Om øvelser i selvkontrol

Det er nu søndag, og jeg havde planlagt, at jeg skulle bruge weekenden her på at skrive min aflevering til på fredag om genregenkendelse af historien om Babelstårnet, men jeg er gået helt kold. Faktisk har jeg ikke bare skriveblokering, jeg har tankeblokering. Hvis man lavede et udskrift af hvad der skete oppe i min hjerne lige nu, så ville jeg lyde som en lallende idiot, en rablende imbecil.

Jeg ved godt, at der er længe til fredag, det bliver pædagogerne også ved med at fortælle mig, men jeg skal til Aarhus mandag, tirsdag og onsdag, og det giver kun torsdag til at skrive, og det er lige lovlig vovet hvis nu et eller andet går galt og jeg skal et eller andet eller denne blokering ikke er lettet eller hvad der nu kan komme i vejen. Jeg kan sagtens afslutte opgaven torsdag, men skrive den hele, det tør jeg simpelthen ikke.

Det er ikke fordi opgaven er synderligt svær, det er den ikke. Historien er en ætimologisk myte, det vil sige, at det er en historie fra en fjern, fjern fortid der beskriver hvordan nogle af livets vilkår, som at mennesket snakker forskellige sprog, kom til at blive som de er, punktum. Så ved jeg ikke hvor meget mere jeg ellers kan skrive, og selvom opgaven kun skal fylde 1-2 sider, så er det vist lige lidt nok. De to sidste opgaver jeg afleverede blev, når jeg selv skal sige det, ret gode, men måske skal jeg bare acceptere, at de ikke alle kan blive lige gode, men det er svært for en perfektionist som mig.

Jeg kom til at diskutere min perfektionisme med en pædagog den anden dag, for hun er lidt lige som mig på det punkt. Er min perfektionisme noget jeg altid har haft, eller er det kommet i takt med det kvantespring af en udvikling jeg har været igennem de seneste par år? Det er svært at sige, for det er nok lidt en blanding. Jeg har nok altid haft de perfektionistiske træk, men jeg har ikke tidligere haft overskuddet til virkelig at udleve dem.

Jeg har altid ønsket at være den der perfekte elev/studerende der havde orden på sine ting og havde læst lektier, men med en blanding af dovenskab, ADD og generelt manglende overskud, var det bare ikke muligt. Da min spiseforstyrrelse for alvor begyndte der i gymnasiet, var det blandt andet som en øvelse i selvkontrol. Jeg læste, at de flittige/dygtige/perfektionistiske piger var i risikogruppen for at udvikle en spiseforstyrrelse, så jeg tænkte, at hvis jeg udviklede en spiseforstyrrelse, så var der en chance for at jeg kunne  blive flittig/dygtig/perfektionistisk.

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle at det ikke hjalp, men det gjorde det faktisk til dels. En spiseforstyrrelse er et mareridt, og det er ikke det værd, ligegyldigt hvor desperat man er til at blive bedre til noget, men jeg tror, at man sagtens kan lave øvelser i selvkontrol uden at gøre det på en spiseforstyrret måde. Den katolske fastetid er i fuld gang, og jeg har lagt mærke til, at der kun er begrænset respekt for hvad vi gør, men ville ikke-katolikker ikke også have gavn af nogle gange at øve deres selvkontrol. Jeg snakker ikke om at vi alle skal være spiseforstyrrede og sige nej til kage og sjov, jeg snakker om, at man en gang imellem kan lade være med at spise mere end et stykke kage, ikke på grund af vægten, men simpelthen fordi man kan, eller lade være med at spise kød om fredagen, eller skære ned på noget man godt kan lide.

Jeg er bestemt ikke nogen helgen, og jeg skærer ikke ned på alting hele tiden, hverken for vægtens eller selvkontrollens skyld. Jeg har taget to kg på¨på en uge, og mit colaforbrug er eskaleret, og det er bare sådan det er, men jeg har ikke planer om at det er sådan det skal blive ved med at være.