Hvis man ikke er tilfreds med sin praktiserende læge, så betaler man et mindre gebyr, og så er denne sag ude af verden. Jeg står desværre i den uheldige situation, at det er min psykiater jeg er utilfreds med, og så er der ikke meget at gøre.
Nogle mennesker er utilfredse med hele psykiaterstanden, og når man ser hvordan det psykiatriske system er skruet sammen, så forstår man godt lidt hvorfor det tænker sådan. Jeg synes dog at det er lidt uretfærdigt, for jeg har mødt rigtig mange psykiatere. Nogle var virkelig dårlige og nogle var rigtig gode, og mange var bare helt almindelige mennesker der gjorde deres job så godt som de kunne inden for de rammer der var givet dem. Desværre er psykiatrien et sted hvor den enkelte læge har meget stor magt over den enkelte patient, og det tiltrækker visse uheldige typer, og systemet er sådan at det er psykiaterens rettigheder der beskyttes frem for patientens.
Jeg vidste godt disse ting, da jeg tog ned til min praktiserende læge for at få en forklaring på et EKG, en forklaring min psykiater ikke ville give ud over "det ser ikke godt ud", og en henvisning til en ny psykiater. Jeg vidste alle disse ting, og alligevel håbede jeg. Jeg håbede at jeg havde taget fejl, at systemet måske alligevel var på patientens side.
Min læge så hurtigt på sin skærm og sagde at det kunne hun ikke snakke med mig om, for min psykiater har al magten over min behandling. Jeg nåede ikke engang at fremføre alle de fine argumenter jeg havde planlagt sammen med min psykolog, før hun begyndte at værfe mig ud af døren. Jeg gik helt i panik, og jeg kom til at sige alle de forkerte ting. Alle de ting der stemplede mig selv som endnu en besværlig patient. Hun ville måske, men kun måske gøre noget, hvis min psykolog tager kontakt til hende, for mit ord som psykiatrisk patient har ingen værdi. Dernæst smed hun mig ud.
Min psykolog har desværre ferie, så den aften græd jeg mig selv i søvn for første gang i meget lang tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar