Jeg har en masse spændende ting for for tiden, men jeg må nogle gange minde mig selv om, at jeg ikke har nær så mange kræfter som andre mennesker, men når nu man virkelig gerne vil disse ting... Lige nu kæmper jeg med mig selv og med de kræfter jeg har tilbage. Måske startede det hele med et netværksgruppemøde hvor 8 kvinder jeg ikke kendte tale i munden på hinanden, måske var det med en tre timer lang indkøbstur med min mor. Nogle mennesker for ladet deres batterier op når de laver spændende ting med fantastiske mennesker, men ikke mig. Jeg kan godt lide at gøre disse ting, men de efterlader mig helt ødelagt bagefter. Det var sådan, at jeg mandag var så træt, at jeg (heller) ikke fik spist ordentligt om aftenen, så jeg vågnede kl 1 om natten og kunne ikke sove videre. Det blev en meget lang dag, og selvom jeg som godt om nattet, var jeg slet ikke udhvilet da jeg stod op i går.
Dagen i går var en zombidag, hvor jeg ingenting kunne overkomme. I adskillige timer lå jeg bare på min seng med ørepropper i ørerne, for selv den mindste lyd virkede overvældende. Lyde blev som snoede sig rundt om min krop og strammede til jeg blev kvalt. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne høre musik, jeg kunne ikke læse, jeg kunne ikke tænke klart, jeg ønskede bare at falde i en lang dyb søvn. Jeg kunne selvfølgelig ikke sove, og jeg havde lyst til at tude over mig selv, for jeg har faktisk købt et gardin til soveværelset, men jeg har bare ikke fået det sat op, så nu væltede lyset ind ad vinduet og trængte ind mellem selv den mindste sprække i mine øjenlåg. Jeg havde lyst til at skrige og rive mig selv til blods, min jeg begravede ansigtet i puden og mumlede et fader hvor og ti hil dig mariaer, hvorefter jeg begyndte at spekulere over hvor jeg havde lagt min rosenkrans, og om jeg virkelig orkede at lede efter den.
Behøves jeg at sige, at jeg hverken fik lavet latin eller kom til timen? Faktisk var det sådan, at jeg tirsdag nat kl lort skrev en meget ynkelig og komplet unødvendig mail til min underviser, som jeg senere, da medicin og kaffe begyndte at virke, bittert fortrød. Den brugte jeg meget tid på at slå mig selv i hovedet over, da jeg lå i min seng i går. Jeg skulle lægge alle mine kræfter i ikke at fare hen til computeren og skrive en ynkeligt forklarende mail, som sikkert bare ville gøre min dårlige samvittighed endnu værre, men hold op hvor var det svært, for jeg blev naget af en dårlig samvittighed der fik mine indvolde til at krympe sig.
1 kommentar:
Sådan får jeg det også! Og lige nu kæmper jeg faktisk også selv rigtig meget med at finde den balance der. Jeg synes, den er svær. Det er svært for mig at tillade mig at sige fra, hvis det er noget, jeg egentlig godt vil. "Burde" jeg så ikke bare - er det så ikke bare et forsøg på undgåelse, når jeg lader være - at dyrke mine problemer i stedet for at udfordre dem? Det er alle de tanker, jeg kommer til at tænke - og så bliver det virkelig svært, synes jeg. Men ja, jeg oplever den samme nedsmeltning, som du. Og det er så surt, når man først opdager den, når det Er for sent.
Den mail, du skrev til din underviser... Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Ikke, fordi det har været sjovt for dig - jeg er sikker på, at det har været ganske forfærdeligt. For det er det nemlig også for mig, når jeg kommer til det samme. Og derfor kom jeg til at smile. Jeg genkender overvejelserne omkring at sende en forklarende besked lidt senere, når man er kommet til sig selv - men ender også tit ud i, om det mon ikke bare ville gøre det hele værre.
Knus :-)
Send en kommentar