Kl 5 om morgenen er der et blåligt lys. Mange morgener trækker jeg i mine gummistøvler der er så stramme i skaftet, at bukserne ikke kan komme ned i dem, så for ikke at have et stykke med bart tager jeg mine kompressionsløbestømper på. Det er måske ikke altid synderlig praktisk, men de er gode og gå i, og endnu vigtigere, de er pæne. Ikke at der er ret mange der kommer til at se mig i dem, ikke engang hundefolket er ude og gå kl 5 om morgenen.
Hvis jeg går om bag den klynge huse hvor jeg bor, kommer jeg ud på en cykelsti der er kantet med høje buske og små træer, og allerede her begynder jeg at føle, at "nu er jeg sandelig kommet ud i naturen. Hvis man ser bedre efter, ser man dog, at jorden er helt dækket med affald.
Følger jeg stien kommer jeg ud til en lille skov og en lige så lille eng. Inde i skoven er fuglene i gang med en hel symfoni, solsorten, munken, bogfinken fløjter mens gøgen slår takten med sit regelmæssige kuk-kuk. En gang prøvede jeg at følge gøgens stemme, men det var som om lyden var flydende og kom alle steder fra.
Inde i skoven er alting grønt, men når man kommer ud på engen vender man tilbage til den blå verden. Nogle morgener ligger der et let lag af tåge hen over græsset og gør det hele endnu mere eventyragtigt. Et dådyr kommer brasende ud af krattet. Det står lidt og kigger på mig. Jeg står helt stille, for jeg vil ikke have det til at gå, men på et tidspunkt bliver jeg alligevel nødt til at bevæge mig lidt, og straks vender den halen til mig og forsvinder.
Jeg går videre. To dompaper, hanner, sidder på hver sin pimpinelle, og jeg tænker, at det er lige godt utroligt, at deres små tykke kroppe ikke tynger planten til jorden. En gang imellem flyver de ud fra planten, griber et insekt, og et øjeblik ser det ud som om de hænger stille i luften hvorefter de flyver tilbage og sætter sig.
Så er jeg også næsten hjemme, og jeg begynder lige så stille at møde mennesker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar