Af en eller anden grund, er det meget svært at tale om min tur til Paris når nogen spørger. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og snakke om alle seværdighederne, for jeg så dem som gennem en døs. Jeg brugte alle mine kræfter på at være sammen med de andre unge mennesker, på at få venner og på at blive ulykkeligt forelsket. Og hvordan taler man om sådan en tur? Det er jo ikke det folk vil høre om. Jeg så ét glimt af Eiffel tårnet fra en overjordisk metrolinie (en der kørte over jorden, ikke en guddommelig) og jeg husker hverken Notre Dame eller Sacre Coeur. Jeg husker til gengæld den lammende frygt jeg følte de første dage, fordi jeg var rædselsslagen for ikke at passe ind, og jeg husker min mistro når nogen gav udtryk for at kunne lide mig, men jeg husker også den kildren i maven når han var i nærheden, og selvom jeg godt vidste, at jeg ikke kunne få ham, så ventede jeg til jeg kom hjem med helt at tro på det.
Det er bare så svært at tale om den tur, ikke fordi det var en dårlig tur, men netop fordi den var virkelig god, og jeg frygter, at jeg med mine tilfældigt udvalgte ord, ville komme til at ødelægge magien. Der hviler en eller anden form for lykkerus over mine erindringer, og jeg vil ikke have den til at forsvinde.
Samtidig befinder jeg mig i en postsocial døs. Jeg har brugt så mange kræfter på at være sammen med andre mennesker, at jeg nu ikke kan mere. Jeg taler ikke med de andre beboere, jeg taler næsten ikke med mine venner, og jeg taler kun med et lille udvalg af pædagoger, dem klynger jeg mig til gengæld til, som gjaldt det mit liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar