torsdag den 18. april 2013

Saraj og Hagar

Jeg sad og læste mine GT lektier i går. Jeg skulle læse om min yndlingshistorie, om Abram der skal være far til store folkeslag, men hans kone Saraj er tæt på de 80 år, så hun betvivler Gud og giver sin tjenestepige, Hagar, til Abram som anden hustru, så hun kan føde dem en søn. Hagars graviditet skaber dog splid blandt de to kvinder. De er nu begge Abrams hustruer, men han svigter sin rolle som ægtemand og beskytter og tager Sarajs parti og lader hende behandle Hagar som hun vil. Den stakkels Hagar kan ikke klare det og stikker af og prøver at komme til Egypten, hvorfra hun stammer, men det er ikke en tur for en enlig gravid kvinde, så et Guds sendebud sender hende tilbage, men først efter at have givet hende Guds velsignelse.

Hagar får sønnen Ishmael, som senere bliver stamfar til muslimerne (i modsætning til Sarajs søn, Isak, der bliver stamfar til jøderne). Men Muhammad fik sin åbenbaring i 600 tallet, så hvem var Ishmael stamfar til i de par tusind år imellem?

Jeg sad og læste mine lektier om formiddagen efter, at jeg havde været i svømmehallen og støvsuget. Da frokosten nærmede sig, og jeg nåede til et nyt kapitel, lagde jeg mine bøger fra mig og gik op for at spise. På det tidspunkt manglede jeg nok 8 sider af lektien, og jeg var så stensikker på min egen manglende evne til at gå i gang med at læse igen efter en pause, at jeg ikke engang prøvede at sætte mig ned med mine bøger.

Dagens lektie var ellers virkelig spændende, men jeg var kommet til en af de evindelige gentagelser (Biblen er fuld af dem), og jeg har to bøger der begge omhandler den samme tekst, og jeg havde læst i bog nr 1, så det var kun det sidste af bog nr 2 jeg manglede, så jeg tænker at det nok skal gå. Desuden har jeg allerede bestået faget, så det er i forvejen lidt svært at fokusere på lektierne med den energi de fortjener, for slet ikke at tale om hvor hårdt det er når vækkeuret ringer kl 4 fordi jeg skal møde til time i Aarhus kl 8. Jeg vil meget gerne være en dygtig og flittig elev, men der må være grænser for min formåen.

Ingen kommentarer: