Om den katolske fastetid

I dag er askeonsdag, den dag der indleder den katolske fastetid. Den katolske faste er anderledes end den muslimske som folk måske kender lidt bedre. Askeonsdag og langfredag er fuldbyrdede fastedage, hvilket 'kun' betyder, at man må spise ét mere eller mindre almindeligt måltid, og to små måltider der til sammen ikke overstiger det almindelige måltid. Dagene mellem askeonsdag og langfredag kaldes abstinensdage, hvor man spiser normalt, men hvor man afholder sig fra noget som man godt kan lide, det være sig kød, slik, eller i mit tilfælde, mælkeprodukter. Meningen med fasten er at forberede sig til påsketiden, en åndelig udrenselseskur om man vil, men man lærer også meget om sig selv.

Hvorfor i alverden skal man faste? Det lyder da ikke særlig sjovt. Det er heller ikke meningen at det som sådan skal være sjovt, men troen mister lidt sin betydning hvis man kun tager de sjove og nemme ting. Meningen med troen er at tjene Gud, ikke at ophøje sig selv. Men hvorfor tjene Gud, hvis det ikke er sjovt? Det er fordi vi virkelig tror på, at han er der, for hvis man ikke troede så ville religionen ikke give nogen mening. Jeg tjener efter bedste evne Gud fordi jeg elsker ham, og jeg tror på, at han vil det der er bedst for mig, også når jeg ikke nødvendigvis er enig. På samme måde siger forældre også til barnet, at det skal spise sine grøntsager før det kan få dessert.

Men jeg overholder faktisk ikke helt fastebudet i år, for i dag, askeonsdag, faster jeg ikke. Jeg ville egentlig gerne, men jeg kan mærke på den spiseforstyrrede del af mig, at religiøs faste ville blive til spiseforstyrret faste, og så vil det hele miste sin betydning. Sidste år fastede fuldstændigt jeg (altså helt uden fast føde) helt fra tirsdag morgen, og jeg elskede det, men det var ikke godt for mig. His jeg fastede i dag, ville det også blive sådan, og jeg ville ikke ønske at stoppe i morgen, og så ville det hele ende med at handle om om kampen mellem mig og pædagogerne, og kærligheden til Gud ville have en sekundær rolle. Fasten er noget man virkelig bør gøre, men ikke hvis det sætter ens helbred over styr.

Jeg kan ikke udelukke, at min afholdelse fra mælkeprodukter også bunder i min spiseforstyrrelse (jeg kom til at regne ud hvor mange kalorier der EGENTLIG var i min mælkerige morgenmad), men mange ting jeg gør for tiden handler om min spiseforstyrrelse, og selvom jeg måske gerne ville, så kan jeg ikke bare fjerne den side af mig.

I går til frokost løj jeg for pædagogen der skulle spise med mig, og sagde at jeg lige havde spist en banan og derfor ikke behøvede at spise så meget. Jeg havde faktisk en grund til at lyve, og den var ikke helt så dårlig som man kunne tro, men det er ikke pænt at lyve, og jeg burde ikke have gjort det. Senere gik jeg ned for at gå ti bekendelse og undskylde, men hun sad i møde og det ville hun gøre de næste to timer. Senere fangede jeg hende i et kort øjeblik og fik sagt hvad jeg skulle. Det fik jeg meget ros for. Jeg er meget glad for at få ros, men at tænke sig at man skal have ros for at sige sandheden, men det var måske ikke så meget sandheden jeg fik ros for som det at erkende min skyld, hvilket straks er meget sværere.

Der er ingen faste uden bod

Bod (lat. poentitentia). Syndsbekendelse og angerfuld omvendelse til Gud og viljen til at bøde for den begåede synd over for Gud og næsten.

Katolsk mini lektikon s.28

Clausen, Helge

Okay det skete tirsdag og derfor teknisk set endnu ikke i fasten, men der var alligevel en lektie i det for mig at lære, og det føltes godt at få sagen ud af verden. Hun havde desuden allerede gættet det, hen kendte mig bare ikke godt nok til at vide hvad hun skulle stille op med det