Jeg er heldig, at jeg bor lige ved siden af en katolsk kirke med mulighed for at gå til messe hver dag, men selvom jeg har boet her i to år, så er det ikke meget jeg får benyttet mig af muligheden. Det er lidt underligt, for jeg vil virkelig gerne.
Jeg ved ikke hvad det er der holder mig tilbage, men jeg kan simpelthen ikke. Jeg dagdrømmer om hvor fantastisk det vil være, men når tiden nærmer sig for, at jeg skal af sted, så får jeg hjertebanken og uro, og så kommer jeg ikke af sted.
Som så mange gange før, har jeg besluttet mig for, at i dag skal det være. Men det er faktisk ikke i dag det handler om, i dag er en øvedag, den dag jeg virkelig gerne vil til messe er på fredag, der er det nemlig festdagen for min yndlingssalige, Niels Steensen.
Niels Steensen levede 1638-1686 men selvom det er meget længe siden, så er han en af de personer i Kirkens historie der er mest relevant i dag, det er i hvert fald min ydmyge mening.
Niels Steensen var dansker, videnskabs mand og biskop. Han var en af grundlæggerne af den form for videnskab som vi kender i dag, altså den, hvor man fysisk går ind og undersøger de ting man vil lære noget om i stedet for at bruge biblen og sin logiske sans (man tænkte anderledes den gang, så selvom nogle af de ting de den gang kom frem til virker ulogiske i dag, så var det den gang meget anerkendt). På trods af sin store kærlighed til videnskab, eller netop på grund af den, så voksede hans kærlighed til Gud og han fandt den Katolske Kirke. For ham var videnskaben ikke en hindring for troen, heller ikke når den så ud til at modbevise Biblens ord. På grund af sin tro blev han landsforvist fra Danmark hvor det var ulovligt at være katolik, og han kom kun hjem på visit en enkelt gang hvis jeg husker rigtigt.
Jeg ved ikke, om jeg kommer i kirke i aften, og jeg ved slet ikke, om jeg kommer i kirke på fredag, hvor jeg bliver nødt til at gå i Aarhus, hvor kirken ikke er særlig autist venlig, men jeg vil lade mig inspirere af Niels Steensens ord:
Pulchra sunt, quae videntur
(skønt er det, vi ser)
pulchriora quae sciuntur
(skønnere det, vi forstår)
longe pulcherrima quae ignorantur
(men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar