Om en undskyldning af betydning

I går var der en pædagog der skulle aflevere en besked til mig om, at noget jeg gerne ville have dem til at hjælpe mig med, ikke kunne lade sig gøre af hensyn til de andre beboere. Det var en kedelig besked, men noget jeg hurtigt ville være kommet mig over, havde det ikke været fordi hun gav mig den i trappeopgangen. Det lyder måske som en lidt ligegyldig detalje, men det er faktisk rigtig ubehageligt. En ting er, at der hvert øjeblik kunne være kommet en forbi, og jeg har ikke nødvendigvis lyst til at hvem som helst skal høre om mine problematikker, men det der var værst var, at det kom til at lyde så koldt og upersonligt.

Jeg kender denne pædagog rigtig godt, og jeg ved at hun er dygtig og et meget varmt menneske, så denne kulde forvirrede mig, og gjorde mig endnu mere ked af det. Var mit ønske virkelig så forfærdeligt egoistisk, at jeg nærmest skulle have skæld ud? Eller havde jeg gjort et eller andet galt? Jeg vendte om på hælen og løb op på mit værelse, og jeg ville ikke have at hun fulgte efter mig.

Jeg lå på sengen og græd, og jeg overvejede kraftigt at skære mig, men så skrev en kammerat, og uden at vide det, lykkedes det ham at aflede mine tanker. Lidt senere kom pædagogen op og snakkede med mig, og det kunne jeg godt, for jeg var faldet lidt mere til ro. Jeg fortalte hende som sandt var, at det mere var måden end selve beskeden der gjorde mig ked af det. Hun undskyldte mange gange, hun havde et eller andet sted godt vidst det var helt forkert i det øjeblik hun åbnede munden, men det der var vigtigt var at hun sagde, at hun ikke kunne lære noget af det, for det var en fejl, en stor fejl, men at det var en fuldstændigt indlysende fejl. Det lyder ikke som noget særlig godt at sige men det var det. For nogle måneder siden var der nemlig en mandlig pædagog der gjorde den samme fejl, ikke over for mig men over for nogle andre, men det var mig der skældte ham ud. Den gang sagde han nemlig at han ville tage det under overvejelse, og han nu var blevet det klogere, men jeg ville ikke have at han blev klogere, jeg ville have at han fandt det indlysende, at vi også skal have lov til at have vores værdighed.

Nu da jeg har fået gårsdagens undskyldning, kan jeg godt se, at det bare er hans ordvalg jeg er sur over, for han mener sikkert det samme som hende, han formulerede sig bare lidt klodset, men jeg var faktisk rigtig vred på ham i rigtig lang tid, så nu har jeg helt ondt af ham, for jeg behandlede ham ikke altid lige pænt.