Om min lille mentee

Jeg har en lille veninde her på mit bosted, der, fordi hun er noget yngre og har levet en lidt mere beskyttet tilværelse, ikke er kommet helt så langt i sin udvikling som jeg er. Hun er en lille genert pige der altid holder sig lidt i baggrunden, der er noget sødt og uskyldsrent over hende, som jeg holder rigtig meget af, men der er også noget sårbart over hende, som om hun er en lille forskræmt fugl, som verden alt for let kan komme til at klemme. Jeg har derfor udnævnt mig selv som mentor/storesøster for hende. Jeg har egentlig en lillesøster, men pga mit handicap var hun forud for mig i sin udvikling, så jeg kunne aldrig rigtig være der for hende da vi var børn, og nu er hun på vej til at blive en succesfuld forretningskvinde, som jeg er stolt af, men som jeg ikke har den store indflydelse på. Med Beks har jeg fået en chance til.

I går havde jeg lige lidt ekstra overskud. Min undskyldning var, at vi skulle fodre ænder, men der var nogle ting jeg gerne ville tale med hende om, for jeg kender hende bedre end hun tror, for hun er mig, som jeg var dengang jeg var yngre. Jeg kender mange af de tanker hun slås med, og jeg kender hendes kampe. Det er ikke fordi jeg skal overtage pædagogernes plads, men jeg ved jo fra mig selv hvor ensomt det er kun at tale med pædagogerne ligegyldigt hvor søde de end måtte være. Så jeg tog hende altså med i parken for at få en tøsesnak.

Jeg fortalte hende om hvor magtfulde ordene er, om hvordan de kan sidde fast i hjertet på en, og hvis man ikke kan få dem ud så forvandles de til angst. Selv de gode ting men egentlig gerne vil tale om, når de sidder fast i hjertet gør det næsten ende mere ondt. Vi snakkede om hvor svært det nogle gange er at få fortalt pædagogerne alle de ting man gerne vil, og selvom man snakker og snakker, så får man aldrig helt det hele med. Så jeg har foræret hende en super hemmelig dagbog, og fortalt hvordan man bruger sådan en, og jeg har sagt at hvis det er lettere for hende at skrive til mig, end og komme hen og snakke med mig (jeg kan godt til tider være lidt dominerende) så skal hun endelig være velkommen, for jeg har en skattekiste fuld af postkort som folk har skrevet til mig

Men det jeg virkelig ville snakke med hende om var religion, vi er nemlig begge to katolikker. Jeg talte om ønsket om at være en god pige, og om hvordan dumme tanker som præsten advarer imod melder sig, og så føler man at man slet ikke dur til noget. Så går man til skrifte og bekender sine synder, og man kommer ud og alt er godt, men så melder de dumme tanker sig igen og man føler at det hele er spild og tid og en hån mod Gud, for man er jo ikke blevet et spor bedre menneske. Men sådan forholder det sig slet ikke. Gud elsker os som sine børn, og han ved at vi ikke er gode mennesker hele tiden, derfor sendte han sin søn og lod ham pine og korsfæste for vores synders skyld. Hver gang man går til skrifte bliver man en lille smule bedre et menneske. Det er ikke noget man selv lægger mærke til lige med det første, for man er selv så fokuseret på alt det der går galt, man Gud ser det, og han kan lide hvad han ser.

På vejen hjem snakkede vi om depressioner, selvskade og selvmordstanker. Det gjorde ondt helt inden i, at hun også har (haft) sådan tanker. Jeg fortalte hende lidt om min historie. Måske talte jeg lidt rigeligt meget om mig selv, og lyttede ikke nok til hende. Det var ikke så meget fordi jeg ville have opmærksomhed, men jeg håbede at min historie kan inspirere hende til ikke at ende som mig. Alligevel er jeg bange, for hvad nu hvis hun ender med at se så meget op til mig, at hun begynder at efterligne mig. Hvad nu hvis jeg kommer til at ødelægge hendes barnlige uskyld. Jeg ved ikke om jeg kunne leve med mig selv hvis jeg gjorde, men jeg føler at jeg er nødt til at tage chancen, for jeg tror på, at jeg kan gøre noget godt her.