Du kan jo bare

I latin har vi hele semestret arbejdet med en tekst om Jesu barndom, men nu er vi gået over til en tekst om slaveri. At få en ny tekst generer mig ikke. Det er lidt som når man bliver færdig med en bog. Nogle gange er man glad for at bogen endelig er slut, og andre gange kunne man godt have brugt, at den var meget længere.

Det der generer mig ved dette bytte er noget meget mere konkret, noget meget mindre småt. Tidligere har vi fået nogle noter af vores lærer til hjælp med oversættelsen. han kunne skrive hvis et ord havde en svær opslagsform, det vil sige den form man finder i ordbogen, da det for eksempel kan være svært at se at tulit er en perfektumform af fero. I vores nye tekst har vores lærer ikke selv skrevet noterne, for den lærerbog han har taget kopierne fra kom med egne noter.

I går havde vi lektiecafe, det vil sige, at der var obligatorisk fremmøde til at sidde og lave lektier, så kunne læreren gå rundt imellem os og hjælpe til. Det er en undervisningsfor der er meget svær for mig at håndtere, for der er helt naturligt en masse larm og uro. Det blev dog helt galt da jeg så ned på mine papirer og opdagede, at de nye noter brugte en anden opslagsform end ordbogen. Vi er vant til fra de sprog vi lærte i skolen, at man slår op under infinitivformen, det vil sige at komme, at gå, at spise, men på latin har jeg været vandt til at slå op under præsensformen jeg kommer, jeg går, jeg spiser. Vores nye noter brugte infinitivformerne, og det fik min hjerne til at smelte sammen.

Jeg fortalte læreren, at der var brugt de 'forkerte' opslagsformer. Det kunne han godt se, men kunne jeg ikke bare fjerne infinitivendelsen 'ere' og sætte præsensendelsen 'o' påfx 'cognoscere' at erkende til 'cognesco' jeg erkender. Selvfølgelig kunne jeg det, men så alligevel ikke helt, for min hjerne var jo allerede brændt sammen, og rundt om mig var der så meget uro.

Jeg endte med bare at sidde med armene foldet stramt rundt om maven for at holde mig selv fast. Til sidst bad jeg om at få lov til at gå tidligt og fik lov, men hvorfor betød de opslagsformer egentlig noget for mig? Jeg har brugt meget energi og kræfter på at lære latin. Min lærer går meget op i at latin egentlig lige som alle mulige andre sprog er noget meget flydende og egentlig ret uhåndterligt noget, men det er stadig også noget der for det meste har nogle meget faste former. Der er noget grammatik og noget syntaks. Der er en masse små og store regler som jeg har brugt meget tid på at sætte mig ned og lære. Når så pludselig der er en ny måde at gøre tingene på, føles det som om jeg står på helt bar bund og skal lære det hele helt forfra, og det orker jeg ikke.