Min veninde helt tilbage fra da jeg var en lille pige, så langt tilbage, at vi faktisk er mere søstre end veninder, hun skulle giftes i går. Hun var en umådelig smuk brud, så smuk at jeg fik tårer i øjnene.
Det var dog en noget speciel oplevelse at sidde og smile og feste og slå sig løs påskelørdag, Jesus er død, men er endnu ikke opstanden, ordet 'Halleluja' var endnu ikke tilladt i landets katolske kirker, og der sad vi med brede smørrede grin, og alligevel kunne jeg ikke lade være for selvom jeg ikke er den romantiske type, så var det jo min veninde/søsters bryllup så jeg smilede om kap med brudens forældre, så smukt var det.
Min veninde lignede en lille fe med kort klokkeblomst hår med et diamanthårbånd og blødt tylskørt, og jeg var tæt på at tudbrøle da hendes scleroseramte far i forrygende hast førte hende op af kirkegulvet, det var smukkere end når en rask far langsomt strider op af kirkegulvet med sin datter under armen.
Brylluppet blev holdt i en protestantisk kirke, og efter det vil jeg citere den tidligere børne- ungdomspræst i den katolske kirke 'det er SKØNT at være katolik'. Det var en yndig ceremoni, men det var som om det guddommelige manglede, men det var bare min mening. Flere af de ikke så religiøse personer blandt festdeltagerne fandt det rigtig opløftende, jeg selv sad i bilen efterfølgende og sladrede med mine katolske venner. Præsten virkede flink, men man fik ikke et billede af hendes teologiske side, hun var en vaskeægte blød grundtvigianer. Men selvom det ikke var min stil, så var det stadig smukt, og endnu en gang var jeg ved at tude.
Festen var sikkert også smuk, men min asperger hjerne brændte sammen efter en times tid med at cirkulere rundt i salen og snakke med folk, eller rettere med at stå og desperat se ud som om jeg havde nogen at tale med, og forsøgende at skjule at jeg ikke kendte nogen. Jeg snakkede med nogle stykker, men jeg blev mere og mere træt og mindre og mindre snakkesalig, indtil min far til sidst måtte køre mig hjem, hvor min søster sad og så dårlige film og jeg spiste mig overmæt i franskbrød.
Jeg ville ønske at vi her i Danmark var en smule mere formelle. Det ville være skønt at være blevet introduceret for folk, for det er lidt akavet at tale med nogen og indlede samtalen med 'Hvem i alverden er du?'. Det ville være pinligt bare at stå der og tale med folk man ikke aner hvem er. Jeg tror ikke en gang at det kun skyldes min aspergers, jeg havde også på fornemmelsen at andre også fandt det akavet. Det var heller ikke festens skyld, for sådan gør man bare ikke i Danmark
Ingen kommentarer:
Send en kommentar