Jeg tænker at det er meget typisk mig, jeg tænker om det overhovedet kunne ske for andre end mig, at jeg har fået en røvskade af at se for meget fjernsyn? Nej vel, det er sådan noget der bare ikke sker, men det skete altså for mig, og nu har jeg ondt, og min fysioterapeut siger, at det sagtens kan gøre ondt en måned endnu. Så ved jeg det, så jeg snupper to Pamol og en Ipren og vender så tilbage til mit liv, men af bureaukratiske årsager er det ikke godt nok for pædagogerne, for det er dem der udleverer min medicin, så de skal have meget nøje instrukser fra min læge om hvordan, hvor meget og hvor længe, så jeg blev slæbt med til lægen.
Min læge er fin nok, men jeg var ikke vild efter at skulle dertil, for jeg var bange for at han igen ville forbinde min skade med min selvskade, hvilket han gjorde sidste gang jeg var skadet. Det gjorde han dog ikke, for han var vildt forvirret over hvad vi overhovedet ville med ham. Vi prøvede at forklare på forskellige måder, men vi var ikke synderligt velformulerede, og det skyldtes nærmere held end forstand, at vi til sidst fik ham til at sige, at der ikke er nogen tidsbegrænsning på hvor længe jeg kan tage min lille pillecocktail.
Min læge mente, at det måtte kunne administreres med sund fornuft, men der er ikke noget der hedder sund fornuft i bureaukrati, det er et spørgsmål om at få alting blåstemplet fra rette sted
Ingen kommentarer:
Send en kommentar