om at fejre en karakter, sådan da

Juhuu sommerferie, det er der dagligt nogen der skriver på facebook. Jeg har haft ferie i to uger, og jeg hader det grumt, mest af alt fordi jeg ikke har noget at fylde min tid ud med, og fordi der ikke rigtigt er nogen dybere mening med det hele. 

Lige nu er jeg hjemme ved min far, hvilket betyder, at vi sidder i hver vores stol/sofa med hver vores computer mens TV'et kører, vi taler sammen, men ikke super meget. Det lyder kedeligt, men det er faktisk super hyggeligt, og det er jo ikke af pligt men af lyst, at jeg kommer her. Det var meningen, at vi skulle fejre min hebraiskeksamen, men fredag var min far for træt, og i går var jeg.

Jeg havde besluttet hvor jeg gerne ville ind og spise, et sted vi tit kommer, A Herford Beefstoew, og hvor de har en rigtig god salatbar. Min far spurgte mig om jeg virkelig mente det, for der har vi jo været så mange gange før, men det er jo hele pointen ved at være autist, at man finder ro og glæde ved gentagelser. Jeg kan godt en gang imellem blive misundelig på min far og søster når de er sammen, for så kan de finde på at få mad alle mulige spændende steder fra mens jeg er begrænset til salatbar og sushi, men tanken og at bevæge mig udenfor min lille faste tryghedszone giver mig hedeture og åndedrætsbesvær.

I teorien har jeg det godt nok for tiden til at kunne turde eksperimentere lidt, men nu var det MIG der skulle fejres, og derved MIG der kan bestemme, og så er det jo nemmest og tryggest at vælge det vante.

Når nu Herford ikke bliver til noget, så tænkte jeg, at jeg ville hive min far ud af sengen (om nogle timer) og slæbe ham med til brunch et sted vi har været nogle gange, men da jeg lige ville tjekke menuen på nettet, så at de åbenbart lukket. Vi kunne selvfølgelig tage et nyt sted hen, men igen, så er det bare ikke det samme med et nyt sted (wow, det var dybt sagt).

Jeg sidder og spekulerer over hvad vi kan gøre i stedet, og det bliver nok noget take-away i aften. Ny take-away er mere betryggende end en ny restaurant fordi der ikke er så mange nye ydre stimuli, så jeg tænker nok at jeg kan klare det, men jeg får dog lidt åndenød ved tanken, men det ville være uretfærdigt ikke også at lade min far fejre mig, for det er i høj grad ham der har præget mig til at ville på universitetet, og i de år hvor jeg var syg har han været der for mig, så han skal også have lov til at være der for mig når det går godt.

I tilfælde af at jeg er en kylling og ikke kan gennemføre det i aften, og det er en reel mulighed, for jeg tænker pizza, og jeg har ikke spist pizza (hvor det ikke var en del af et bulimisk ædeflip) i fem år, så havde vi en lille fejring i går med jordbær og en skål med blandede nødder. Det lyder ikke af meget, men man skal aldrig undervurdere pistacienødder. Det er som om man går i gang, og så kører armene og munden bare deres helt eget spil. Det er et bredt kendt fænomen, så det er egentlig underligt, at der ikke findes et ord for det.