om at lyve og flygte fra sig selv

Jeg lyver for mig selv og for folk omkring mig. Jeg siger at alt går godt, at jeg har det fint, at jeg jo er begyndt at være social og klare flere ting selv, men inde bag brystbenet sidder der en knugende fornemmelse af, at det ikke er sandt.

Min psykolog siger, at jeg skal mærke efter hvad jeg føler og skrive det ned, i stedet for at proppe mig med mad for blot at kaste det op igen. Jeg prøver, men jeg tør ikke.

Jeg flygter, flygter fra mig selv, pakker mine mest nødvendige egendele, og tager hjem til min far.

Da jeg siger det til min far, ser han undrende på mig og siger, at jeg jo stadig er her, og spørger uroligt, om jeg ikke godt er klar over det.

Jeg er ikke blevet psykotisk. Jeg ved godt, at jeg ikke reelt kan flygte fra mig selv. Men i de psykiatriske miljøer er der kommet en tavs forståelse af, at "at flygte fra sig selv" betyder at fjerne sig selv fra en situation eller miljø man har siddet i længe, og som er skadeligt for en, for at prøve at finde tilbage til den person man nu en gang var for længe siden, eller måske finde noget nyt.

Hippie generationen tog til Indien, ryger sig skæve og dyrkede yoga for at finde sig selv, min generation rejser væk, drikker sig fulde og dyrker yoga for at flygte fra sig selv. Vi vil i grunden det samme.

Jeg ville ønske at jeg ikke forstod. Jeg ville ønske at der ikke var nogen grund til at forstå. Men jeg står midt i det, så når tingene brænder på, pakker jeg mine ting, sætter mig ind i toget, og efterlader mig selv på perronen.