Sidste år i november december havde jeg de ca lige så anstændigt, næsten godt, som nu, men omkring juletid fik jeg det pludselig skidt. Okay, helt pludseligt var det måske ikke, men jeg havde valgt at ignorere alle de tegn der var, jeg var bare glad for, at få en lille forsmag på hvordan det er at leve og ikke bare overleve.
Jeg fik det så skidt at jeg måtte indlægges på psykiatrisk. Jeg blev indlagt på den lukkede afdeling, men det skyldtes mere min Aspergers og mit behov for et eneværelse end alvorligheden af mit mentale helbred.
Min psykiater mente, at det var en bivirkning af min medicin, Ritalin, og det lød da meget plausibelt, solvom det var en yderst sjælden bivirkning.
Jeg kom af Ritalin og startede op på Strattera og endnu mere antidepressivt. Som månederne gik, gik det også efterhånden bedre, men jeg blev aldrig tilfreds med Strattera. Så til sidst skrev jeg et ynkeligt brev til min psykiater og tryglede ham som en anden stofmisbruger til at give mig Ritalin igen, dog i en mindre dosis. Frygten for depressionen var mindre end længslen efter at kunne fungere nogenlunde normalt i min hverdag.
Jeg fik min Ritalin, dog under navnet Concerta.
Ritalin/concerta vender mit liv på hovedet. Pludselig kan jeg overskue helt almindelige opgaver såsom tøjvask, indkøb og tog og bus, min lydfølsomhed er mindsket, så jeg kan holde ud at være sammen med flere mennesker, og jeg er blevet et mere tålmodigt menneske, men bedst af alt, så er mine tanker mindre rodede. Før var min hjerne fuld af brudstykker af tanker, og jeg måtte bruge uendeligt mange kræfter på at finde en fornuftig sammenhæng, men nu er mine tanker klarere, så jeg blandt andet er i stand til at formulere dem forståeligt til andre.
Men hvad nytter det, hvis det hele ramler og jeg begraver mig i depressionens trygge mørke?
Tegnene er begyndt. Der er det fysiske ubehag, som en influenza der bare aldrig kommer helt i gang, men som heller ikke vil give slip. Det faktum, at jeg ikke kan komme ud at gå tur, at jeg står og ser på mine sko og ikke kan tage dem på, fordi angsten fylder for meget. Og i går havde jeg besluttet mig for, at i dag skulle jeg i kirke, men modet svigtede mig, og jeg 'glemte' at se på tiden, og pludselig var det for sent.
Jeg kender depressionen bedre end de fleste, så jeg frygter den ikke, men jeg frygter, at Concerta bliver taget fra mig.
Så en dag da jeg sad og skimmede en avis, slog tanken mig; hvad er mest sandsynligt, at jeg er 1:1,000,000 der ikke kan tåle Ritalin/Concerta, eller om jeg er 1:8 (hovedsageligt kvinder) der lider af vinterdepressioner?
Hele mit liv har jeg lidt af depressioner af svingende grader gennem hele året, så måske har jeg først nu fået det så generelt godt, at jeg kan mærke, at der er forskel på sommer og vinter.
Tanken om en vinterdepression er meget lettere at leve med. Min psykolog og jeg gør hvad vi kan for at tage det i opløbet, men skulle det gå galt, så vil jeg tage det med oprejst pande, for depressioner er ikke farlige, bare ubehagelige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar