Om en 'forkert' døgnrytme

Jeg har gennem mange mange måneder været vandt til at stå tidligt op og gå tidligt i seng (det skulle være så sundt for en lille dreng), men så kom julen og så kom der rod i det hele. Jeg sov i stuen, og der var jo grænser for hvor tidligt jeg syntes, at jeg kunne jage de andre i seng. Jeg ville jo også gerne være oppe, jeg ville jo gerne sidde og hygge mig med dem, jeg ville gerne med til julefrokost, jeg ville gerne det hele. Normalt ville jeg slet ikke være i stand til at være så længe oppe, men jeg fandt ud af, at hvis jeg eksperimenterede lidt med min medicin, så kunne jeg godt, så det gjorde jeg, og vi havde nogle gode lange aftener.

Det har så i den anden ende betydet, at jeg har stået senere op, og jeg finder mig i det fordi aftnerne har været hyggelige, men jeg hader at stå sent op, jeg bliver så gnaven og forvirret, og jeg kommer skævt i gang med dagen, og i dag måtte jeg for eksempel springe min træning over, for jeg kunne slet ikke finde plads til det inde i hovedet (overvejer at gå ned i kælderen senere og bokse, bare for at få rørt mig lidt). Det er næsten en uge siden, at jeg kom hjem til mig selv igen, men der har været ferie stemning og ferie vagtplan, og så kom nytåret, og midt i alt det, har jeg ikke kunnet finde ud af at få en almindelig hverdag op og køre igen med ro, regelmæssighed og renlighed.

Jeg var ellers helt forfærdeligt træt i går eftermiddags og lå bare på sofaen og klynkede mens jeg så sigøjner bryllupper i fjernsynet

"Jeg kan altså bare overhovedet ikke overskue at klokken kun er 17, jeg er bare så forfærdeligt træt".

Så efter maden, som jeg hurtigt fik skovlet i mig, gik jeg i seng, men selvom jeg var så træt, kunne jeg bare slet ikke falde i søvn. Jeg lå og vendte og drejede mig og jeg svedte tran. Til sidst overgav jeg mig, og gik ned for at få noget beroligende.

I dag begynder hverdagen igen, og det er vigtigt for mig, at vende tilbage til en fast døgnrytme, hvor jeg ved hvornår jeg går i seng og hvornår jeg står op, hvilke dage jeg træner, og hvilke dage jeg ikke gør. Det er enormt usikkert for mig, at det hele er op til tilfældighederne, og jeg får en stram fornemmelse i maven af ren og skær nervøsitet. Det er vigtigt for mig at have faste rutiner, for så ved jeg sådan ca hvad jeg skal hvornår. Hvis jeg vågner tidligere end tænkt, så gør det ikke så meget, så er der nemlig bare mere tid til at lave de ting jeg skal, men hvis jeg derimod vågner sent, så skal jeg begynde at planlægge min dag på ny, og det kræver meget af mig. Jeg skal flytte rundt på mine planer, og jeg skal vælge ting fra, men jeg har ikke lyst til at vælge noget fra, for hver lille del, er med til at skabe en god start på dagen. Hvis der mangler noget, bliver det en procentvis mindre god start på dagen, og så er der en sandsynlighed for, at det også bliver en mindre  god dag. hvis der mangler en brik om morgenen, hvordan kan jeg så stole på, at resten af dagen kan blive som tiltænkt? Så bliver jeg bange og forvirret. De fleste dage ender det hele med at gå ganske udmærket alligevel, men ikke altid, og det er dette 'ikke altid' som jeg er bange for.

Det er også vigtigt for mig, at opbygge en eller anden form for rutine inden universitetet starter igen til februar. Hver fredag skal jeg møde kl 8 til to timers gammel testamente. Det betyder, at jeg skal af sted lidt i 6 om morgenen. Det ville normalt ikke være noget problem, men efter jul er jeg begyndt først at vågne ved 7 tiden. Jeg plejer også at træne ved 6-tiden, men hvordan skal jeg turde gå derhen senere nu hvor folk stadig går op i deres nytårsfortsæt? Hvordan kan jeg for eksempel håbe at få min yndlingsmaskine, hvis der er risiko for en million milliard mennesker derovre? Derfor går jeg lige om lidt ned i vores egen kælder, for der er der ingen andre end mig selv, og så håber jeg på at vågne tidligere i morgen.