Om en lang dag

Jeg var komplet panisk over, at jeg ikke havde lavet mine lektier i går, så jeg endte med i al hast at pakke mine ting og tage af sted. Det var dog en besværlig proces at komme ud af døren. Først have jeg fået de forkerte sko på, så op og skifte til nogle andre, og dernæst havde jeg glemt min medicin og en flaske med saft (jeg kan ikke lide vand), så op igen, men så kom jeg da omsider af sted. Jeg var så tidligt på den, at hverken kiosken eller banegården havde åben endnu, så jeg måtte gå hele den korte vej udenom og klare mig uden min sædvanlige morgencola, jeg drikker nemlig cola i stedet for kaffe om morgenen. Jeg tog toget kl 6, men jeg kunne godt have sparet mig denne tidlige morgenføjten, for disse lektier, som jeg havde frygtet ville tage en evighed, tog mig ca en halv time i toget, så da jeg kom op på universitetet havde jeg ca to timer at slå ihjel, men heldigvis havde jeg min bog om Napoleontiden (aka fine kjoler).

I god tid gik jeg ned gennem den underjordiske gang der førte til vores undervisningslokale, og så satte jeg mig på gulvet ude foran og læste videre. Jeg var i tvivl om det var der jeg skulle være, men højlydte latterbrøl fra lokalet tydede på, at hold 1 var i fuld gang derinde.

Før timen gik i gang var jeg lige oppe og spørge læreren om en lækker gloseliste, som vi fik af ham sidste gang jeg tog faget, for nogle af de andre var nemlig interesserede i den, men han svarede bare, at han måtte have været fuld den dag, og hvad var der i grunden i vejen med at slå op i en ordbog? Hvad der er i vejen med at slå op i en ordbog er, at ordbogen vejer et par kg og fylder det meste af tasken og at man desuden, hvis man som jeg ikke er så god til tysk, også skal have en tysk-dansk ordbog med. Jeg følte mig flov og tænkte, at nu ved han da med sikkerhed, at jeg ikke er nogen god studerende, når det kunne falde mig ind at snyde sådan med oversættelserne Den sætning, som jeg blev bedt om at oversætte foran klassen klarede jeg dog rigtig fint, hvilket var en lettele, for jeg kan sagtens have forberedt en fejlfri oversættelse, men så kludre helt forfærdeligt i den på klassen, så alle og enhver må tro at jeg ingenting kan. Der var dog et enkelt ord jeg ikke kunne gætte stamformen af (om den var aktiv passiv, intensiv eller refleksiv), men læreren stillede mig nogle grundlæggende spørgsmål i grammatik, og så fandt jeg hurtigt ud af det, hvilket var en endnu federe følelse end at have styr på det hjemmefra. Jeg var lettet, måske var jeg ikke så dum alligevel.

Efter timen havde jeg endnu en ventetid på to timer, men jeg blev inviteret med nogle af de andre op på den ikke stille læsesal, hvor vi sad og lod som om vi arbejdede. Jeg selv fik i hvert fald kun oversat to sætninger på to timer. Jeg var meget benovet over at blive inviteret med, men jeg spillede cool og lod som om det var den naturligste ting i verden. Vi sad og snakkede om en masse sladder, som jeg ikke kunne følge med i, fordi jeg ikke kendte de personer der blev snakket om, men det var hyggeligt. Jeg fortalte dem også lidt om min historie, bare sådan i grove træk, ikke nogen klamme eller uhyggelige detaljer, og vi snakkede lidt om forholdende i psykiatrien. Jeg kan godt lide at snakke, og det var første gang jeg sådan rigtigt kunne få lov til det på universitetet, ellers har jeg holdt mig lidt i baggrunden, og det var rart ikke at skulle holde mig selv tilbage, men det var også hårdt, for jeg er ikke vant til at snakke med folk helt så længe. Til sidst undskyldte jeg mig med, at jeg skulle købe en sandwich, og gik så jeg lige kunne nå at hvile ørerne inden min mentor/tutor kom. Jeg havde planer om kun at spise halvdelen af min sandwich, men jeg var så forfærdeligt sulten, så jeg kunne ikke lade være med at spise det hele, og jeg brugte alle mine kræfter på ikke at spise den pinlig hurtigt.

Jeg mødtes med min mentor. Vi skulle først lave en semesterplan, hvad der andre steder ville hedde en handleplan, så universitetet kan se hvad de bruger deres penge på. Jeg HADER handleplaner, men deres spørgsmål var ikke så nærgående og krævende som de godt nogle gange kan være, så jeg dikterede bare hvad der skulle stå, og jeg gjorde det uden at bryde hulkende sammen, hvilkes jeg ellers godt kunne have fundet på, ene og alene fordi det var en handleplan, og jeg er opdrættet (med vilje at jeg bruger det ord) til at hade sådan nogen. Jeg kunne ikke tillade mig at græde, for min mentor er meget ung og helt ny, så jeg var ikke den eneste sårbare i den situation, og jeg havde ligesom prøvet sådan nogle planer mange gange før. Bagefter snakkede vi lidt mere udførligt om hvad vi skal lave og hvordan, og bagefter snakkede vi bare lidt frem og tilbage for at lære hinanden lidt bedre at kende.

Nu var kl 13, og jeg ville bare hjem i en fart. I bussen satte jeg mig ved siden af en mand med mørk hud, og enten syntes han at jeg så sød ud, eller også blev han forundret over at jeg turde sætte mig ved siden af ham, og han begyndte at snakke med mig, og jeg måtte fortælle at jeg læste på universitetet og jeg måtte forklare hvad jeg læste. Han fortalte at han for 22 år siden havde taget en bachelor i samfundsfag i Somalia. Somalia? Samfundsfag? Universitetet? Først blev jeg helt forvirret. Min fordomsfulde lille hjerne kunne slet ikke kapere den information, og jeg fik slet ikke spurgt ham om han så kunne får lov at bruge sin uddannelse da han kom til danmark. Fun fact så er Scotland det bedst uddannede land i verden, selv taxachauffører kan citere Homer (altså grækeren, ikke ham den gule). Det er enten super fedt, at selv en taxachauffør kan det, eller også er det enormt sørgeligt, at én der kan citere Homer ender med at køre taxa.*

På togturen hjem sad jeg bare og rystede, dels af lavt blodsukker, dels af træthed. Jeg ville bare hjem og have noget at spise, men hjemme var vores plejehund på besøg, og jeg trængte mere til pelsterapi og en våd snude end jeg trængte til mad.

Bryson Bill, "Notes from a small island"