Lige lidt mere

Hun så meget strengt på mig, min tidligere kontaktpædagog, men samtidig også meget kærligt. Jeg vidste udmærket godt, at jeg ikke havde taget mad nok på tallerkenen, men jeg var sluppet godt af sted med det hele ugen. Ønskede jeg at slippe af sted med det? Det gjorde jeg nok de fleste dage, men bare ikke i går da hun var der, for det er hende jeg stoler på, hende der kan blande sig i min mad uden at jeg bliver sur, men hun er kontaktpædagog for drengene nu efter omstruktureringen, så der går ugevis mellem vi spiser med hinanden.

I mellemtiden snyder jeg med min kostplan, eller det gør jeg vel egentlig ikke, for jeg har ikke rigtig nogen. Det var meningen, at jeg skulle have snakket med vores pædagog/kogekone, men hun sagde, at jeg er en fornuftig pige, så det kan jeg sagtens selv styre. Kan jeg det?

Nu vil jeg ikke give det indtryk, at jeg slet ikke spiser, for det gør jeg, jeg spiser bare mere om morgenen, end jeg gør om aftenen. Jeg har rent faktisk lyst til mad om morgenen, det har jeg sjældent om aftenen, og hvorfor egentlig ikke? Jeg har brug for energi til at komme igennem dagen, men jeg går i seng kort efter aftensmad, og så mange ressourcer kræver det vel heller ikke at sove. Til sammenligning er der masser af mennesker der enten ikke kan eller vil spise ret meget til morgenmad, og selvom vi siger, at det ikke er sundt for dem, så er det alligevel socialt acceptabelt.

Jeg siger ikke, at jeg skal slippe af sted med ikke at spise noget om aftenen. Jeg er spiseforstyrret, så man kan ikke altid, tangerende til sjældent, stole på min dømmekraft. Det jeg prøver at sige er bare, at det er uretfærdigt.

Jeg ved godt, at der er mere til det med spisning end bare det at få nogle kalorier indenbords. Der er en hel række af sociale aspekter. Vi spiser for at være sammen, for at vise omsorg, for at etablere hakkeorden, for alle mulige årsager, og så er det altså aftensmaden vi har valgt til hovedmåltid, hvorimod jeg spiser mit hovedmåltid i ensomhed tidligt om morgenen. Ved at arrangere mine måltider anderledes, trækker jeg en grænse mellem mig og dem, på samme måde som det sker når religioner deler sig. Nå så I vil ikke spise svinekød? Jamen det må vi godt. Det er dømt til at give konflikter.

Dette siger jeg dog uden yderligere sammenligning. Men vi er flere spiseforstyrrede personer end mig, og måltiderne spiller en betydelig rolle i stedets opbygning. Måltiderne er der for at skabe struktur, hygge og sammenhold. En mig/os mod dem attitude er dømt til at give konflikter. Selvfølgelig ikke i stil med krig og forfølgelse og hvad uenighed mellem religioner ellers kan føre med sig, men store nok til at virke forstyrrende.

Men er mad som religion virkelig så svært for os at forstå? Der er feinschmeckere, kernesund familie, atkins, spiseforstyrrede, helsefreaks og vegetarer, og vi mener alle at bare rundt på SANDHEDEN, fede mennesker er vor tids kættere, og vi tager vores mission alvorligt, når vi bringer det glad madbudskab ud til alle dem der er så ulyksalige endnu ikke at have set lyset fra bageovnen. Enhver har 'ret' til at virke som videnskabsmand, læge,helgen,  præst og konge når det gælder mad.

Jeg er selv et at disse oplyste mennesker, og det irriterer mig lidt. Det kommer mest til udtryk, når jeg spiser sammen med de pædagoger der ikke spiser kulhydrater. Jeg elsker mine kulhydrater, hvor proteinerne lidt mere er en pligt, men jeg kan ikke lade være med at blive påvirket af alle de stemmer der siger fy til kulhydrater. Egentlig tror jeg at det er noget bavl det de siger, for ris brødføder størstedelen af jordens ikke overvægtige befolkning, så hvor slemt kan det være, men selvfølgelig, så spiser de ikke nær så meget som os andre, måske sulter de ligefrem, men er det ikke hele pointen, at "de ikke spiser så meget"?

Men det med kulhydrater er en modeting, og jeg har da prøvet at stoppe, for jeg vil altid gerne tabe mig, men jeg ender altid med at få det meget dårligt både fysisk og psykisk.