Tag dig sammen

Som sagt havde jeg fødselsdag i går, og min mor kom for at fejre den med med. Jeg havde allerede fået min gave, men som en 'lille' ekstre ting, havde hun tre rammer Pepsi light med til mig. Alt det cola er ikke bare en usund vane, det er også dyrt, så det var en gave der faldt på  et tørt sted. Vi var ude og spise på café. Det er tredje gang på en uge, at jeg er det. Det er hyggeligt og lækkert, men det er også angstprovokerende, for man ved ikke præcis hvad man kan vendte sig, hverken af maden eller af de øvrige gæster.

Den ene dag, hvor min far og jeg var ude, kom vi til at sidde ved siden af en kulturbuddhist, europæer, sluttrediverne, moderigtigt skaldet og hornbriller.Han tog sig selv helt enormt seriøst, og jeg havde svært ved at koncentrere mig om samtalen med min far, fordi det var så hylende morsomt at lytte til ham. heldigvis stod der en stor plante og skjulte mit bredde grin.

Den anden dag var vi egentlig ikke ude, vi tog med hjem. Min far, farmor og jeg delte 20 stykker sushi og to tangsalat (min favorit). Jeg har før skrevet om hvor sej min farmor er, at hun er villige til at spise sushi med os, bare fordi der ikke er andet jeg kan spise der bliver bestilt udefra. Jeg kan godt blive lidt ærgerlig over, at jeg ikke bare kan tage sig sammen og spise alle de samme ting som alle andre, men se midt i al min sygdom får min farmors kærlighed til mig lov til at skinde, og jeg husker hvor uendelig meget jeg også elsker hende, og så er det det hele værd.

Cafeturen med min mor var lidt mere stille, for nu var jeg begyndt at blive træt. Jeg tænkte på at udfordre mig selv og bestille en pastasalat, men jeg endte med dagens suppe. Den var ikke super god, men heller ikke dårlig, og det var nok meget passende, for så var den lidt lettere at forholde sig til, og ikke så skræmmende.

Min mor er gymnasielærer, og jeg klynkede over de her drenge på mit hebraiskhold der er så meget bedre end mig, hvortil min mor bad mig om at tage mig sammen. Jeg ved ikke om det faktisk var det hun sagde men det var det jeg hørte, og det var det jeg havde brug for at høre. Først blev jeg dog lidt fortørnet. Pædagogerne gør så meget for at bakke mig op og styrke min selvtillid, at man godt kunne tro, og måske var jeg virkelig selv begyndt at tro det, at jeg er lidt af et miskendt geni. Det kan jeg godt afsløre, at det er jeg ikke. Jeg er ihærdig, flittig og med visse evner,men derfra og så til et geni, der er der en hulens lang vej. Når min mor (muligvis) sagde, at jeg skulle tage mig sammen, så mente hun ikke tage mig sammen og arbejd endnu hårdere og blev bedre end dem, sådan som jeg selv engang imellem tænker, men så mente hun, arbejd så hårdt som du vil og har overskud og bliv det bedste som DU kan være. Eller det er i hvert fald hvad jeg regner med t hun mente, for måske sagde hun i virkeligheden noget helt andet der ikke havde noget med noget af alt det her at gøre.

Jeg er måske ikke den aller største fan af fødselsdage, men egentlig syntes jeg at dagen i går gik ganske udmærket, vejret kunne i hvert fald ikke have været bedre.