Den første omgang a latinske lektier er jeg stadig i gang med. Da jeg for et år siden startede på hebraisk var det let, for jeg kunne jo allerede, men dette er helt nyt, og alligevel burde det ikke være det. Min lærer sagde, at der var meget han formodede at vi allerede ved på grund af græsk. De andre havde græsk for 6 måneder siden, jeg havde det for 6 år og 6 måneder siden.
Da jeg sad med i går, spredte panikken sig rundt i min krop, for det var som om jeg skulle starte fra nul, og jeg skulle helt selv finde ud af hvad det var jeg skulle lære, hvor jeg skulle lære det fra og hvordan. Jeg måtte til at genlære begreber som subjektsprædikater og præpositionsforbindelser. Jeg jokede med det over for pædagogerne, men det føltes som om jeg var ved at gå i stykker indvendig. Det var ikke fordi jeg ikke fra start var 'god', jeg kan godt lide at være god til noget, men jeg kan godt overleve ikke at være det, det var, at jeg ikke havde nogen som helst fornemmelse af hvad jeg havde gang i både med latin og med mit liv. Jeg blev ligefrem bange, jeg ved ikke for hvad, muligvis for fremtiden. Jeg blev helt svimmel ved tanken om alt det arbejde der ligger foran mig.
Til sidst fik jeg så ondt i hoften, at jeg ikke kunne sidde ved mit kombinerede spise- og skrivebord. På det tidspunk manglede jeg stadig 6 sætninger plus den sætning jeg fik oversat med "Herskerinden er en by" hvilket jeg har på fornemmelsen nok ikke er helt rigtigt. Jeg blev ikke færdig men måtte stoppe, jeg tænkte, at jeg kunne vende tilbage senere, men jeg var så træt at jeg dårlig kunne holde øjnene åbne. Pædagogerne sagde, at jeg så træt ud, men at jeg strålede. Jeg kan ikke mærke det, men det kommer nok når den værste træthed har lagt sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar