Om lektier og puslespil

Jeg har været alt for sløv. De bøger jeg skal bruge til GT, fik jeg først bestilt i fredags, og det er ikke sikkert at de når at komme frem til på fredag, så jeg kan nå at læse mine lektier. Det panikker jeg så lidt over. Fordi jeg har haft faget før, så har jeg en bog som dengang var grundbog, men denne gang blot er supplerende læsning, men for det første opfordrede vores lærer os til at læse supplerende læsning, for det andet, så har jeg ikke noget alternativ. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at det er første gang jeg for alvor har åbnet bogen selvom den var grundbog i et helt semester, og jeg var da heller ikke voldsomt imponeret.

Det var ikke mange sider, så jeg har måske siddet der ti minutter til et kvarter, men det var nogle voldsomme og angstprovokerende minutter. Jeg er vant til at læse meget, også på engelsk, så jeg tænkte, at det kunne jeg da få ordnet i en håndevending. Til hebraisk laver jeg lektier, men jeg har som sådan ikke LÆST lektier i seks år, og som sagt, så var det vist ikke imponerende hvad min indsats var dengang. det viste sig at være meget hårdere end jeg havde regnet med, for jeg lagde også hårdt ud med at strege under og alt muligt, men det var især hårdt fordi jeg tænkte, at dette her klarer jeg aldrig. Og hvordan skal jeg klare universitetet hvis jeg ikke kan lave lektier. I sin tid klarede jeg det dog ganske udmærket, men det skulle ikke forhindre mig i at panikke.

Efter lektielæsningen, gik jeg op for at lægge puslespil. Jeg lægger meget puslespil for tiden, så meget, at jeg ligefrem drømmer om det om natten. Jeg var i gang med et der manglede hovedparten af brikkerne, og hvor jeg ikke havde noget billede af hvad det skulle blive til, og af en eller anden grund, gjorde det det til det perfekte puslespil. Jeg tænkte, at det måtte være det smukkeste puslespil jeg nogensinde havde set, og jeg blev virkelig deprimeret over at jeg aldrig kunne blive færdig med det.

Det jeg blev deprimeret over var selvfølgelig det med lektierne, men det var på en eller anden måde for personligt og for tæt på, så jeg kastede al min tristhed over på noget mere harmløst. Jeg blev faktisk virkelig ked af det, og det eneste jeg havde rigtigt lyst til var at sætte mig ned og tude, bare lade tårerne flyde, men jeg gjorde der ikke, for så ville nogen spørge hvorfor, og jeg orkede ikke at forklare, for jeg forstod det på det tidspunkt dårlig nok selv. Jeg var bange for, at det var begyndelsen på en af mine mørke perioder, hvilket ville ødelægge alle mine håb og drømme, men mest tænker jeg bare, at jeg nok er mere udmattet end jeg lige går og regner med, og at jeg bare skal lade der gå gå nogle uger, så jeg kan vende mig til at være tilbage på uni, for jeg tænker, at når jeg er træt, så er jeg mere sårbar over for weekendsangst.