2 x mig

Jeg kan fortælle at selvom man elsker et fag helt enormt meget, så er det stadigvæk røv kedeligt at læse til eksamen. Jeg har holdt læseferie i to dage og jeg savner allerede universitetet. Dog handler det ikke så meget om at renskrivning af noter og repetition er kedeligt, som det handler om, at jeg ikke er tryg i mit eget hjem.

Det er ikke at Pigen gør mig noget, hun kommer ikke ind om natten og barberer håret af mig eller kalder mig navne, hun ignorerer mig bare og gør det dag ud og dag ind i 6 måneder. Det er forbløffende hårdt at blive ignoreret. Mit selvværd er i bund, og jeg føler mig ikke som mig selv.

På universitetet, hvor jeg jo så ikke rigtigt kommer lige nu, er  jeg en anden. Der er jeg dygtig, jeg er overskudsagtig, jeg kan håndtere de udfordringer som livet giver mig, men herhjemme er jeg et ynkeligt skvat der går rundt med bøjet nakke. Jeg har en seddel på døren hvor der står, at jeg skal ranke ryggen, at jeg også fortjener at være her, men det er som om jeg ikke rigtigt tror på det selv.

Pædagogerne har anerkendt, at der er et problem, men efter direkte og indirekte at være blevet afvist i 6 måneder, så er jeg grundlæggende i tvivl. Jeg tvivler på mine iagttagelser og på mine egne intentioner. Hvad nu hvis det hele er noget jeg selv finder på og som jeg har manipuleret pædagogerne til også at tro på det? Hvad hvis jeg overdriver det hele ved at bruge ord som mobning og svigt?

Jeg mangler et verbum til hvad det er Pigen gør mod mig. Ikke så meget den konkrete handling med at overse/ignorere mig, men den mere mentale side af sagen. Jeg bruger ordet mobbe fordi jeg ikke kender andre ord, men mobning giver os nogle grimme billeder der ikke helt er i overensstemmelse med hvad hun gør. Men hvad skal jeg ellers kalde det? Drille? Det tror jeg så ikke lige. Problemet med at bruge ordet mobning er, at jeg derved gør hende til en der mobber, og det tror jeg trods alt ikke at hun har fortjent. Jeg tror ikke at hun har intentioner om at få mig til at have det skidt. Men ved ikke at kalde det noget, negligerer man også bare hvor stor en betydning det har i mit liv. Problemet er at jeg føler mig som offer, men offer for hvad, er en forbrydelse uden navn også en forbrydelse? Er det ikke først rigtigt forkert når man formulerer at det er forkert?