Siden Paris, har jeg sådan lidt mistet appetitten (ikke at jeg har tabt mig af den grund), jeg har gået og sukket og været lidt teenageagtig. Ingen af mine faste kontaktpædagoger var på arbejde, så der var ingen der direkte holdt øje med hvad jeg spiste, men jeg gik selv til bekendelse, for jeg ville gerne have dem til at få mig til at spise noget mere, og noget mere solidt, for jeg vil jo gerne have kræfter til mit løb. Så spiste jeg lidt mere og fik meget ros, men jeg vidste aller inderst inde, at det stadig ikke var nok, og så blev jeg endnu mere nedtrykt.
Jeg har dog en forhåbning om at det er ved at vende, for i går, da det var søndag, fik jeg til morgenmad et stykke 'kage' hovedsageligt bestående af tørret frugt. Det lyder måske ikke af det helt vilde, men når man en stor del af sit liv enten har sultet sig eller overspist, så er det en kraftpræstation uden lige, at sidde og hygge sig ved morgenbordet med ét stykke kage, ikke kun en krumme, og heller ikke den halve kage, men bare et helt stykke almindelig kage. Det er noget stort, at jeg tillader mig at spise noget usundt mens der er nogen der ser på, for normalt skjuler jeg mig i min lejlighed som et såret dyr, hvor jeg skræmt propper det usunde i mig, men jeg sad bare der og diskuterede filosofi, og jeg tænkte mere på at formulere mine argumenter end på hvor mange kalorier jeg indtog og hvor langt jeg skulle løbe for at forbrænde dem.
Jeg ville ønske at jeg ligeledes kunne skrive noget godt om i morges, men jeg blev grebet af en voldsom oksesult, og i stedet for at spise en portion yoghurt, spiste jeg tre. Derefter var jeg ude og løbe 6.5 km med fuld mave, hvilket ikke var særlig behageligt, og da jeg kom hjem var ubehaget så stort, at jeg måtte stikke tre fingre i halsen for at lette trykket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar