Om OL-feber

Jeg interesserer mig egentlig ikke stort for hvem der vinder, ikke må nuværende tidspunkt i hvert fald, jeg kender ikke engang reglerne i de fleste discipliner, men der er noget fascinerende ved at iagttage sportsudøverne. Jeg vil gerne lære at holde af sport, jeg vil gerne kunne værdsætte en god finte, men for at være ærlig, så synes jeg en stor del af tiden, at det er jævnt kedeligt. Jeg ligger henslængt i sofaen og lader mig hypnotisere af boldens bane eller af vandets glitren, jeg lader mig frivilligt trække ind i en illusion om den ophøjede rene atlet, som at se på græske statuer, men jeg ved at det er en løgn. Kan man måske fristes kalde mig sportsateist?

Der er historien om hammerkasteren, jeg ved ikke om den er sand, men jeg håber. Store konkurrencer kræver store resultater, så han fik sin hammer udhulet. Han lånte imidlertid denne lidt lettere hammer ud til en konkurrent, hvorfor? Fordi det ikke var vigtigt hvem der slog rekorderne, bare de blev slået. Jeg synes det er en smuk historie, så pyt med at han snød, for hvad er snyd, det er at gribe chancer, og frække sportsfolk dem kan medierne godt lide.

Medierne, hvorfor lige dem? Handler sport om at spille spillet, eller om at underholde masserne? Organiseret sport for menigmand, altså dem der ikke lige tilhørte eliten, blev genopfundet i slutningen af 1800-tallet som et forsøg på at forhindre arbejderklassen i at lave revolution, som en slags religion for pøblen, hvis fanatisme i dag kan måle sig med terrorgrupper over hele verden. Handlede terrorangrebet i München og Palæstina eller om sport? Husker vi det fordi det netop var OL det ramte og ikke, lad os sige, et teater?

Politik og sport hænger sammen, derfor er en australsk atlet blevet sendt hjem for racistiske udtalelser, men sport hører i endnu højere grad sammen med penge, derfor kostede Bendtners boxershortstrick en større bøde en racistiske udtalelser. Men hvad med sport og sex? Det er vel den nationale ånd der afgør det, mænd ser jo op til deres fodboldhelte, og fodboldheltene er vel et eller andet sted bare en del af folket. Er man til langsomt opspild og et skud tilbage til målmanden? Eller er det to ryk og en aflevering? Hvert hold har sin egen måde at spille på.

Føler jeg mig for god til at se sport? Måske lidt, men det skyldes lige så meget, at der er så meget jeg ikke forstår, så jeg kan ikke rigtigt føle mig som en del af fællesskabet, og så er det jo nemmest bare at sige, at det hele er noget lort.

Måske burde jeg som sportsateist beklage mig mig over de høje lønninger nogle idrætsfolk får? Der er jo ligefrem gået inflation i det inden for visse sportsgrene. Men egentlig ikke. Mennesker kan lide at forgylde deres helte. Det er politisk ukorrekt at hylde krigshelte, for krig er jo noget dårligt noget, desuden gør de sig ikke lige godt på TV, så sportsfolk kan vel være lige så gode helte som skuespillere og sangere. De kan jo også være sundere helte, måske især kvinderne fordi de står i så stærk kontrast til modebladenes stankelben. Lod os endelig hylde den sunde livsstil, eller er det politisk ukorrekt fordi Hitler også gjorde det? Men hvis sportsstjerner skal hyldes, så skal de også levere. Det kan godt tænkes at det er god taktik at spille sikkert i en fodboldkamp om bronzemedaljen, men det er saft suse mig kedeligt at se på, så levér.

OL er startet, og jeg ser det som min mission at lære at værdsætte sport.

Om når alting flyder

Jeg er ikke super pernitten med at holde min lejlighed skindende ren, men jeg kan nu alligevel godt lide at her ser ordentligt ud, det gør det desværre bare ikke lige nu. Da jeg kom hjem fra Paris, gik jeg rundt i en døs. Mit aktivitetsniveau lå på et absolut minimum, så at jeg kunne styrke mig og blive den gode gamle mig på et tidspunkt. Oprydning og rengøring blev ikke et af de emner jeg prioriterede, og det fortyder jeg nu, for så kom varmen, og jeg satte mig i en stol i skyggen og skabte mig, som var jeg ved at dø. Så i den uge blev der heller ikke gjort noget. Det har ikke gjort mig så meget, jeg har jo alligevel siddet ude det meste af tiden, og har ikke været nødt til at se på det. Men jeg sidder og ser på det nu, og jeg sidder og bliver irriteret på mig selv.

Okay, helt galt står det ikke til, her er rodet, men her er ikke decideret ulækkert. Hvor går grænsen mellem hvad der er rod, og hvad der er ulækkert? Den svinger grangiveligt fra person til person, men her ligger ikke madrester og heller ikke indpakningspapir. Der ligger støvkorn som man godt kan se på de sorte overflader, men det er endnu ikke blevet til noget jeg vil kategorisere som et lag af støv. Der ligger en bunke vasketøj i mit soveværelse, men det er rent, det snavsede er pænt lagt ned i kurven. Min håndvask på badeværelset trænger til en omgang, men toilettet er rent. Egentlig kunne min brusekabine nok også trænge til noget af de stærkere rengøringsmidler, men det skal jeg først lige ud og have købt. Sådan noget Cilit Bang skræmmer mig egentlig lidt. Jeg har måske set lidt for mange tegnefilm, hvor hænder kommer i kontakt med et rengøringsmiddel, som så ætser alt kødet af hænderne, helt ind til knoglen. Jeg vil gerne være tynd, men ikke lige på den måde.

Men det er ikke kun på mit skrivebord, at der er rod. Det roder også inde i mit hoved. Jeg er i gang med at tage et online forfatterkursus, og hver uge skal jeg aflevere nogle opgaver. De skal afleveres tirsdag, og jeg har kun fået skrevet en side ud af fem, og jeg er helt blank med hvad jeg skal skrive. Min lærer har flere gange sagt, at jeg ikke just er i kontakt med min følsomme side, rent ud sagt er jeg sydende sarkastisk, nærmest menneskefjendsk. Jeg tager ikke altid kritik lige pænt, jeg kan godt gå hen og blive lidt sur, ikke på hende, og egentlig ikke på noget bestemt i det hele taget, men nok til at jeg bliver stædig. Vil hun have følsom, så skal hun få følsom, om jeg så skal sidde og svede til kl 12 om natten.

Ung mand rejser til Italien, hvor han forelsker sig i en lokal pige, men straks melder min sarkastiske djævel sig, for det kribler i mine fingre efter at fortælle at hun er grim, eller har dårlige manerer. Jeg kan selvfølgelig bare holde mig til det jeg er god til, og som jeg har fået ros for, men hvad ville hele pointen med kurset så være? Nej, jeg må bide i det sure æble og tage udfordringen op, så jeg sidder og glor på en næsten hvid skærm og må vride hvert ud af min knastørre hjerne. Det er fantasien der mangler. Det jeg normalt gør når jeg laver en historie er, at jeg klippe klistrer mellem alle de mange bøger jeg i tidens løb har læst. Jeg tager en person, en skrivestil, et temperament, og så skaber jeg en helhed, men jeg har ikke læst nok romancer til at kunne være følsom. Teknisk set bør man også kunne være følsom uden at der er romantik i luften, men så bliver det bare endnu sværere.

Mine følelser er også noget rod. Jeg har en lille veninde, som har både selvtillid og selvværd i bund. Jeg har selv haft det sådan det meste af mit liv, så jeg ved hvor meget det betyder, at lyttet til og trøstet, og jeg vil gerne trøste, men jeg er ikke en af pædagogerne, jeg er en veninde, så jeg vil også gerne gøre noget andet, også for at beskytte mig selv, men Becks har brug for at blive trøstet, så jeg trøster. Det er som om, at der har været alt for meget godhed i mig på det sidste, så det er en voksende trang i mig om at være slem, men jeg er generelt en god pige, så min fantasi når det gælder slemme ting rækker ikke langt, så man skal ikke gå og være bekymrede for mig.

Om en undskyldning af betydning

I går var der en pædagog der skulle aflevere en besked til mig om, at noget jeg gerne ville have dem til at hjælpe mig med, ikke kunne lade sig gøre af hensyn til de andre beboere. Det var en kedelig besked, men noget jeg hurtigt ville være kommet mig over, havde det ikke været fordi hun gav mig den i trappeopgangen. Det lyder måske som en lidt ligegyldig detalje, men det er faktisk rigtig ubehageligt. En ting er, at der hvert øjeblik kunne være kommet en forbi, og jeg har ikke nødvendigvis lyst til at hvem som helst skal høre om mine problematikker, men det der var værst var, at det kom til at lyde så koldt og upersonligt.

Jeg kender denne pædagog rigtig godt, og jeg ved at hun er dygtig og et meget varmt menneske, så denne kulde forvirrede mig, og gjorde mig endnu mere ked af det. Var mit ønske virkelig så forfærdeligt egoistisk, at jeg nærmest skulle have skæld ud? Eller havde jeg gjort et eller andet galt? Jeg vendte om på hælen og løb op på mit værelse, og jeg ville ikke have at hun fulgte efter mig.

Jeg lå på sengen og græd, og jeg overvejede kraftigt at skære mig, men så skrev en kammerat, og uden at vide det, lykkedes det ham at aflede mine tanker. Lidt senere kom pædagogen op og snakkede med mig, og det kunne jeg godt, for jeg var faldet lidt mere til ro. Jeg fortalte hende som sandt var, at det mere var måden end selve beskeden der gjorde mig ked af det. Hun undskyldte mange gange, hun havde et eller andet sted godt vidst det var helt forkert i det øjeblik hun åbnede munden, men det der var vigtigt var at hun sagde, at hun ikke kunne lære noget af det, for det var en fejl, en stor fejl, men at det var en fuldstændigt indlysende fejl. Det lyder ikke som noget særlig godt at sige men det var det. For nogle måneder siden var der nemlig en mandlig pædagog der gjorde den samme fejl, ikke over for mig men over for nogle andre, men det var mig der skældte ham ud. Den gang sagde han nemlig at han ville tage det under overvejelse, og han nu var blevet det klogere, men jeg ville ikke have at han blev klogere, jeg ville have at han fandt det indlysende, at vi også skal have lov til at have vores værdighed.

Nu da jeg har fået gårsdagens undskyldning, kan jeg godt se, at det bare er hans ordvalg jeg er sur over, for han mener sikkert det samme som hende, han formulerede sig bare lidt klodset, men jeg var faktisk rigtig vred på ham i rigtig lang tid, så nu har jeg helt ondt af ham, for jeg behandlede ham ikke altid lige pænt.

Om tusinde undskyldninger

Jeg har lige været henne og løbe, selvom det slet ikke er min løbedag i dag, men i går gik det rædselsfuldt, og jeg kunne kun løbe 3 af 9 km. Jeg havde selvfølgelig tusindvis af undskyldninger.
- Jeg har lige haft ferie og er ude af træning.
- Det var for varm.
- Varmen får mig til at binde væske, så jeg har taget to kg på
- For at undgå den værste varme, må jeg træne forfærdeligt tidligt, så jeg når ikke at hydrere ordentligt.
- Jeg var træt.
- Jeg løb for hurtigt.
Og sådan kunne jeg sikkert blive ved, men selvom ingen af disse undskyldninger er forkerte, så er det måske vigtigt at tage med, at hende der plejer at holde øje med mit løb har ferie, og så slækker jeg måske tøjlerne en lille smule, for hvad betyder det om jeg løber godt, når der ikke er nogen til at være stolt af mig. Jeg har ikke den selvkontrol der skal til. Jeg kan ikke få min hjerne ind i det rigtige mind set. Hele tiden koncentrerer jeg mig om hvor udmattede mine ben er og hvor besværet jeg trækker vejret, og jeg en blanding af keder mig, og har ondt af mig selv.

Det underlige er, at jeg ikke kan huske hvad der foregik inde i hovedet på mig når jeg løb før ferien. Måske skete der ikke rigtigt noget, men jeg har glemt hvordan jeg så slog hjernen fra. Centrene i min hjerne hvisker til hinanden og lokker mig med tanken om en blød stol og en kold pepsi. Hippocampus vrider og snor sig som søheste, og de stønner ind i mine øre, de fortæller mig hvor rart det er bare at stoppe, for jeg har jo gjort det så mange gange før, husk, husk, husk. Frontallapperne blafre og siger, se ikke på os, vi gir ikke ved dørene, hvad end det så skal betyde.

Jeg løb lige en lille smule længere, og så gav jeg op. Jeg klarede mig bedre end dårligt, men ikke godt nok til at være godt. Et bar løbebånd til venstre for mig løb der en pige som jeg har set mange gange før. Hun er så smuk når hun løber, som en gazelle på savannen, og hun løber hurtigt, lige så hurtigt som mange af mændene. Øjnene er fokuserede, ikke som mange af os andre der stirrer dødt ud i luften med hvide fiskeøjne. Til venstre for hende løb en mand der er der tit. Han har en vom der hopper op og ned når han løber, og jeg tænker, at det må gøre ondt, men jeg synes også at han er super sig, for selvom han er stor, så løber han både hurtigere og længere end mig.

Jeg forlod ikke træningscentret i skam, men jeg kunne heller ikke få mig selv til at løfte hovedet højt. Jeg må tage mig sammen så jeg om 1½ uge kan vise min løbetræner, at jeg ikke bare er doven og giver op.

Om min lille mentee

Jeg har en lille veninde her på mit bosted, der, fordi hun er noget yngre og har levet en lidt mere beskyttet tilværelse, ikke er kommet helt så langt i sin udvikling som jeg er. Hun er en lille genert pige der altid holder sig lidt i baggrunden, der er noget sødt og uskyldsrent over hende, som jeg holder rigtig meget af, men der er også noget sårbart over hende, som om hun er en lille forskræmt fugl, som verden alt for let kan komme til at klemme. Jeg har derfor udnævnt mig selv som mentor/storesøster for hende. Jeg har egentlig en lillesøster, men pga mit handicap var hun forud for mig i sin udvikling, så jeg kunne aldrig rigtig være der for hende da vi var børn, og nu er hun på vej til at blive en succesfuld forretningskvinde, som jeg er stolt af, men som jeg ikke har den store indflydelse på. Med Beks har jeg fået en chance til.

I går havde jeg lige lidt ekstra overskud. Min undskyldning var, at vi skulle fodre ænder, men der var nogle ting jeg gerne ville tale med hende om, for jeg kender hende bedre end hun tror, for hun er mig, som jeg var dengang jeg var yngre. Jeg kender mange af de tanker hun slås med, og jeg kender hendes kampe. Det er ikke fordi jeg skal overtage pædagogernes plads, men jeg ved jo fra mig selv hvor ensomt det er kun at tale med pædagogerne ligegyldigt hvor søde de end måtte være. Så jeg tog hende altså med i parken for at få en tøsesnak.

Jeg fortalte hende om hvor magtfulde ordene er, om hvordan de kan sidde fast i hjertet på en, og hvis man ikke kan få dem ud så forvandles de til angst. Selv de gode ting men egentlig gerne vil tale om, når de sidder fast i hjertet gør det næsten ende mere ondt. Vi snakkede om hvor svært det nogle gange er at få fortalt pædagogerne alle de ting man gerne vil, og selvom man snakker og snakker, så får man aldrig helt det hele med. Så jeg har foræret hende en super hemmelig dagbog, og fortalt hvordan man bruger sådan en, og jeg har sagt at hvis det er lettere for hende at skrive til mig, end og komme hen og snakke med mig (jeg kan godt til tider være lidt dominerende) så skal hun endelig være velkommen, for jeg har en skattekiste fuld af postkort som folk har skrevet til mig

Men det jeg virkelig ville snakke med hende om var religion, vi er nemlig begge to katolikker. Jeg talte om ønsket om at være en god pige, og om hvordan dumme tanker som præsten advarer imod melder sig, og så føler man at man slet ikke dur til noget. Så går man til skrifte og bekender sine synder, og man kommer ud og alt er godt, men så melder de dumme tanker sig igen og man føler at det hele er spild og tid og en hån mod Gud, for man er jo ikke blevet et spor bedre menneske. Men sådan forholder det sig slet ikke. Gud elsker os som sine børn, og han ved at vi ikke er gode mennesker hele tiden, derfor sendte han sin søn og lod ham pine og korsfæste for vores synders skyld. Hver gang man går til skrifte bliver man en lille smule bedre et menneske. Det er ikke noget man selv lægger mærke til lige med det første, for man er selv så fokuseret på alt det der går galt, man Gud ser det, og han kan lide hvad han ser.

På vejen hjem snakkede vi om depressioner, selvskade og selvmordstanker. Det gjorde ondt helt inden i, at hun også har (haft) sådan tanker. Jeg fortalte hende lidt om min historie. Måske talte jeg lidt rigeligt meget om mig selv, og lyttede ikke nok til hende. Det var ikke så meget fordi jeg ville have opmærksomhed, men jeg håbede at min historie kan inspirere hende til ikke at ende som mig. Alligevel er jeg bange, for hvad nu hvis hun ender med at se så meget op til mig, at hun begynder at efterligne mig. Hvad nu hvis jeg kommer til at ødelægge hendes barnlige uskyld. Jeg ved ikke om jeg kunne leve med mig selv hvis jeg gjorde, men jeg føler at jeg er nødt til at tage chancen, for jeg tror på, at jeg kan gøre noget godt her.

Om en tur til vandet

Jeg er en pige der hører til i byen. Jeg vil gerne føle menneskers liv omkring mig, og jeg vil gerne være tæt på indkøbsmuligheder. Jeg ville føle mig som en fange ude på landet, hvor jeg pga min epilepsi ville være afhængig af folk til at køre mig rundt. Jeg ville føle mig kvalt i et landsbysamfund, hvor man kommer hinanden ved. Men når det så er sagt, så kan de selv samme følelser også melde sig når jeg dag efter dag, måned efter måned har gået langs trafikerede veje og indåndet bilernes os. Nogle gange drømmer jeg om at komme væk, væk fra byen, væk fra menneskemængden, væk fra støjen, væk fra det hele.

I går inviterede en kammerat mig med en tur til havet, og jeg sprang straks til. Han kom i bil og hentede mig (også her i byen er jeg afhængig af andre) og så kørte vi op til Bulbjerg der ligger et godt stykke nord på ude ved vestkysten.

Min kammerat og jeg havde faktisk aldrig mødt hinanden før i det virkelige liv. Det var meningen, at vi skulle have været på en date på et tidspunkt, men det kunne bare ikke rigtigt blive os to, men han er flink og intelligent, og vi snakker rigtig godt sammen, så der er intet i vejen for, at vi kan være venner.

Vinden blæste kraftigt da vi kom til bulbjerg. Bølgerne stod op af benene på os og gjorde vores tøj vådt, da vi gik i vandkanten, men hvad gjorde det, vi var ved stranden, og så hører den slags ting sig til. Stranden var stenet, så der var kun en km eller så, hvor det var til at gå, men hvad gjorde det, så gik vi bare frem og tilbage på det samme stykke, og den tur tilbagelagde vi så bare en halv snes gange.

Der er nu noget magisk over Vesterhavet. For selvom hav og stenstrand, på samme måde som byen, godt kan gå hen og blive gråt i gråt, så er det alligevel noget helt andet, og man føler at man står over for en hel farvepalet og ens øjne og hjerne fryder sig over den sansemæssige stimulering. Og når så vinden tager til, og griber fat i hår og skørter, så får jeg lyst til at brede armene ud og flyve og blandt de hvide Måger og skrige af mine lungers fulde kræft, ikke af angst og frustration, men af fryd over at den slags steder og dage findes.

Vi var taget tidligt af sted fordi min døgnrytme er skæv og jeg har al min energi tidligt om morgenen. Vi kunne dog ikke tage alt for tidligt af sted, da jeg lige skulle have afsluttet mit løbeprogram og så i bad. Men vi var tidligt nok af sted til, at der ikke rigtigt var andre mennesker end os da vi kom. Da vi kom tilbage til bilen efter vores slendretur, var parkeringspladsen dog helt fuld. Det havde vi ikke rigtigt mærket noget til nede på stranden, jeg ved ikke om folk var pivede og ikke kunne lide stenstrand eller hvad, måske var der et andet sted man kunne gå ned, eller måske foretrak folk at gå inde i landet, hvor der ikke var så meget blæst, who knows, i hvert fald generede de ikke os.

Vi spiste frokost hjemme hos ham (nybagt brød), hvilket igen var noget af en køretur. Til sidst kørte han mig hjem til mig selv, endnu et godt stykke, og jeg glemte ligesom at sige, at jeg jo egentlig sagtens kunne tage en bus, men det er bare så forfærdeligt at sidde i en bus, når det er så varmt.

Om kage til morgenmad

Siden Paris, har jeg sådan lidt mistet appetitten (ikke at jeg har tabt mig af den grund), jeg har gået og sukket og været lidt teenageagtig. Ingen af mine faste kontaktpædagoger var på arbejde, så der var ingen der direkte holdt øje med hvad jeg spiste, men jeg gik selv til bekendelse, for jeg ville gerne have dem til at få mig til at spise noget mere, og noget mere solidt, for jeg vil jo gerne have kræfter til mit løb. Så spiste jeg lidt mere og fik meget ros, men jeg vidste aller inderst inde, at det stadig ikke var nok, og så blev jeg endnu mere nedtrykt.

Jeg har dog en forhåbning om at det er ved at vende, for i går, da det var søndag, fik jeg til morgenmad et stykke 'kage' hovedsageligt bestående af tørret frugt. Det lyder måske ikke af det helt vilde, men når man en stor del af sit liv enten har sultet sig eller overspist, så er det en kraftpræstation uden lige, at sidde og hygge sig ved morgenbordet med ét stykke kage, ikke kun en krumme, og heller ikke den halve kage, men bare et helt stykke almindelig kage. Det er noget stort, at jeg tillader mig at spise noget usundt mens der er nogen der ser på, for normalt skjuler jeg mig i min lejlighed som et såret dyr, hvor jeg skræmt propper det usunde i mig, men jeg sad bare der og diskuterede filosofi, og jeg tænkte mere på at formulere mine argumenter end på hvor mange kalorier jeg indtog og hvor langt jeg skulle løbe for at forbrænde dem.

Jeg ville ønske at jeg ligeledes kunne skrive noget godt om i morges, men jeg blev grebet af en voldsom oksesult, og i stedet for at spise en portion yoghurt, spiste jeg tre. Derefter var jeg ude og løbe 6.5 km med fuld mave, hvilket ikke var særlig behageligt, og da jeg kom hjem var ubehaget så stort, at jeg måtte stikke tre fingre i halsen for at lette trykket.

Om knæleskamler

Da jeg var i Paris, lagde jeg mærke til, at forbløffende mange kirker havde fjernet de knæleskamler der normalt er foran bænkene i katolske kirker. I den katolske kirke bruger man meget det at knæle under messen (gudstjenesten) og i den personlige. Man bruger det som et tegn på ærbødighed og ydmyghed over for Gud, men tit bliver ydmyghed forvekslet med underdanighed, og det får mange mennesker til at stejle og ikke ville være med længere. Jeg ved ikke hvorfor knæleskamlerne var blevet fjernet, og om det er noget typisk fransk eller bare et tilfælde. Det kan sådan set også bare være af praktiske grunde.

På turen var jeg sådan en der stillede spørgsmål, mange spørgsmål mærkelige spørgsmål. Nogle gange var det lederne der stod for skud, andre gange min far.

Hvorfor er der en metrostation med det hebrask (klingende?) navn Bir-Hakeim?

Det var en oase i Libyen hvar de Frie Franske Styrker i et slag under WW2 undlod at kvaje sig!

Men spørgsmålet om skamlerne var der ingen der kunne give et fyldestgørende svar på, de kunne kun gætte. Jeg ved ikke i hvor høj grad det egentlig interesserer mig at finde svaret, men jeg kan ikke lide, at jeg ikke kan finde svaret, så det er nærmest blevet en besættelse for mig, om jeg nu ikke kender en eller anden der kender en eller anden, der kunne tænke sig at vide det, jeg overvejer sågar at kontakte mine gamle fransklærere fra folkeskolen, selvom det er 11 år siden at jeg gik ud.

Et af gættene lyder som sagt på, at man er ikke vil føle sig underdanig. Underdanig er heller ikke noget pænt ord, det betyder at gå rundt og gøre sig så lille som mulig, for du er så stor og jeg er så lille, men man siger det måske på en lidt hyklerisk måde, for man gør det ved at tænke på sig selv hele tiden. JEG er lille, JEG bøjer mig i støvet, JEG er intet værd, men se MIG, for jeg 'tilbeder' dig mere end alle de andre. Ægte ydmyghed, i religiøs forstand, betyder at være så fortrolig med sig selv, at man kan glemme sig selv og lade sig fylde af Gud, uden samtidig at tabe sig selv.

Derfor synes jeg at knæleskamler er en god ting, men som sagt, ved jeg ikke, om det overhovedet er derfor.

Om at være en egoist

Jeg er en egoist, og sådan er det bare. Måske især som katolik, ville jeg ønske, at jeg kunne gøre gode gerninger for gerningens skyld, men lige gyldigt hvor hårdt jeg prøver, så ønsker jeg altid, at den jeg gør noget godt for, vil kunne lide mig på grund af min gerning. Jeg forventer ikke, at de giver mig noget igen, men jeg forventer at de bliver glade, og deres glæde giver mig en lykkerus. Samtidig forventer jeg, at deres glæde giver mig plus point i skt Peters sorte bog. Der står i Mattæus evangeliet kapitel 6 vers 19-21

Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.

Jeg forstår meget vel det med ikke at samle skatte på jorden, og jeg forsøger da, om ikke altid lige helhjertet, at overholde det, men hvad med skattende i Himlen? Kan de ikke også være super egoistiske? Jeg kan ikke lade være med at se på mine medmennesker og prøve at konkurrere i hvem der gør flest gode gerninger. Det er ikke en væddemål jeg taler højt om, og der er heller ikke nødvendigvis et jeg vinder. Jeg siger til mig selv, at det er godt, for det holder mig på tæerne, men det er selvbedrag, og det er ren og skær egoisme, for jeg ser jo gerne, at jeg er et bedre menneske end alle mulige andre.

Hvis man samler sig skatte på jorden, kan man blive omvendt og bruge dem til at gøre meget godt. Men hvad hvis man har forsøgt at samle sig skatte i Himlen bare for at have dem? Får man dem så ikke fordi intentionerne var forkerte? Eller kan man gøre noget godt og dele ud af dem til dem der af forskellige årsager ikke har kunnet gøre sø meget godt?

Skatte i Himlen drejer sig ikke kun om gode gerninger, det handler også om bøn, men selv min bøn er egoistisk. Jeg beder for en venindes helbred, for hvis hun fik det bedre, så ville hun have mere overskud til mig. Jeg beder også helhjertet for hende, fordi hun er min sjælesøster, og derfor en forlængelse af mig selv, så at bede for hende og for mig selv, er en og samme ting. Jeg beder for mig selv, om at jeg kan blive et bedre menneske, så flere mennesker kan lide mig. Og jeg beder for alle mulige gode ting, så at jeg er sikker på, at Gud ved, at lige netop JEG er et godt menneske. Men egoismen gør min bøn halvhjertet, og når bønnen er halvhjertet, så tørrer den ud. Det er frygteligt at føle, hvordan evnen til at bede langsomt løber ud mellem fingrende på mig, for bøn belønner hjernen med en masse dejlig dopamin, og jeg kan godt lide belønninger.

Jeg ville gerne være et godt menneske for Guds skyld, men jeg er det mest for min egen, det er min egen og ikke verdens frelse jeg tænker mest på.

Jeg snakkede lidt med en pædagog om det i går, og psykologien siger jo, at sådan er det bare, at egoisme er en god ting. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg tænker om den sag. På den ene side beroliger det mig, for det betyder, at jeg ikke er et dårligere menneske end alle mulige andre, men samtidig tror jeg på helgener, og jeg tror på, at visse mennesker faktisk er i stand til at sætte sig ud over deres egen egoisme. Jeg tror på, at mennesket kan være i stand til at gøre ægte gode gerninger, også selvom jeg ikke selv er i stand til det.

Dette er et af de længere indlæg, og det er det nok fordi, jeg på en eller anden måde ønsker at retfærdiggøre mig selv. Jeg ønsker at give det indtryk, at jeg bare er ydmyg, at det virkelig ikke står så galt til, men jeg skammer mig egentlig ikke over min egoisme, ligesom jeg ikke skammer mig over min depression, selvskade og autisme. Det er alt sammen ting som Gud har givet mig, og det er min opgave, at skabe et liv omkring lige netop de ting på en måde som er god, eller i det mindste så god som muligt. Egoisme er noget som kan arbejdes med, så jeg ved hvornår jeg skal holde på min ret og hvornår jeg skal give fra mig. Nogle gange gør man det rigtige, andre gange ikke, men så er det godt, at man har skriftemålet, så man kan få visket tavlen ren.

Svært at tale om

Af en eller anden grund, er det meget svært at tale om min tur til Paris når nogen spørger. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og snakke om alle seværdighederne, for jeg så dem som gennem en døs. Jeg brugte alle mine kræfter på at være sammen med de andre unge mennesker, på at få venner og på at blive ulykkeligt forelsket. Og hvordan taler man om sådan en tur? Det er jo ikke det folk vil høre om. Jeg så ét glimt af Eiffel tårnet fra en overjordisk metrolinie (en der kørte over jorden, ikke en guddommelig) og jeg husker hverken Notre Dame eller Sacre Coeur. Jeg husker til gengæld den lammende frygt jeg følte de første dage, fordi jeg var rædselsslagen for ikke at passe ind, og jeg husker min mistro når nogen gav udtryk for at kunne lide mig, men jeg husker også den kildren i maven når han var i nærheden, og selvom jeg godt vidste, at jeg ikke kunne få ham, så ventede jeg til jeg kom hjem med helt at tro på det.

Det er bare så svært at tale om den tur, ikke fordi det var en dårlig tur, men netop fordi den var virkelig god, og jeg frygter, at jeg med mine tilfældigt udvalgte ord, ville komme til at ødelægge magien. Der hviler en eller anden form for lykkerus over mine erindringer, og jeg vil ikke have den til at forsvinde.

Samtidig befinder jeg mig i en postsocial døs. Jeg har brugt så mange kræfter på at være sammen med andre mennesker, at jeg nu ikke kan mere. Jeg taler ikke med de andre beboere, jeg taler næsten ikke med mine venner, og jeg taler kun med et lille udvalg af pædagoger, dem klynger jeg mig til gengæld til, som gjaldt det mit liv.