Ro, renlighed og regelmæssighed, sådan lød parolen i gamle dage, og det er kloge ord, men nu begynder universitetet igen, og nogle dage vil det ikke være muligt for mig at skrive her på bloggen, så mine indlæg bliver ikke helt så regelmæssige som de har været indtil nu, og jeg håber, at I vil bære over med mig.
I dag bliver alt hvad jeg er vant til vendt på hovedet, i dag bliver alle mine rutiner rystet i deres grundvold, i dag starter universitetet igen. Den sidste uge har jeg været rædselsslagen, og jeg har været sikker på, at jeg ikke kunne klare det, men i dag er følelsen skiftet ud med spænding, og jeg glæder mig til at lære nyt og blive udfordret. Universitetet har givet mig den værdighed tilbage som jeg mistede i psykiatrien, og det har gjort mig til en helt anden person, ment på en positiv måde.
Jeg fortæller tit, at jeg mistede min værdighed i psykiatrien, men jeg vil gerne påpege, at det ikke var personalets skyld. Psykiatrisk personale får tit skæld ud i medierne for ikke at gøre deres job ordentligt, men selvom jeg kan fortælle nogle grumme historier, så kan jeg fortælle endnu flere gode historier, hvor en sygeplejerske, SOSU eller læge har været helt fantastiske, og det vil jeg gerne takke dem for.
Der var hende der gerne vilde snakke med mig om Gud når medierne ellers havde besluttet, at det måtte man ikke, der var ham der holdt mig i hånden mens jeg bare græd og græd indtil jeg faldt i søvn, der var hende der også snakkede med mig når jeg mødte hende ude i byen mellem indlæggelser, og der var hende der gav verdens bedste knus. Det er kun inden for det sidste års tid, at jeg for alvor er begyndt at få det godt, men det har kun kunnet lade sig gøre fordi jeg blev holdt i live og plejet gennem de foregående fire år.
Havde det ikke været for alle dem der gennem årene har hjulpet mig, så havde det ikke været muligt for mig at gøre alle de fede ting jeg har gang i, og derfor siger jeg dem et stort tak.
1 kommentar:
Send en kommentar