Om et lidt sent nej til mobning

Jeg har gennem de seneste 6 måneder været udsat 'mild' mobning på mit bosted. det har ikke været værre end at jeg godt kunne holde det ud, men det har tæret på mine kræfter. Hvad der til gengæld er gået mig meget på er pædagogernes reaktion, der har nemlig ikke været nogen de sidste 5 måneder. Vi talte om det i begyndelsen, men så vænnede alle parter sig til at sådan var det bare.

Min læseferie er begyndt, så jeg skal være til at være meget mere hjemme, og tanken virkede rædselsfuld, at jeg fik min psykolog til at skrive et brev til min kontaktpædagog, men der har været mange dage den sidste uge, hvor jeg har ønsket, at jeg intet havde sagt, for pædagogernes reaktion har været endnu værre end deres tavshed.

Et af problemerne har været pædagogernes tavshedspligt over for pigen der gør dette mod mig, og i frygt for at sige for meget, har de valgt at sige for lidt, så hele tiden blev jeg mødt med "det kan jeg ikke sige noget om... tavshedspligt". Jeg ved intet om hvad der foregår. Vi plejede at være venner, men jeg kan ikke få at vide hvad jeg har gjort galt eller hvorfor hun ikke længere kan lide mig, for hun ønsker ikke at gå i dialig. Da jeg spurgte om de (pædagogerne) i det mindste ville opfordre hende til det, fik jeg "nej".

Efter et møde blandt pædagogerne om det, kunne jeg til gengæld godt få at vide, hvad jeg kan gøre. Jeg kan finde mig i det, for sådan noget kan man også komme ud for i 'den virkelige verden' og pædagogerne 'kan hjælpe mig til at være i det på bedst mulig måde'. Det har været så ydmygende. Jeg følte, at de havde sat sig ned i en lille rundkreds og set hinanden i øjnene og valgt at vælge mig fra, og jeg følte at det var min egen skyld, fordi jeg havde tvunget dem til at vælge imellem os. Jeg følte mig så værdiløs og græd mig gennem weekenden.

Søndag var min anden kontaktpædagog på arbejde. Hun havde ikke været en del af mødet, men da hun nu blev inddraget, begyndte der at ske noget.

Først udredte hun min misforståelse, at der rent faktisk bliver arbejdet på at løse situationen, også på pigens side.
For det andet, går hun ind og siger, at hun kan ikke gå ind og sige noget om pigens sag, men hun kan godt gå ind og sige noget om min, og hun har ikke observeret på noget tidspunkt at jeg skulle have gjort noget galt.
Og til sidst anerkender hun at pædagogerne har svigtet mig. Ikke kun i den sidste uge, men generelt gennem de sidste 5 måneder.

Det er en kæmpe lettelse, og pludselig kan jeg mærke hvor træt jeg er efter at skulle holde sammen på det hele. Situationen er på ingen måde løst, men nu er jeg ikke længere skurken.