Jeg er ikke perfekt

Jeg er ikke perfekt, så utroligt langt fra, men jeg prøvet. Hver eneste dag, hele tiden, må jeg lægge bånd på mig selv, for ingen må se, at jeg er svag.

Jeg begår selvfølgelig fejl, jeg begår dem hele tiden, og jeg slår mig selv i hovedet hver gang det sker, og der kan gå årevis før jeg tilgiver mig selv, hvis det da overhovedet sker. Jeg krummer stadig tær, når jeg tænker på, den ene gang jeg i gymnasiet blev bedt om at dæmpe mig lidt, det løber mig koldt ned af ryggen ved tanken om, da jeg troede en sød besked var til mig, og folk der først har lært mig at kende som voksen, kender ikke min lille hemmelighed, at jeg en gang havde en meget eksplosiv latter, indtil nogen gjorde grin med den, og jeg i skam lærte mig selv ikke at grine sagte.

Jeg er godt selv klar over at det ikke er jordens værste fejl, og selvom jeg begår disse fejl gang på gang, dag efter dag, så er det stadig ikke slemt, men når man lægger hele sin selvtillid i en dej, så er det mere end bare kedeligt hvis den ikke hæver eller bollerne brænder på (dette er meget konkret ment, ikke noget med at snakke om boller, når jeg i virkeligheden snakker om noget andet).

Nej, jeg har grebet dette helt forkert an. Jeg prøver ikke på at være perfekt, for så dygtig er jeg ikke. Jeg prøver bare at virke normal, men jeg føler at jeg træder vande, og at bølgerne slår op og rammer mig i ansigtet, så jeg får vand i munden (jeg ved faktisk ikke helt selv hvad dette lille billede skal vise, men jeg kan godt lide tanken).

Folk siger, at det ikke gælder om at være perfekt, at jeg skal være mig selv og være ligeglad med hvad andre tænker, men tror de selv på det? Jeg giver jo selv det samme råd til folk, selvom jeg ikke tror på det.

På den katolske ungdomslejr jeg var på, mødte jeg en fyr der lod til at hvile i sig selv, selvom folk hele tiden sammenlignede ham med hans ældre brødre. Jeg husker ham fra da han bare var en irriterende teenager, men nu fascinerer han mig. Jeg ville ønske at jeg havde hans ro, hvis den da er ægte, men det tror jeg, at den er.

Er det perfekte en illusion? Jeg ved ikke en gang hvad jeg lægger i begrebet. Hvordan kan jeg bruge et ord så tit uden at vide, hvad jeg egentlig mener med det.

Jeg er rædselsslagen for at begå fejl, men når jeg møder folk der virker fejlfri, så virker de altid alt for overskudsagtige. Jeg ved ikke om det irriterer mig, fordi jeg bare tror de lyver om deres fejl (så hellere stå ved de fejl man nu en gang har), eller om det er fordi fejlfri slet ikke er en god ting, men bare en mangel på personlighed.

Perfekt er kedelig, men det er en pris jeg gerne betaler, tror jeg nok. Jeg ville bare gerne kunne komme ind i et rum uden at vide at mit tøj er helt forkert, uden at være bekymret for om nogen mon gider at tale med mig eller at frygte at jeg siger noget dumt, pinligt eller bare upassende.