I hvert fald var det strafbort at vise et upassende ansigtsudtryk, [...]. Der var oven i købet et ord for det på nysprog. Det kaldtes ansigtsforbrydelse
Selvom det er et meget holdningsbetonet ord, er det et ord, som jeg godt kunne mangle i det danske sprog.
Som Asperger er det tit meget svært at lægge ansigtet i de rigtige folder. Efter mange års studier og intense øvelser, har jeg lært mig selv hvordan jeg skal reagere på en hel række at scenarier, når veninder har kærestesorger, når man har en venskabelig diskussion, når man ønsker tillykke og mange mange flere. Det er svært at vise de rigtige følelser i sådanne situationer, især når man i bund og grund er ligeglad, men i vores samfund er det meget vigtigt at vise en grimasse der kan passe.
Man kan måske fristes til at tænke, at så vigtigt er det heller ikke, men når man som jeg har en neurologisk defekt der gør, at jeg gang på gang træder ved siden af, så lærer man, at folk faktisk kan blive virkelig vrede på en.
Som barn gav det sig udtryk i drillerier, men de voksnes reaktion er næsten mere ubehagelig. De trækker sig tilbage og virker skræmte, nogle bliver vrede, mens andre prøver at benægte hvad de lige har set. Som barn led jeg meget under det, især overfor lærerne, men med alderen blev jeg bedre og bedre til at spille skuespil i en virkelig verden, der ikke er bygget til folk som mig.
Nu om dage er det sjældent, at jeg reagere forkort, og nu ikke noget sludder med, at der ikke er noget rigtigt og forkert, for det er der. Der er flere forskellige grader af rigtigt, men der er sandelig også forkert.
Nu om dage, er mine forkerte reaktioner mest når jeg ikke reagere.
Jeg har en fast kontaktpædagog der er meget dygtig og som virkelig gerne vil hjælpe mig, men hun ved ikke hvordan, for hun kan ikke aflæse mig fordi jeg reagere på dårlige følelser ved slet ikke at reagere. Hun kan ikke se om jeg er ked af det, vred, angst eller bare træt. Mit ansigt er en blank overflade blottet for følelser.
Jeg ville gerne hjælpe hende, jeg ville gerne vise mine følelser, men jeg ved ikke hvordan, jeg ved ikke hvordan de ser ud, jeg kan ikke mærke forskel på den ene og den anden, jeg kender ikke sprogets nuancer, jeg kender ikke og har ikke energi til det skuespil det kræver at vise følelser når man har Aspergers.
Nogen tror, at folk som jeg slet ikke har følelser, men det har vi, men mere om det en anden gang.
Big Brother er dobbeltplusgod (in case he is watching)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar