Jeg har lige været henne og løbe, selvom det slet ikke er min løbedag i dag, men i går gik det rædselsfuldt, og jeg kunne kun løbe 3 af 9 km. Jeg havde selvfølgelig tusindvis af undskyldninger.
- Jeg har lige haft ferie og er ude af træning.
- Det var for varm.
- Varmen får mig til at binde væske, så jeg har taget to kg på
- For at undgå den værste varme, må jeg træne forfærdeligt tidligt, så jeg når ikke at hydrere ordentligt.
- Jeg var træt.
- Jeg løb for hurtigt.
Og sådan kunne jeg sikkert blive ved, men selvom ingen af disse undskyldninger er forkerte, så er det måske vigtigt at tage med, at hende der plejer at holde øje med mit løb har ferie, og så slækker jeg måske tøjlerne en lille smule, for hvad betyder det om jeg løber godt, når der ikke er nogen til at være stolt af mig. Jeg har ikke den selvkontrol der skal til. Jeg kan ikke få min hjerne ind i det rigtige mind set. Hele tiden koncentrerer jeg mig om hvor udmattede mine ben er og hvor besværet jeg trækker vejret, og jeg en blanding af keder mig, og har ondt af mig selv.
Det underlige er, at jeg ikke kan huske hvad der foregik inde i hovedet på mig når jeg løb før ferien. Måske skete der ikke rigtigt noget, men jeg har glemt hvordan jeg så slog hjernen fra. Centrene i min hjerne hvisker til hinanden og lokker mig med tanken om en blød stol og en kold pepsi. Hippocampus vrider og snor sig som søheste, og de stønner ind i mine øre, de fortæller mig hvor rart det er bare at stoppe, for jeg har jo gjort det så mange gange før, husk, husk, husk. Frontallapperne blafre og siger, se ikke på os, vi gir ikke ved dørene, hvad end det så skal betyde.
Jeg løb lige en lille smule længere, og så gav jeg op. Jeg klarede mig bedre end dårligt, men ikke godt nok til at være godt. Et bar løbebånd til venstre for mig løb der en pige som jeg har set mange gange før. Hun er så smuk når hun løber, som en gazelle på savannen, og hun løber hurtigt, lige så hurtigt som mange af mændene. Øjnene er fokuserede, ikke som mange af os andre der stirrer dødt ud i luften med hvide fiskeøjne. Til venstre for hende løb en mand der er der tit. Han har en vom der hopper op og ned når han løber, og jeg tænker, at det må gøre ondt, men jeg synes også at han er super sig, for selvom han er stor, så løber han både hurtigere og længere end mig.
Jeg forlod ikke træningscentret i skam, men jeg kunne heller ikke få mig selv til at løfte hovedet højt. Jeg må tage mig sammen så jeg om 1½ uge kan vise min løbetræner, at jeg ikke bare er doven og giver op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar