Kan man ændre på hvem man er?

Kan man ændre på hvem man er? Bør man ændre på hvem man er? Hos fysioterapeuten har jeg fået nogle øvelser til at ændre den måde jeg står på, og selv det kan tage lang tid at lære, men hvad med ting der er mindre konkrete, mere personlige? Hvad nu hvis man ønsker at være mindre egoistisk eller mindre doven? Hvis man nu ikke er stolt af den man er? Skal man ændre hvem man er?

Jeg har engang fået at vide af en lærer, at jeg selv var ude om, at jeg blev drillet i de små klasser, for jeg havde godt nok været et mærkeligt barn. Det var selvfølgelig ikke særlig pædagogisk sagt, og jeg gik da også direkte hjem og græd, men det værste var at hun havde ret, min opførelse var ikke hensigtsmæssig, den skræmte de andre børn væk og efterlod mig ulykkelig.

Man kan argumentere for at de andre skulle lære at være mere tolerante, men når det kommer ned til hvad der er størst sandsynlighed for at ændre sig, mig eller de andre, så satser jeg på mig selv, og sådan begyndte min kamp. Det førte til ti år med selvfornægtelse og depression, og efterlod mig grædende på badeværelsesgulvet, undervægtig og dækket af mit eget blod. Dette var ikke en enkelt hændelse men snare en daglig kamp gennem fire år, indtil jeg langsomt kunne begynde at bygge mig selv op.

Jeg arbejdede ikke alene, men nogle dage føltes det sådan. Min behandling har kostet skatteyderne 6000kr om dagen igennem 6 år, og det er mange penge, men jeg er da trods alt i live, og i dag kan jeg lide hvem jeg er. Mine problemer handler selvfølgelig om meget andet end lige at rette på nogle små småskavanker. Det var ikke et spørgsmål om, at jeg altid tog den sidste kage, eller om at jeg godt kunne lide at sove længe i weekenden. Det var i stedet et spørgsmål om, at jeg ikke kunne fungere sammen med andre mennesker i et samfund der lægger stor vægt på team work. Jeg kunne ikke arbejde sammen med andre mennesker, fordi jeg ikke kunne holde ud at blive konfronteret med mig selv. Jeg kunne hælder ikke tage vare på mig selv, for hvorfor passe på den person i verden som jeg hadede mest.

Det er nu lidt over to år siden, at tingene så stille begyndte at gå bedre. Selvhjælpsbøgerne fortæller smukke historier om hvordan man kan blive et gladere og tyndere menneske, men min historie var ikke smuk. Måske jeg kunne have gjort det hele på en nemmere måde, men det er enormt svært at få hjælp hvis man ikke allerede ligger på badeværelsesgulvet og bløder. Har det været det hele værd? Jeg vil rigtig gerne sige ja, for jeg kan i dag lide hvem jeg er, men jeg har set ind i min lillesøsters øjne, og bag tårerne så jeg frygten, og jeg vidste at det er min skyld, for alt dette har ikke kun ændret mig, det har også ændret dem omkring mig.

Er jeg så i dag tilfreds med hvem jeg er? Det kommer an på hvad man lægger i tilfreds. Jeg kan lide hvem jeg er, nogle dage kan jeg endda smile når jeg ser mit eget spejlbillede, men jeg har samtidig lyst til at arbejde videre på hvem jeg er, for jeg tror på, at jeg har potentialet til at opnå mere.