Ikke så sjovt alligevel

Jeg har en sjov historie fra sidste jul, som jeg ynder at fortælle, men i går fik jeg at vide, at den måske ikke er helt så sjov alligevel.

Jeg har en skæv døgnrytme, og går normalt i seng ved 7-tiden, og det gjorde jeg også sidste år. Det er næsten umuligt for mig at holde mig vågen over et vist punkt, og hvis jeg prøver, bliver jeg forvandlet til et klynkene spædbarn, og jeg bliver helt enormt ynkelig. Problemet er, at min fars lejlighed ikke er så stor, så jeg sover i stuen. Stuen og køkkenet går ud i et, så jeg kan ikke komme i seng før de andre går, og de andre er nødt til at gå, når jeg ikke kan klare mere.

Min far, min søster og jeg fejrer jul med vores elskede farmor, en frisk dame på 84. Vi sad sidste år og hyggede os, og jeg blev mere og mere træt, og selvom jeg gerne ville, så kunne jeg til sidst bare ikke mere, og jeg måtte snøftende bede min farmor, om hun ikke godt ville tage hjem, for jeg havde virkelig brug for at komme i seng.

Jeg har hele tiden syntes, at det var en sjov historie om hvor ynkelig jeg selv er, men i går var jeg hjemme hos min farmor i fire timer fordi min fars rengøringshjælp kom, og da jeg fortalte min historie, fik jeg også hendes. Hun var kommet hjem til en meget tom lejlighed og sad og var græd af ensomhed, for juleaften kan være den mest ensomme aften i løbet af året. Jeg blev virkelig chokeret, og jeg skammer mig over at sige det, men jeg kunne slet ikke høre hendes historie til ende, men jeg hørte mere end jeg gav udtryk for.

En af mine pædagoger fik den ide, at jeg bare kan lægge mig til at sove i min lillesøsters seng, så kan hun vaffe mig ind i min egen, når de andre kommer dertil. Det er så simpel en løsning, at jeg skammer mig over, at jeg ikke selv er kommet på det for år tilbage. Jeg vil gerne påtage mig hele skylden, for det er jo mig der ikke kan finde ud af at holde mig vågen, men det falder nok lidt tilbage på os alle sammen, for ingen af os tænkte på at finde en løsning.

Historien kommer måske mest bag på mig, fordi jeg elsker min farmor så højt, at jeg ikke kan lide at tænke på at hun har det skidt, og jeg kan især ikke lide, at jeg skulle have forvoldt hende smerte, men mennesker forvolder konstant hinanden smerte, og måske i endnu højere grad når man har Aspergers. Jeg kan godt lide at sætte mig ind i hvad andre mennesker tænker og føler, jeg vil gerne kende deres reaktioner og vide hvorfor de gør som de gør. Jeg vil gerne tænke på mig selv som et meget empatisk menneske, men empati som 'normale' mennesker kender det, har jeg ikke så forfærdelig meget af. Min empati kommer ikke følelsesmæssigt og empatisk, men langsomt og gennemtænkt. Jeg observerer og analyserer og kommer op med en hypotese, og så lige så stille retter jeg den til. Efterhånden som jeg integrerer disse tanker i mit liv, kan jeg også blive følelsesmæssigt påvirket, men for det meste kun hvis det er nogen jeg holder meget af.

min farmor holder jeg meget af, og jeg vil gøre alt for at hun får en god juleaften i år.