2 måneder tilbage

Denne blog startede ud med en udfordring til mig selv, men den har i ikke hørt meget til. Det skyldes nok, at det ikke går særlig godt, og jeg er flov over at indrømme det.

I nat var der så 2 måneder til den midnatsmesse jeg så gerne vil til, men der er så lang vej igen, at jeg er bange for ikke at nå det. Hvem skulle have troet at det var så svært at gå i kirke.

I begyndelsen af måneden havde jeg en oplevelse, jeg på det tidspunkt var for flov til at dele med jer.

Jeg skulle ud og handle mens jeg var hos min far. På vejen kom jeg forbi Sct Albani Kirke og valgte at stikke hovedet indenfor. Jeg var flov over mig selv. Selvom danskerne ikke går så meget op i påklædningen, så var jeg pinefuldt bevidst om, hvor korte mine shorts var (på trods af at kalenderen sagde oktober) og at mit hovede var bart (det lyder lidt specielt, men jeg lover at der en dag vil komme et indlæg om det).

Sct Albani er i min bog en af de smukkeste katolske kirker i landet, men jeg var alt for bevidst om min egen kejtethed til at nyde det. Da jeg knælede, var jeg ved at vælte, alle tre gange, og jeg larmede lige lovligt meget da jeg skulle ind og ud fra bænken. Der var kun tre meget gamle vietnamesere i kirken, og de var så langt væk, at jeg umuligt kunne have forstyrret dem, men jeg var alligevel flov.

Da jeg sad der og knælede foran alteret og så på den korsfæstede Jesus, var jeg helt tom. Ikke bare tom for ord, men også tom for følelser. det var en pine at sidde der. Jeg sad og knugede min rosenkrans, men ikke en gang et lille fader vor kun jeg lire af mig, så jeg gik igen, med kolde ben, men varme øre.

På de to dage, hvor jeg var på ungdomslejr, fik jeg da nogle enkelte åndelige oplevelser. Blandt andet var jeg med til at bede rosenkrans før morgenmad, arrangeret af nogle teenagere (det syntes jeg var lidt sejt, at de gjorde det). På andendagen kunne jeg ikke være med, for angsten plagede mig og tvang mig til at vandre hvileløst rundt.

Jeg ved ikke jeg både kan elske Kirken så højt, og så samtidig frygte at gå ind i en kirke.

Som syg er jeg fuldt ud berettiget til ikke at udføre min kirkepligt, men en lille stemme siger at jeg jo bare skal tage mig sammen (og for 117 gang, nej, jeg hører ikke stemmer, jeg taler bare med mig selv).