Pipfugle

Jeg har ret ondt i hoften for tiden, så jeg sover dårligt, hvilket ironisk nok gør, at jeg er så svimmel af træthed, at jeg ikke kan lave mine øvelser, fordi jeg da skal stå og flagre på et ben. Jeg er så træt, at jeg er helt ynkelig. Jeg får ikke foretaget mig en skid, jeg sidder bare på min flade røv, hvilket får det til at gøre endnu mere ondt.

De morgener, hvor jeg ikke er nede og træne, prøver jeg at gå en tur. Om morgenen er det tidspunkt på dagen, hvor jeg stadig bare har en lille smule energi. Der ligger en lille skov ikke så langt fra hvor jeg bor, og den er virkelig meget lille. den tur jeg går varer ca 45 min og det er ikke let at forlænge den meget. Nå, men 45 min gåtur er sikkert også ganske passende.

Vi hvor jeg ikke længere behøves gå og spekulere på latinske verber og Augustins tidsbegreb, så fordriver jeg tiden med at kigge på fugle. Der er ikke nogen store filosofiske eller videnskabelige overvejelser bag mit fuglekiggeri. Jeg ser på dem 1) fordi der er rigeligt af dem, 2) fordi jeg er vokset op med en mor der så på fugle.

Når man skal se på fugle skal man have en fuglebog. Alle jeg spurgte sagde, at det var bedst med en med tegninger frem for en med fotografier. Jeg købte alligevel en med fotografier, "fordi billederne var så nuttede". Der var en grund til, at de alle sammen sagde, at tegninger var bedst. Jeg sidder og ser på det ene brune fjerklædte kræ efter det andet, og de ligner alle sammen hinanden. Hold kæft hvor er jeg dårlig til at shoppe.

Så kommer vi til fugle stemmer. Da jeg var barn og hørte gøgen kukke, så forestillede jeg mig altid, at det var dette nærmest mytologiske væsen, som en slags dansk fugl Fønix, og det gik først meget sent op for mig, at den bare var kedelig og brun, og jeg blev enormt skuffet, men sådan kan det vel til godt føles når man bliver voksen. Ud over gøgen kan jeg ikke genkende mange fuglefløjt, mest af alt fordi rigtig mange af dem, når jeg kommer brasende gennem underskoven, ikke længere synger, når jeg kommer tæt nok på til at se hvad det er for et kræ. Hvis man så er heldig at se fuglen og høre stemmen samtidig, så skal jeg hjem og se om jeg så kan genkende beskrivelsen i bogen, hvilket jeg næsten med sikkerhed ikke kan. Tit kommer jeg frem til den meget faglige kategorisering "dumt brunt/gråt kræ".