Aspergerpige

Bliver jeg aldrig nogensinde træt af altid at tale om mig selv? Kun sjældent. Måske er jeg en meget selvcentreret person, eller også er bare yderst fascinerende. Igennem de sidste seks år er det med jævne mellemrum folk der gerne vil have en snak med mig om mine erfaringer. Det kan være journalister, studerende eller bare helt almindelige nysgerrige, og hver gang prøver jeg at sætte ord på hvordan det er at være sådan en som mig.

I går var det to specialestuderende fra psykologi der gerne ville vide hvordan det føles at være en aspergerpige. De havde mange gode spørgsmål og vi sad længe og talte, men det fik mig til at tænke, hvordan føles det EGENTLIG at være en aspergerpige, hvortil jeg bare kan svare "Øh!". For i hvilken grad er jeg anderledes end alle mulige andre unge kvinder? På mange punkter er vi ens, for jeg prøver jo også bare at jonglere en hverdag med studie, lektier,  fritid, venner, indkøb og rengøring. Også jeg prøver at finde en balance i det hele hvor jeg kan bevæge mig fremad, uden at det hele ender med at styrte sammen om ørerne på mig. Også jeg ønsker folk omkring mig som jeg holder af og som holder af mig. Og alligevel er der en forskel. Det kan jeg jo se, når jeg ser de af mine veninder der ikke har en diagnose.

Hvori består denne forskel? Hvorfor kan jeg ikke klare de samme ting som de kan? Det er ikke fordi jeg er doven, at jeg kun kan klare at tage et universitetsfag af gangen. Det er jo ikke fordi jeg har lyst til at tage tidligt hjem om fredagen, når de andre går i fredagsbar. Det er jo ikke fordi at jeg ikke kan holde af andre mennesker, at jeg ikke kan finde ud af det med kærester.

Jeg ved at jeg ikke har de samme kræfter som alle andre, men hvorfor? Jeg spiser jo sundt, jeg spiser nok, jeg er fysisk aktiv, jeg sover rigeligt, og alligevel kan jeg i løbet af dagen mærke hvordan al energi og livskræft bliver suget ud af mig. Men det er jo ikke min krop der er træt, det er min hjerne. Jeg har ladet mig fortælle, at det er fordi jeg som asperger analyserer på ALLE input, i en langt højere grad end andre mennesker gør. Og selvfølgelig gør jeg det, jeg kan slet ikke forstå at andre ikke gør.

Forleden snakkede jeg med en af mine nye kontaktpersoner. Vi snakkede om hvorvidt hun kunne give mig et knus når jeg var ked af det, og det må hun gerne, hun skal bare lige spørge mig først, for for mig er et knus ikke bare en emotionel handling der skal give trøst, tryghed og varme. Det er et logistisk problem. Der er en million spørgsmål der melder sig. Hvis arme går hvorhen? Hvor hårdt skal man trykke? Hvor længe skal man blive ved? Hvordan skal man trække vejret? Og ikke mindst, så når to voksne kvinder giver hinanden et knus, så er der bryster involveret, og hvordan undgår man, at det bliver akavet? "Ej, sådan skal du altså bare ikke tænke", men det er jo det jeg gør hele tiden, hvert sekund alle dage.