Åndelig lekture

Jeg sidder og læser Teresa af Avila.

Skt Teresa var, kort fortalt, en spansk karmelitternonne fra det 1500 århundrede som modtog åbenbaringer fra Gud, reformerede karmelitterordenen så den blev strengere og mere regelret, og så skrev hun nogle fantastiske tekster. Hun er et af beviserne på, at den katolske kirke ikke, som mange går og tror, er en institution af gamle mænd for gamle mænd, den er faktisk fyldt med girl power.

Bogen er møg svær, men bestemt ikke kedelig, og alligevel går det kun meget langsomt frem, for hver gang jeg sætter mig til at læse i den, bliver jeg så uendeligt trist, så jeg hurtigt må lægge den fra mig igen.

Men hov, er det ikke meningen, at åndelig læsning skulle henstille en i en tilstand af ophøjet ro og lyserøde skyer? det er muligvis korrekt, hvis man er i en frikirke, men nu er jeg altså katolik, og vi har et sadistisk gen og kan godt lide at plage os selv.

Ha, så har fordommene ret, katolikker svælger i synd og fortabelse. Tja, det kan der måske være noget om, men vi gør det jo fordi, vi hele tiden er nødt til at forbedre os og prøve at blive bedre mennesker. Hvis vi hele tiden læste om at vi er gode mennesker, og at alt vi gør er rigtigt, hvori ligger så motivationsfaktoren til at forbedre os. Mennesket har et stort potentiale for godhed, det gælder bare om at finde det frem.

Men er I ikke bare ude på at skræmme børnene? Du har ret min lille fiktive samtalepartner (i tilfælde af at en psykiater læser med, så er det en samtale partner jeg hverken kan høre eller se, så lad være med at ringe til den lukkede). Alt for mange katolske børn er vokset op med fire and brimstone, og alt for mange katolske unge forlader derfor Kirken, og jeg bebrejder dem ikke. Men der er tale om dårlig katekese (undervisning) ikke dårlig teologi.

Teresa af Avila er desuden ikke for børnene. Hun kom fra en meget boglig familie, på trods af at det kun er 100 år efter bogtrykkens opfindelse, men skolegang var der ikke alt for meget af, så hun har ikke lært hvordan man sætter en tekst op, hvilket får teksten til at virke rodet, og det gammeldags sprog gør det ikke lettere.

Jeg havde det meste af en dag at fordrive inden jeg skulle i kirke. Et eller andet sted vidste jeg nok, at jeg ikke ville komme af sted, men jeg håbede. Jeg lagde mig på min sofa og læste, men efter en 5-10 sider blev jeg så uendeligt trist, lå bare på sofaen, lammet.

Jeg læste om Teresas kaldelse til klosterlivet (den måde man finder ud af om man skal gå i kloster eller gifte sig eller hvad man skal). Der var ikke noget usædvanligt ved den, men det fik mig til at tænke på den gang jeg var nyudsprunget katolik, og mit højeste ønske var at blive nonne. Jeg er med tiden blevet mere realistisk, jeg ved jo godt, at jeg er syg, men følelsen sidder stadig i mig. Den sidder sådan, at jeg bliver trist ved at læse om det, og når jeg en sjælden gang ser en nonne, så får jeg hjertebanken, hvilket var lidt et problem da jeg var i Rom.

Jeg har ikke opgivet bogen, men jeg må affinde mig med at det tager lidt tid at blive færdig. I stedet er jeg gået gang med en anden om end katolsk så knap så åndelig bog,"Growing up catholic". Den er til gengæld morsom, og dens beskrivelser af messen, skriftemålet og alle de andre katolske ting, får mig til at længes efter næste søndag, hvor jeg har en chance til.