Om enhjørninge og næsehorn

Jeg burde skrive noget om pave Benedikt XVI's afgang, for det er et emne der berører mig dybt, for han blev pave kun et halvt år efter, at jeg konverterede til katolicismen, så han er på en måde MIN pave, fordi jeg ikke rigtigt kender andre, men forskruet som jeg er, er der et emne der optager mig mere.

Jeg har taget på. Det er hun et halvt kg, så det er ikke alverden, men jeg har det alligevel ret dårligt med det. Nogle tal er mere magiske end andre, og efter flere ugers hårdt slid, var det lige lykkedes mig at komme under 65 kg, og jeg var sådan nogenlunde glad for min vægt, den var i hvert fald ikke så rædselsfuld som den plejer, men nu vejer jeg 65.3 kg, og det er modbydeligt. Det er er ikke bare i dag, men hver evig eneste dag i over en uge, og jeg får kvalme over mig selv. Et eller andet sted ved jeg godt, at jeg har en flot krop, jeg er både slank og veltrænet, men følelsesmæssigt formår jeg ikke at tro på det, og når jeg ser de tre 'små' tal på badevægten, så føler jeg at det med at være tynd er noget folk fortæller mig for at lyve. Jeg er dog ret hyklerisk, for hvis det havde været andres vægt jeg talte om, så ville jeg ikke i samme grad strø om mig med ord som fed, klam og ulækker, som jeg alt for ofte bruger, når jeg taler om mig selv.

Det er ikke fordi jeg som sådan har nogle specifikke planer for hvor meget eller hvor lidt jeg gerne vil veje, jeg vil bare veje mindre, mindre end jeg gør nu og mindre end hvad jeg vejer næste måned, hele tiden mindre. Jeg ville gerne skrive noget sofistikeret og sagligt om det at have en spiseforstyrrelse, men grimme ord popper hele tiden op i mit hoved, og jeg bliver så uendeligt træt. Jeg ved ikke om mine mål og drømme er opnåelige, eller om det bare er troldspil og skyggebilleder. Er det hele bare tomhed og jagen efter vind?

Jeg tæller ikke rigtigt mine kalorier, for jeg gider ikke at veje alting, men jeg prøver da på sådan ca at holde styr på at jeg ikke spiser for meget. Problemet med den metode er, at kroppen er ligeglad med hvor meget jeg tror jeg spiser, den er kun interesseret i hvor meget jeg reelt propper i kæften. Sådan lidt 'for sjov' prøvede jeg at tage en køkkenvægt frem og veje min sædvanlige morgenmad. Den indeholder så 50-100 flere kalorier end jeg troede per portion, og den spiser jeg så 2-3 portioner af, så tror da pokker at jeg tager på. Og nu har jeg vejet én ting, og hvad så med alt det andet.

Ganske hurtigt begynder angsten at snige sig ind på livet af mig. Blodtrykket stiger, åndedrættet bliver besværet og jeg ryster en anelse på hænderne.