Om selvmord (ikke mig)

Lige børn leger bedst, og jeg færdes da også glædeligt i en gruppe af spiseforstyrrede piger. Det er ikke sådan en af de grupper man hører om i medierne fra tid til anden, hvor tynde pigebørn opfordrer hinanden til at spise mindre og mindre. Vi er bare en gruppe af piger der har fundet et fristed, hvor vi kan være os selv, og hvor vi kan tale frit om de emner der er for ulækre eller underlige til at snakke med raske veninder om.

I går fik vi så at vide, at en af de nye piger havde begået selvmord. Jeg kendte hende ikke rigtigt, ved ikke andet om hende end at hun for nyligt blev indlagt med en kampvægt på 37 kg (172 cm). Alligevel påvirker det mig, man bliver på en eller anden måde konfronteret med sin egen dødelighed.

Jeg bliver ked af det, men nok mere på mine egne veje end på hendes. Jeg tænker på at det lige så godt kunne have været en af mine veninder, for spiseforstyrrede har en forøget risiko for selvmord (egentlig er det en glædeligt at vi ikke har oplevet det tidligere i gruppen).

Når jeg ikke ved hvad ellers jeg lige skal gøre, så beder jeg, og jeg ved ikke hvilke konstruktive ting jeg ellers kan foretage mig nu, så jeg beder for Gonnabeperfect og hendes veninder.

Her vil jeg så fortælle jer om en af mine yndlingshelgener, Katarina af Siena. Hyn er kendt for sine visioner om at få paven tilbage til Rom (i middelalderen var paven i en lang årerække bosat i Frankrig, men det er en længere historie, jeg måske kan komme ind på en anden gang). Hendes skrifter om spiritualitet er nok nogle af de mest betydningsfulde i den katolske Kirkes historie, men det er ikke derfor jeg vælger at skrive om hende i dag.

Katarina var nemlig spiseforstyrret. Hun spiste ingenting ud over det brød hun fik i kirken. Hendes stakkels moder var ude af sig selv af fortvivlelse, og hendes skriftefader (den præst hun betroede sine synder og som gav hende råd og vejledning) var også bekymret.

Født i midten af det 14. århundrede var der ikke den samme overflod af mad, som vi har i dag. Sult og tyndhed var noget der hørte de fattige til, og det var bestemt ikke et ideal man så op til. En ung pige der sultede sig var derfor i risikogruppen for at blive anklaget for at være en heks, især hvis man som Katarina samtidig kom med provokerende teologiske udsagn. Hendes skriftefader anbefalede hende derfor at spise, men efterfølgende at stikke en selleristav i halsen for at kunne kaste det hele op igen.

Katarina døde i 1380 kun 33 år gammel (rockstjerner dør når de er 27 helgener dør når de er 33, for det var i den alder Jesus menes at være da han døde).

Jeg fortæller denne historie specielt til alle jer der lider af en spiseforstyrrelse, for nogle gange er det som om den fylder hele jeres liv, men i er så meget mere end den.