Om noget nyt

Det er langt over et år siden, at jeg startede denne blog, og jeg er ikke længere den samme person. Dengang handlede mit liv mest om mig, min sygdom og om at holde mig i live. Jeg var selvfølgelig også dengang mere end bare min sygdom, men alt andet syntes ligesom at træde i baggrunden.

I dag er jeg studerende, og det påvirker mig meget på godt og ondt. Jeg er stadig syg, men jeg er først omkring studerende, og det vil jeg gerne have at denne blog afspejler, for jeg vil gerne have, at den giver et nogenlunde sandfærdigt billede af hvem jeg er. Mit gamle navn DE PROFUNDIS CLAMAVI AD TE, DOMINE (fra dybet påkalder jeg dig, Herre) var et godt motto dengang, men det syntes ikke længere passende, derfor har jeg skiftet det til CANIS MEUS ID COMEDIT (min hund har spist den (reffererende til en aflevering)). Indrømmet, mine valg af ordsprog har også at gøre med mit begrænsede kendskab til latin, som jeg endnu ikke har haft, men som jeg skal have på et eller andet tidspunkt.

Jeg har også ændret underskriften til Asperger-pige, studerende, spiseforstyrret og katolik, med studerende i stedet for selvskadende, men det er egentlig længe siden at mine studier begyndte at fylde mere end min selvskade og min resterende dårligdom, og sådan skulle det gerne fortsætte med at være. 

For studierne fylder rigtig meget i mit liv lige nu, så meget faktisk, at jeg ikke helt kan overskue det. Det er egentlig lidt pinligt, for jeg har jo kun to fag, endda to fag som jeg har haft før, men der er alligevel meget nyt, især på de inter-studerende områder, det vil sige de studerende imellem, det være sig måde sociale og konkurrenceprægede områder. Jeg har været vant til at være den bedste til hebraisk på holdet, men der er nu kommet nogle studerende fra arabisk, og de er vildt gode. Jeg vil ikke lyve, det generer mig voldsomt, for jeg bliver meget selvbevidst, hver succes virker mindre og hver fejl større, men jeg tror at det er sundt for mig, for jeg var måske nok begyndt at blive en kende hoven, og det er måske derfor det gør så ondt nu. Der er også mange nye mennesker, alle sammen søde og rare, men der er mange og det overvælder mig lidt. Jeg elsker at omgås mennesker, jeg elsker mennesker, men mest af alt er jeg introvert, og jeg bliver overvældet. Jeg er til min fars store skræk/forbløffelse begyndt at hænge lidt ud med de missionske. Det er egentlig lidt et tilfælde, men det er ikke så farligt som det lyder.

Jeg har fødselsdag i dag, og det minder mig om, at jeg er ældre end de fleste andre jeg omgås.