Det er hårdt at starte på universitetet igen efter ferien, virkelig hårdt. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det bare er super fedt hele tiden, og at jeg kører med klatten, men jeg kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Jeg er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at det er det hele værd, men det er stadig hårdt, meget hårdere end jeg havde forudset. Det er ikke det faglige der er hårdt, det er som sådan heller ikke det sociale, men det er alle de små og store ændringer der sker omkring mig, der tager pusten fra mig.
Jeg er ikke god til ændringer, heller ikke de gode af slagsen. Jeg er ikke helt bevidst om hvad det er det gør ved mig, men noget af det er uforudsigeligheden. Jeg skal træne på nye dage, og jeg bruger energi på at beslutte hvad der skal laves på hvilke dage. Jeg har fået nye togtider, og jeg bruger energi på at frygte hvor mange mennesker der er på hvilke afgange. Mine fag og skemastruktur er anderledes, og jeg bruger energi må at indrette min uge efter hvilke lektier der skal laves hvornår, og hvor meget energi de vil optage. Andre har ferie, men jeg har ikke, og jeg bruger energi på at indrette min dagligdag derefter. Der er flere elever på mit hebraiskhold, og nogle er bedre end mig, og jeg skal forholde mig til ikke hele tiden at brillere. Jeg har taget på, og jeg bruger energi på at væmmes og regne ud hvordan og hvorfor. Paven har sagt op, og jeg bruger energi på at forholde mig til det. Det er fastetid, og jeg bruger energi på at spise anderledes.
Desværre er den type energi jeg bruger ikke den type der forbrænder en masse kalorier. Det er mental energi, og jeg bliver bare træt og forvirret, og jeg mister overblikket over min hverdag.
Jeg har lige taget et øjeblik fri fra skriveriet for at få orden på mit stuebord, hvor alle mine skolebøger ligger. Det hele har været et stort rod, og jeg har skammet mig over det hver gang pædagogerne kommer herop, men jeg har ikke haft overskud til at gøre noget ved det. Nu ligger ordbøger, mapper, hebraiskting og GTting i hver sin bunke og ser relativt ordentligt ud, hvorefter jeg fortrød og satte det hele i bogreolen, for det er alligevel usandsynligt, at jeg får det frem mere en gang om ugen, og at det lå fremme, ville enten være at vise mig som det rodehoved jeg var engang, eller som en mere flittig studerende end jeg er.
Jeg er træt, meget træt, men alligevel kører jeg på, for der er ikke noget jeg hellere vil, og jeg vil virkelig gerne dette her.
1 kommentar:
Send en kommentar