Om at være en egoist

Jeg er en egoist, og sådan er det bare. Måske især som katolik, ville jeg ønske, at jeg kunne gøre gode gerninger for gerningens skyld, men lige gyldigt hvor hårdt jeg prøver, så ønsker jeg altid, at den jeg gør noget godt for, vil kunne lide mig på grund af min gerning. Jeg forventer ikke, at de giver mig noget igen, men jeg forventer at de bliver glade, og deres glæde giver mig en lykkerus. Samtidig forventer jeg, at deres glæde giver mig plus point i skt Peters sorte bog. Der står i Mattæus evangeliet kapitel 6 vers 19-21

Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.

Jeg forstår meget vel det med ikke at samle skatte på jorden, og jeg forsøger da, om ikke altid lige helhjertet, at overholde det, men hvad med skattende i Himlen? Kan de ikke også være super egoistiske? Jeg kan ikke lade være med at se på mine medmennesker og prøve at konkurrere i hvem der gør flest gode gerninger. Det er ikke en væddemål jeg taler højt om, og der er heller ikke nødvendigvis et jeg vinder. Jeg siger til mig selv, at det er godt, for det holder mig på tæerne, men det er selvbedrag, og det er ren og skær egoisme, for jeg ser jo gerne, at jeg er et bedre menneske end alle mulige andre.

Hvis man samler sig skatte på jorden, kan man blive omvendt og bruge dem til at gøre meget godt. Men hvad hvis man har forsøgt at samle sig skatte i Himlen bare for at have dem? Får man dem så ikke fordi intentionerne var forkerte? Eller kan man gøre noget godt og dele ud af dem til dem der af forskellige årsager ikke har kunnet gøre sø meget godt?

Skatte i Himlen drejer sig ikke kun om gode gerninger, det handler også om bøn, men selv min bøn er egoistisk. Jeg beder for en venindes helbred, for hvis hun fik det bedre, så ville hun have mere overskud til mig. Jeg beder også helhjertet for hende, fordi hun er min sjælesøster, og derfor en forlængelse af mig selv, så at bede for hende og for mig selv, er en og samme ting. Jeg beder for mig selv, om at jeg kan blive et bedre menneske, så flere mennesker kan lide mig. Og jeg beder for alle mulige gode ting, så at jeg er sikker på, at Gud ved, at lige netop JEG er et godt menneske. Men egoismen gør min bøn halvhjertet, og når bønnen er halvhjertet, så tørrer den ud. Det er frygteligt at føle, hvordan evnen til at bede langsomt løber ud mellem fingrende på mig, for bøn belønner hjernen med en masse dejlig dopamin, og jeg kan godt lide belønninger.

Jeg ville gerne være et godt menneske for Guds skyld, men jeg er det mest for min egen, det er min egen og ikke verdens frelse jeg tænker mest på.

Jeg snakkede lidt med en pædagog om det i går, og psykologien siger jo, at sådan er det bare, at egoisme er en god ting. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg tænker om den sag. På den ene side beroliger det mig, for det betyder, at jeg ikke er et dårligere menneske end alle mulige andre, men samtidig tror jeg på helgener, og jeg tror på, at visse mennesker faktisk er i stand til at sætte sig ud over deres egen egoisme. Jeg tror på, at mennesket kan være i stand til at gøre ægte gode gerninger, også selvom jeg ikke selv er i stand til det.

Dette er et af de længere indlæg, og det er det nok fordi, jeg på en eller anden måde ønsker at retfærdiggøre mig selv. Jeg ønsker at give det indtryk, at jeg bare er ydmyg, at det virkelig ikke står så galt til, men jeg skammer mig egentlig ikke over min egoisme, ligesom jeg ikke skammer mig over min depression, selvskade og autisme. Det er alt sammen ting som Gud har givet mig, og det er min opgave, at skabe et liv omkring lige netop de ting på en måde som er god, eller i det mindste så god som muligt. Egoisme er noget som kan arbejdes med, så jeg ved hvornår jeg skal holde på min ret og hvornår jeg skal give fra mig. Nogle gange gør man det rigtige, andre gange ikke, men så er det godt, at man har skriftemålet, så man kan få visket tavlen ren.