Klappen går ned

Min nedsmeltning fra i sidste uge er ikke ovre endnu, men jeg synes bare ikke rigtigt, at jeg kan tillade mig at tage flere dage fri, så tilbage på skolebænken med mig, også selvom det er hårdt. Det værste er, at jeg kommer ganske uforberedt til mange af timerne, for jeg kan slet ikke koncentrere mig. Det er som om at hver gang jeg bare tænker på at lave lektier, så er der en klap der går ned mellem mine øjne og min hjerne, sådan at signalerne aldrig nogensinde når frem. Jeg sidder og læser en sætning, men inde i hjernen sidder jeg bare og synger en lille sang bummelummelum.

Det gik hverken værre eller bedre end at vi i går fik udleveret en opgave, som vi så fik en halv time til at besvare. Ellerede i introduktionen til opgaven var der noget jeg ikke forstod, og læreren var gået, så jeg kunne ikke spørge om det, og så opgav min hjerne ævred og gav sig til at synge en lille sang mens resten af klassen arbejdede ihærdigt, hvilket var dybt frustrerende. Da læreren kom tilbage svarede han på mit spørgsmål ved at sige, at jeg havde læst forkert, hvilket jeg havde, men havde jeg fået det at vide en halv time tidligere kunne jeg måske have lavet opgaven. Da opgaverne skulle rettes "var de så nemme" at han bare hurtigt gav os de rigtige svar, men for mig havde de ikke været nemme så jeg fik mega dårlig samvittighed.

Jeg prøvede at se på opgaven igen da jeg kom hjem, men straks gik klappen ned. Opgaven handlede om forskellen på:

Hunden er glad.
Den glade hund leger i haven.
Glad leger hunden i haven.

Og det er ikke fordi jeg ikke kan se forskellen, jeg kan bare ikke sætte ord på hvad der egentlig gør forskellen, og for mig føles 'kan ikke sætte ord på' og 'kan ikke finde ud af' som det samme, og det får mig til at føle mig dum, og når klappen så går ned og jeg ikke længere kan se på opgaven, så føler jeg mig også doven. Dum og doven, for mig er det de værste skældsord, hvilket ironisk nok får klappen til at gå ned igen af ren panik.

Helt bekymret er jeg dog ikke. Jeg fører dagbog, og når jeg kigger på slutningen af marts sidste år, så kan jeg se, at det var præcis ligesådan dengang. Der er bare et eller andet med midten af et semester. Til at starte giver jeg den gas, for jeg vil vise sig selv og mine omgivelser, at jeg bestemt kan gøre det bedre end end sidste semester, hvor jeg aldrig selv syntes at jeg gjorde det lige så godt som jeg burde. I slutningen af semestret kører jeg, hvis der er en eksamen, på adrenalinen, og så får jeg lavet en masse. Midten a semestret er derimod bare denne sump hvor alle dagene ligner hinanden.

Jeg håber dog, at det snart vender, for jeg er ved at få spat