Jeg føler mig som jordens største hykler, men det har jeg slet ikke hverken fysisk eller psykisk format til, dog står det ikke alt for godt til.
Jeg sad i kirken i går, askeonsdag, og virkede noget så from, for selvom jeg havde løbet 2,5 km om morgenen, så havde jeg ikke indtaget noget mad ud over noget juice og noget mælk. Jeg sad der med mit lille slør (jeg tilhører den konservative del af den katolske kirke, så hvis du en dag går til en messe, så vil du desværre ikke se mange slør) og jeg følte mig som jordens bedste katolik, for jeg havde lige været til skrifte.
Okay, jordens bedste katolik er lidt af en litterær overdrivelse, for jeg vidste egentlig godt hvad jeg havde gang i, men jeg prøvede at vende det til noget godt. Jeg forsøgte at bede, det gjorde jeg virkelig, men der sad to små søde men livlige drenge ved siden af mig, og det var ikke godt for min ADD (koncentrationsbesvær).
Messen gik i gang og jeg fik tegnet askekorset i panden (den ene dag om året) og jeg modtog Jesus i nadverens sakramente. Det hele så jo så fint ud på overfladen, men jeg bar på en hemmelighed. Jeg havde ikke kun fastet de obligatoriske på det tidspunkt 17 timer, men derimod 33. Jeg havde ikke spist noget siden jeg tirsdag morgen forlod Odense og tog hjem. Min veninde der altid er bekymret for mit ve og vel, og som nogle gange kender mig bedre end jeg selv gør, sagde, at jeg er stresset, at det er derfor. Jeg selv sagde, at det bare er en dum slankekur. Ligegyldigt hvad så er det i hvert fald dumt.
Min veninde, der selv er indlagt på anoreksiklinikken i København, beordrede mig at gå til bekendelse over for pædagogerne. Jeg havde ikke spor lyst, men jeg elsker hende for højt til at bekymre hende, så jeg gjorde det, og jeg fik noget at spise.
Det at spise en portion lasagne var ikke hårdt, jeg tænkte ikke, at nu bliver jeg fed og klam og ingen kan lide mig. Jeg tænkte derimod at jeg var svag, at nu kunne jeg ikke stoppe igen, at nu ville jeg æde og æde til jeg revnede, og så ville jeg blive fed ligegyldigt hvor grundigt jeg prøvede at kaste op.
Der er endnu ikke sket noget. Jeg har endnu ikke tømt køleskabet i fælleskøkkenet, men jeg stoler ikke på mig selv, og jeg frygter min tur i Fakta her om to timers tid. Jeg er bulimiker og jeg er tvangsspiser, maden er min forte og man kan ikke stole på mig. "Jeg må hellere spise de boller nu, for i morgen er jeg nok for svag til at kunne undgå fristelsen". Den sætning giver ikke mening, og alligevel er den hele meningen med livet, i hvert fald for mig og for en hel masse andre. Det er sjovt at sige, men for mange er det den grumme virkelighed.
Kære Gud.
Giv mig styrke til at spise denne portion. Lad mig spise den i et roligt og normalt tempo, og lad mig være stærk nok til kun at spise denne portion og ikke en til, og en til, og en til, og en til, og e...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar