøg på forståelse. Der er mange forskellige grunde til selvskade, mange forskellige grunde til at det virker, men vi gør det jo fordi det et eller andet sted virker, og en elastik giver altså ikke det samme adrenalin kick som 'ægte' selvskade.

Fanget i regnen

Inde i hovedet havde jeg forberedt mig på at dette indlæg ville komme.

Jeg er førtidspensionist, så jeg bestemmer i høj grad selv hvornår jeg forlader min lejlighed, hvilket jeg selvfølgelig hovedsageligt gør når vejret er godt, men jeg vidste jo godt, at det ville ske en dag.

Jeg havde tænkt, at indlægget ville handle om nostalgi og om at blive vækket til live. Jeg havde bildt mig selv ind, at det ville blive en sjælerensende oplevelse, men nej.

Det var koldt og modbydeligt. Jeg måtte cykle med bøjet hovede for ikke at få regn i øjnene. Mine jeans blev stive og trykkede og klæbede til mit dårlige knæ. det var helt igennem en dårlig oplevelse. Alle andre ved det allerede, og nu ved jeg det også, det er skod.

Jeg ved ikke hvordan jeg havde fået dannet et glansbillede af en regnvejrsdag i Danmark, men det er noget jeg gør tit, får et romantiseret billede af noget almindeligt og ikke altid lige behageligt.

Dog var det rart at komme hjem og skifte tøj og få en kop varm kaffe. Aldrig før har mine jogging bukser været så bløde og varme.

Jeg er ikke perfekt

Jeg er ikke perfekt, så utroligt langt fra, men jeg prøvet. Hver eneste dag, hele tiden, må jeg lægge bånd på mig selv, for ingen må se, at jeg er svag.

Jeg begår selvfølgelig fejl, jeg begår dem hele tiden, og jeg slår mig selv i hovedet hver gang det sker, og der kan gå årevis før jeg tilgiver mig selv, hvis det da overhovedet sker. Jeg krummer stadig tær, når jeg tænker på, den ene gang jeg i gymnasiet blev bedt om at dæmpe mig lidt, det løber mig koldt ned af ryggen ved tanken om, da jeg troede en sød besked var til mig, og folk der først har lært mig at kende som voksen, kender ikke min lille hemmelighed, at jeg en gang havde en meget eksplosiv latter, indtil nogen gjorde grin med den, og jeg i skam lærte mig selv ikke at grine sagte.

Jeg er godt selv klar over at det ikke er jordens værste fejl, og selvom jeg begår disse fejl gang på gang, dag efter dag, så er det stadig ikke slemt, men når man lægger hele sin selvtillid i en dej, så er det mere end bare kedeligt hvis den ikke hæver eller bollerne brænder på (dette er meget konkret ment, ikke noget med at snakke om boller, når jeg i virkeligheden snakker om noget andet).

Nej, jeg har grebet dette helt forkert an. Jeg prøver ikke på at være perfekt, for så dygtig er jeg ikke. Jeg prøver bare at virke normal, men jeg føler at jeg træder vande, og at bølgerne slår op og rammer mig i ansigtet, så jeg får vand i munden (jeg ved faktisk ikke helt selv hvad dette lille billede skal vise, men jeg kan godt lide tanken).

Folk siger, at det ikke gælder om at være perfekt, at jeg skal være mig selv og være ligeglad med hvad andre tænker, men tror de selv på det? Jeg giver jo selv det samme råd til folk, selvom jeg ikke tror på det.

På den katolske ungdomslejr jeg var på, mødte jeg en fyr der lod til at hvile i sig selv, selvom folk hele tiden sammenlignede ham med hans ældre brødre. Jeg husker ham fra da han bare var en irriterende teenager, men nu fascinerer han mig. Jeg ville ønske at jeg havde hans ro, hvis den da er ægte, men det tror jeg, at den er.

Er det perfekte en illusion? Jeg ved ikke en gang hvad jeg lægger i begrebet. Hvordan kan jeg bruge et ord så tit uden at vide, hvad jeg egentlig mener med det.

Jeg er rædselsslagen for at begå fejl, men når jeg møder folk der virker fejlfri, så virker de altid alt for overskudsagtige. Jeg ved ikke om det irriterer mig, fordi jeg bare tror de lyver om deres fejl (så hellere stå ved de fejl man nu en gang har), eller om det er fordi fejlfri slet ikke er en god ting, men bare en mangel på personlighed.

Perfekt er kedelig, men det er en pris jeg gerne betaler, tror jeg nok. Jeg ville bare gerne kunne komme ind i et rum uden at vide at mit tøj er helt forkert, uden at være bekymret for om nogen mon gider at tale med mig eller at frygte at jeg siger noget dumt, pinligt eller bare upassende.