Om min gode ven DSB

Ak ja, det er jo altid en fornøjelse at tage sine pakke nelliker og sætte sig ind i et DSB tog, læne sig tilbage med en god bog, og lade dem om at fragte dig sikkert fra punkt A til punkt B.

Jeg kom sædvanligt for tidligt til toget, da jeg ikke kunne finde ud af at fordrive tiden derhjemme. Jeg spiste min frokost tidligt, fordi mine hænder rystede som espeløv, så jeg ikke engang kunne holde på en blyant. Jeg huggede maden i mig, og til min store ærgrelse kommenterede pædagogen jeg spiste med, at det var godt nok hurtigt. Der er ikke noget som en god, lille, uskyldig kommentar, der kan få en til at føle sig fed og grådig. Så gik jeg op i min lejlighed hvor alt var pakket inklusiv min computer, og selvom der var en time til at mit tog gik, så tog jeg tasken på ryggen og drog af sted. Først satte jeg mig og læste på en bænk på banegården i min egen lille by, men det var en kold fornøjelse, så det næste tog mod Aarhus, det sprang jeg på.

I Aarhus, skulle jeg så have 45 min til at gå. Først købte jeg mig en Pepsi max og en smoothie med appelsin og mango, noget klægt stads som jeg kun fik drukket, fordi tiden nærmede sig min eftermiddagsmad, og jeg orkede ikke at være henvist til DSBs salgsvogn, som desuden ikke tager MasterCard, og jeg gad ikke gå på jagt efter kontanter (det viste sig siden, at der slet ikke var en salgsvogn med mit tog, så hvor klamt smoothien end smagte, så var jeg egentlig glad for at have drukket den). Derpå satte jeg mig i DSBs ventesal, hvor nogle teenagere var travlt optaget af at proppe mønter i det lille modeltog og se det kære rundt i en lille meget idyllisk landsby. Hvis I nogensinde kommer forbi Aarhus, så er den egentlig værd at se, eller hvis ikke man er til modeltog, så er det værd at iagttage børnenes benovede ansigter, det er bestemt to kr værd. Hvis man kigger nøje på den lille landsby, vil man se, at der på et af tårnene er et billede af Skt Kristoffer, den katolske helgen for vejfarene.

Skt Kristoffer var af statur en stor mand. Han ønskede at tjene den største herre, så først tjente han en stor konge, men da denne en dag blev bange for Satan, skiftede han side. En dag da han og Satan kom ridende ned af en vej, kom de forbi et landevejskors, og Satan red i en stor bue uden om. 'Hvem er det, siden du rider i en stor bue udenom? Er du da ikke den største herre?' spurgte Kristoffer. ' Jeg er stor, men ham der er større, det er Jesus Kristus,' svarede Satan. 'Så er det ham jeg vil følge'. Kristoffer red længe rundt i verden for at finde Jesus Kristus, men da han ikke fandt ham, slog han sig ned ved et vadested, hvor han med sine bare ben og med en stav i hånden fragtede folk over. En dag kom der et meget lille barn til Kristoffers vadested. Dengang gik man vist ikke så meget op i hvad forældrene måtte tænke, så Kristoffer tog barnet på skuldrende og begyndte at gå, men barnet blev tungere og tungere indtil Kristoffer næsten ikke kunne klare mere. På den anden side af vandet afslørede barnet, at han var Jesus Kristus, og at Kristoffer herved havde båret hele verden på sine skuldre, moralen værende, at den der ydmygt tjener menneskene, tjener Kristus.

Da kl tilnærmelsesvis nærmede sig et tidspunkt hvor jeg uden at virke alt for idiotisk kunne stille mig ned og vente på toget, tog jeg mine ting og konsulterede skærmene. Jeg skulle ud i den fjerne ende af perronen, der hvor der ikke længere er tag over, hvilket gjorde mig lidt nervøs, for vejret havde ikke just vist sig fra sin bedste side i løbet af morgenen, men vejret viste sig at være skønt, og jeg stod og lappede sol i mig. Jeg kunne have stået der længe, men på grund af det sene afrejsetidspunkt, kunne jeg ikke få min middagslur, så jeg var træt  og trængte egentlig mest bare til at sætte mig ned og lade DSB tage styringen, så jeg var taknemmelig, da toget endelig kørte ind på perronen. Men vent, det var jo slet ikke det sædvanlige IC-3 tog, men et ME 1524 dobbeltdækkertog (og nej, jeg kunne ikke navnet, jeg var nødt til at slå det op).

Før jeg satte mig ind var jeg lige nødt til at spørge om det der, og følte mig nødsaget til at pege på det eneste tog i nærheden, om det nu også var toget til København. Manden bag ved mig spurgte også om det der, pege, nu også var toget mod København, og manden efter ham spurgte også, selvom vi ikke kunne have undgået at høre hinandens svar. Personligt synes jeg at vi mennesker er nogle helt fantastiske væsner, og jeg tager hatten af for DSB damens tålmodighed, tank at hun ikke én gang for alle fik lyst til at tage gevaldigt pis på os.

Ændringen med toget havde ikke gjort mig så meget, havde ME-togene ikke været så helt usandsynligt upraktiske. Der var så godt som ingen plads til bagage i hvad der med rette må kaldes hattehylden, for det er da det eneste der var plads til deroppe. Jeg var jo heldigvis kommet tidligt, så jeg kunne kapre en af de få pladser mellem stolene, men andre var mindre heldige og måtte sidde med deres bagage mellem benene. Og da jeg senere skulle på toilettet, måtte jeg klemme mig ind i et rum kun en anelse større end mit kosteskab derhjemme, og det er altså ikke ret stort.

På vej tilbage på min plads, lagde jeg mærke til alle de interessante bøger folk sad og læste i, og det gik op for mig, at alle de mennesker det ville være interessant at snakke med sidder i stillekupéen, hvilket dette var. I bøger, på film, og i min mosters fortællinger, får folk sig altid en god snak med yderst interessante mennesker, men det er altså aldrig rigtig sket for mig, og da jeg havde levet med håbet længe nok, og var blevet skuffet tilstrækkeligt af larmende og alt andet end interessante mennesker, så gav jeg op og begyndte at bestille plads i stillekupéen, og straks bliver jeg mødt af den ene potentielt interessante person efter den anden, og uden mulighed for at falde i snak med dem. Spørgsmålet er så om jeg selv er en potentielt interessant person, eller om jeg er et af de larmende individer, som disse mennesker prøver at flygte fra.

Når jeg så endelig er begyndt at sidde i stillekupé, så vil jeg egentlig gerne have fred, men lidt efter vejle tog min nabo sin mobiltelefon frem og begyndte højlydt at snakke i den. Jeg mistænkte ham lidt for at snyde og bare tale med sig selv, for mage til meningsløs samtale skal man lede længe efter.

Men på trods af visse irritationsmomenter kom jeg da til Odense i ét stykke, og håber at kunne få en fredelig weekend, så jeg er klar til skolen igen på mandag.